midtialt: FEMINISME OG IDENTITETSPOLITIK

Feminin staffage

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Jeg har den oprindelige franske menneskerettighedserklæring fra revolutionsåret 1789 liggende på bordet foran mig. Den blev vedtaget af Den Grundlovgivende Forsamling i Frankrig den 27. august samme år og stadfæstet af Ludvig XVI den 5. oktober. Det er et dokument, som menneskeheden siden, når de universelle menneskerettigheder skulle genformuleres, har haft blikket rettet imod.

Ved siden af denne Déclaration des Droits de l'Homme et du Citoyen (1789) ligger Déclaration des Droits de la Femme et de la Citoyenne. Erklæringen, som er en pastiche på den oprindelige menneskerettighedserklæring fra 1789, er fra september 1791, forfatteren er Olympe de Gouges (1748-93), fransk debattør og skuespilforfatter.

Som de ligger der ved siden af hinanden, snart to hundrede og tredive år gamle, slår det mig, at samtidig med, at ordet Femme i Olympe de Gouges’ erklæring henviser til kvinder og dermed benytter sig af det franske sprogs to køn til en henvisning til det ene af virkelighedens køn, afslører ordet, at den af mænd skrevne erklæring fra 1789, som anvender ordet Homme – hvis grammatiske køn jo er maskulinum, i virkelighedens verden henviser til mænd.

Når jeg tidligere har læst menneskerettighedserklæringen fra 1789, har jeg i mit stille sind forstået ordet Homme som menneske, hvad det lige så vel som det engelske ord man for mand kan henvise til.

Min konstaterings indhold er, indrømmer jeg, banalt grænsende til det trivielle, men i sit udtryk går den langt over grænsen til det akademisk højrøvede. Men lige meget: læs den igen, og hvis du, læser, som jeg får en slags ahaoplevelse, så er det måske værd at fortsætte med det følgende, som er mere interessant og har et perspektiv, der fortaber sig i uendeligheden samtidig med, at det gør op med dagens forsnævret idiotiske identitetspolitik.

Det centrale i de to erklæringer, som de ligger side ved side, er ikke deres to forskellige køn, men sammenfletningen af dem, fordi Olympe de Gouges tænker kvindens naturlige og universelle rettigheder sammen med de rettigheder, som revolutionen – ledet af mænd, der i deres kamp for frihed og lighed ikke inkluderede kvinder, er udtryk for.

Af denne sammenfletning af Homme og Femme opstår først den menneskehed, som løsgjort fra køn udtrykker det universelle.

I sin kamp for ligestilling mellem mænd og kvinder satte Olympe de Gouges sit liv på spil for tanken om, at universelle rettigheder ikke kan opnås sektorvis, men kun i uendelige sammenhænge. Denne tanke, som jeg længe har forsøgt at formulere, når jeg har stået delvist måbende over for identitetspolitiske erklæringer fra sorte, handikappede, bøsser, transkønnede, ciskønnede og heteroseksuelle hvide mænd, muslimer, pacifister, veteraner, royalister, ateister, tredjegenerationsfeminister osv., har jeg nu fundet et udtryk for i sammensmeltningen af de to menneskerettighedserklæringer foran mig på skrivebordet.

At alle de opregnede forskelle og flere til udgøres af sekundære træk ved mennesket er lige så sikkert, som at kønnet for Olympe de Gouges var sekundært. Jo, det var, sat på spidsen i hendes formulering i den 10. artikel om, at både kvinder og mænd skulle have lige ret til at bestige såvel talerstol som skafot.

Hun gjorde selv begge dele. Det sidste kun én gang, det var den 3. november 1793.

Nul ne doit être inquiété pour ses opinions même fondamentales ; la femme a le droit de monter sur l'échafaud, elle doit également avoir celui de monter à la tribune, pourvu que ses manifestations ne troublent pas l'ordre public établi par la loi.

Altså ingen tvivl om, at hun var sig fuldt bevidst om, at hun bevægede sig i livsfarlige områder ved at forfatte en pastiche med kvindelige fortegn på mændenes menneskerettighedserklæring. Det afgørende vigtige i kampen for et bedre liv i en bedre verden er før som nu det fælles i den fælles kamp: klima, mad, børn, retten til at ytre sig, for eksempel.

Klassificering i identitetspolitiske underkategorier – og man kan for min skyld gerne udvide de allerede nævnte in absurdum med kejthåndede, rødhårede og skævnæsede cyklister, ser jeg i lyset af ovenstående som naive menneskers håb om i et sluttet fællesskab at kunne ændre verden udenfor, eller som et ondsindet, reaktionært trick for at splitte og indkapsle mennesker, der ville opnå meget mere ved at søge sammen.

Når dette er sagt, er det vigtigt for mig at tilføje, at enhver kamp udgår fra et standpunkt, der blandt andet indbefatter opfattelsen af egen identitet, gerne i en gruppes identitet, for eksempel en politisk ideologi eller en religiøs retning. Men der er en verden til forskel på, om denne opfattelse søger sig indad i forestillingen om at være sig selv nok eller rækker ud for at indgå i et større, stadig voksende fællesskab. Et eksempel på det sidstnævnte er regnbuebevægelsen med dens samling af seksuelle minoriteter inklusive en bred opbakning fra majoriteten af heteroseksuelle hængerøve.

I dette perspektiv ændres feminismen fra at være en kamp mellem mænd og kvinder til en kamp mellem de progressive og de reaktionære, mellem fortiden og fremtiden.

Fortsæt selv med at afprøve andre såkaldte identitetspolitiske kategorier.

Dette var en stor mundfuld, det indrømmer jeg. Med den ønsker jeg mine læsere et godt nytår!