 |
| 1 blandt 121
iskrystalkategorier
|
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk
ved Helsingfors Universitet.
Snefnug dannes ved, at
vandpartikler fryser fast til en mikroskopisk urenhed i luften. Det kan være et
støvkorn fra en stjerne i universet, sporer fra svampe eller et minimalt
sandkorn. Ved 0 til minus 5 grader bliver snefnuggene flade med flotte,
symmetriske strukturer. Er det koldere, bliver snekrystallerne mindre og
nåleagtige og stikker i huden, når de hvirvler ned fra himlen.
De flade fnug er gode til sneboldkampe og til at bygge snemænd af, fordi
man kan få dem til at klistre sammen. De mindre har et mere løst forhold til
hinanden og er velegnede til skiløb, fordi de ikke klamper.
Det siges, at alle snefnug er ulig hinanden, fordi de er danset ned gennem
luften under forskellige omstændigheder – milliarder af forskellige
omstændigheder i helt almindelig luft.
Svimlende!
Benovelse er den følelse, jeg altid bliver ramt af, når vinterens første
sne fylder luften og lægger sig. Jamen kan det virkelig være rigtigt med al den
forandring, der gør alting så fint? Jeg overvældes af glæde. Alt er som
nymalet, uden at jeg har behøvet at løfte en finger!
Engang brugte jeg løs af sneen til snebolde og skiløb, i dag sker det mere
sjældent, nu bruger jeg den mest til at skovle væk, så bilen kan køre, og taget
ikke braser ned og havner i stuen. Men når oplevelsen af sneens skønhed er
blevet en vane, når der er gået timer med skovl og sneskubber, og sneen stadig lægger
sig, er det let at bliver grebet af irritation – måske ligefrem vrede: Man vil
skubbe den ad helvede til, sneen, så den hurtigt kan smelte væk og aldrig komme
igen.
Så langt ude er jeg endnu ikke kommet. I dag, mens jeg skovlede løs, henfaldt
jeg tvært imod til en munter trallen på Thorvald Aagaards melodi til Sneflokke kommer vrimlende af Jeppe
Aakjær. Det der med vrimlende passede
nu ikke til virkeligheden, for sneen kom
sagte dalende. Jeg lukkede munden, og i stedet begyndte mit indre øre at lytte
til en anden yndlingsmelodi, nemlig Poul Hamburgers tonesætning af Helge Rodes Der er ingenting i verden så stille som sne,
når den sagte gennem luften daler, og minsandten om ikke radioens pigekor
lod sig se i et glimt for mit indre blik.
Det var så dansk-nationalt, at jeg her midt i den finske vinter ikke var
helt sikker på, om vandet, der løb ned ad kinderne, var tårer, eller bare
smeltede fnug fra den faldende sne.
Da jeg et kvarters tid efter
afslutningen på dagens sneskovlen havde sat mig med den sædvanlige belønning
for arbejdet, skoldhed kakao med flødeskum, listede ordene faldende sne sig igen ind i min bevidsthed.
Hvordan var det nu, det lød?
Ikke noget med muntre snestorme eller en stilhed større end al anden stilhed,
men – jo, det var jo på svensk, det var, og prosa.
Jeg fandt bogen, Peter Englunds Tystnadens historia och andra essäer fra 2003. Og mens jeg langsomt sugede den hede drik under sval
flødeskum i mig, læste jeg:
Jag har hört snö falla.
Det var en vintereftermiddag i Uppsala. Jag hade vinglat mig hem från Carolina
Rediviva genom ett ovanligt tätt snöfall, parkerat min cykel och gjort loss
portföljen med böcker, då det inträffade. För några ögonblick var gatan längre
bort tom på bilar och min omgivning tom på folk, och samtidigt stillnade
vinden. Där fanns inga ljud. Där fanns bara jag, ensam i allt det vita. Och i
det här plötsliga fönstret av tystnad varsnade jag något jag aldrig hört förut,
och jag blev stående, blickstilla, för till och med mina pulsande steg, ja till
och med min andhämtning, överröstade det. Det var ett mycket, mycket stilla
frasande, fullkomligt riktningslöst, som ett svagt tinnitus, och som det tog
mig någon sekund innan jag begrep. Det var ljudet av fallande snö.
Poetisk og prosaisk-realistisk på samme tid, denne lyd af
stjernestøv, der med fastfrosset vanddamp i usandsynlige mønstre lægger sig
over jorden som et ensartet tæppe.
ANNONCE:
Se min hjemmeside asgeralbjerg.fi
Ingen kommentarer:
Send en kommentar