 |
| Sammen og lige meget værd,
fra Fredrik
med Bilen (1944)
|
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Hvem er jeg er et typisk
pubertetsspørgsmål, som hænger sammen med kroppens udvikling og den større
erfaring og indsigt, som alderen fører med sig. I snæver forstand resulterer
spørgsmålet i en opdagelse og styrkelse af personligheden som en selvstændig,
enestående størrelse.
Men jeg’ets identifikation og udvikling af sig selv som krop og
psyke er langt fra bare en afgrænsning til andre. Det er samtidig en genfinden
sig selv i sammenhænge, som før var selvfølgelige: i forhold til forældre,
søskende, køn, arbejde, kultur, samfund, religion, nation, hudfarve osv., men
på en anden, mere bevidst måde.
Finde
sin plads
eller havne på sin rette hylde er
velkendte begreber, som fortæller ikke bare om, at den enkelte tilhører
fællesskabet, men også om, at den enkelte har haft mulighed for at være aktiv i
processen, der førte ind i fællesskabet, og at den har ledt til et
tilfredsstillende resultat. – Omvendt fortæller udtrykket ude af sig selv om en person, der ikke blot er højst forvirret, men
også i sin forvirring har isoleret sig fra sin normale sammenhæng.
De i dag helt naturlige spørgsmål: hvad er det, der gør mig til
noget helt specielt? og hvordan hænger jeg sammen med omgivelserne? hører til tiden
efter Oplysningstiden og moderniteten og er derfor ikke mere end omkring 250 år
gamle. Tidligere, da mennesker levede i fasttømrede, feudale hierarkier, kunne
spørgsmålene knap nok stilles af almindelige mennesker. Svaret på det første
ville være en stille hovedrysten, på det andet en irettesættelse og formaning
om at følge Guds og kongens vilje.
Vi er i en tid, før udtrykket: skomager,
bliv ved din læst, gav mening, for hvad kunne skomageren den gang i
feudaltiden, da håndværkerlavene bestemte produktionen, andet end at blive,
hvor han var sat?
I dagens verden, der er mere åben for ideer, rejser og udveksling
af varer end nogensinde, er den anden del af identitetsproblematikken, der
handler om at søge sammenhænge med andre, paradoksalt nok stærkt nedtonet eller
ligefrem sat i skammekrogen. Den nye trend går under betegnelsen identitetspolitik og handler om at begrænse
identifikationen med andre og netop ikke om indlevelse og empati som
forudsætning for en harmonisk udvikling af familie, samfund osv.
I stedet skal forskellene markeres.
Når det er sagt, skal jeg skynde mig at tilføje, at
identitetspolitik har været nødvendig og stadigvæk har sin berettigelse for at
styrke forskellige gruppers liv, rettigheder og muligheder. Mangfoldighed er
vigtig og en garanti for et demokratisk samfund. Men hvis den såkaldte
sammenhængskraft dyrkes udelukkende i forhold til ens egen gruppe, kan det
fælles samfund styrte sammen.
Den seneste tids paradeeksempel på betoning af forskelle og
nedtoning af empati og indlevelse finder vi i debatten, om Scarlett Johanssons,
en ikke transkønnet skuespiller, kan og bør påtage sig at spille rollen som en
transkønnet person. – Afledte spørgsmål handler om, hvorvidt en hvid,
heteroseksuel mandlig forfatter har ret til at skrive en roman om en sort,
lesbisk kvinde. Og så videre.
Med andre ord er vi mentalt tilbage i en periode, hvor det var
selvfølgeligt, at skomageren blev ved sin læst.
Den fællesskabsskabende tanke, som ligger i forestillingen om, at
egenskaben at være menneske er en universel egenskab, der trodser alle
forskelle med hensyn til fødsel, køn, nationalitet med videre, mistænkeliggøres
i dag og sættes ud af kraft. Dynamikken i forestillingen om, at vi er den, vi
bliver, at for eksempel en skomager kan blive bager, og at udvikling og
forandring i retning af et voksende fællesskab, der ikke styres af gode viljer,
men af gode viljers evne til at træffe aftaler til bedste for alle, overstråles
af forestillinger om, at man ikke alene skal være sig selv, men sig selv nok.
Denne indstilling kan hver dag aflæses i den nationale
identitetspolitik, som stærke politiske partier og bevægelser i nordiske lande,
i gamle Øststater, i Mellemøsten, i USA, Rusland m.v. står for. Den virker
konfrontatorisk som pubertetsbarnets kamp for at få plads til sig selv og sine
opblussende forestillinger om sit selvs enestående status og ret på bekostning
af andre og skaber uovervindelige svælg.
Dem og os.
Eller?
Dagbladet
Information bragte
i dag et af den slags nuancerende dementier på den nationalistiske
identitetspolitiks berettigelse, der i dagens store mediebillede får alt for
lidt plads. Martin Ågerup, direktør for den borgerligt-liberale tænketank CEPOS,
nævner i debatindlæg, at
83
procent af ikkevestlige indvandrere har
danske venner, en tredjedel taler primært dansk i hjemmet, og 80 procent af de
muslimske nydanskere er tilhængere af demokrati.
Jeg vil forsøge at huske tallene, hvis jeg en dag skulle løbe ind
i fx Dansk Folkepartis udlændingeordfører. Formodentlig vil han, som en anden
pubertetsdreng, sige, at det ikke er godt nok, før det er 100 pct.
Hvortil jeg vil svare, at tallene viser, at det er på vej i en
retning, der giver mulighed for et tættere fællesskab, og at det er mit
udgangspunkt for at være velfornøjet.
Læs min hjemmeside: asgeralbjerg.fi
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar