GAVER

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Måske den bedste fødselsdagsgave, jeg har givet, var en flaske øl. Vi havde vandret i fire dage i de lapske fjelde, på den femte havde min ven fødselsdag. Han var en trænet og erfaren fjeldvandrer, jeg ikke, men jeg fulgte med, så godt det gik, over stok og sten, vandløb og fjeldtoppe. Bagagen med proviant som den vigtigste del var nøje udregnet og pakket under hans overvågning. Bogstaveligt talt.

Alligevel havde jeg haft held til at smugle en flaske dansk øl med. Den havde været i rygsækken på den godt to tusind kilometer lange blaffetur til Lapmarken, nu var det hans fødselsdag, nu skulle den fyres af.

Han blev overrasket, han blev glad – nærmest ellevild. Måske drak han øllet alene, eller også tvang han mig, som det generøse menneske, han er, til at tage en tår med. Da vi forlod lejren, var det uden den tomme flaske. Den havde vi sat halvt dækket af sten på en åbent sted, hvor vinde fra samtlige verdenshjørner i resten af evigheden kunne blæse forbi dens åbning og aftvinge den en dyb fløjtetone til minde om hans fødselsdag, overraskelsen og glæden og den gode smag af øl.

Hvor mange af de gaver, vi har givet, husker vi? Og husker med glæde og stolthed? Og hvor mange af dem, vi har fået?

Det var en klumme i Dagbladet Information, der forleden fremkaldte ovenstående erindring om en godt givet gave. Udgangspunktet for klummens forfatter, Jon Berg Kjellman, er det modsatte: dårlige gaver. Han skriver med statistisk omhu om de millioner af lortegaver, der hvert år købes til børnefødselsdage. Billigt, ubrugeligt plastiklejetøj, som der står.

Hans regnestykke drejer sig om den mængde af 30-kronersgaver, hovedsagelig af plastik, som børn hvert år i deres fire første skoleår giver hinanden. Det bliver på landsbasis til 2.415.000 gaver pr. år og når med et rundt tal op til små 10.000.000 gaver i børnenes fire første skoleår.

Hvad skal vi, spørger han, med dette gavegiveri, og hvad er resultatet? Svaret på det første spørgsmål drejer sig om børns opdragelse til at forstå det hyggelige ved at give gaver. Svaret på det andet spørgsmål drejer sig om alt det ubrugelige legetøj, der støver til på hylder og på lofter og havner i skraldespande og i verdenshavene, hvor der er plastik nok til at dække Frankrig to gange. Seks procent af det globale olieforbrug går til plastik, det svarer til den globale flysektors årlige forbrug. Og så videre.

Jeg synes ikke, at Jon Berg Kjellman maler fanden på væggen, for han findes der i forvejen. Som et tillæg til hans ønske om at give gaver af kvalitet, har jeg kun en ydmyg tilføjelse.

Indledningsvis skrev jeg, at

Måske den bedste fødselsdagsgave, jeg har givet, var en flaske øl.

Men måske var det også den mest unødvendige, omgivet som vi var af kilder og klukkende bække i en berusende natur. Og forureningsproblemet med flasken? Vi løste det på bedste måde, syntes vi, fordi der garanteret var tale om den eneste ølflaske i miles omkreds.

Set fra i dag – næsten fyrre år efter, ville jeg måske have givet noget andet. Betalt for en ged til en familie i Tibet og overrakt ham gavebeviset, for eksempel.

Eller fortalt en vittighed eller to til morgenkaffen, særligt udvalgt til netop ham.

Netop vittigheder var den aftalte julegave mellem mig og et selskab af nærtstående, da vi for halvt så mange år siden holdt jul midt i den nubiske ørken. Vi var syv, og hver af os skulle fortælle to vittigheder med personlig adresse til hver af de andre. Det skulle ske til desserten, som ikke var ris à l’amande (risengrød tilsat sukker og fløde) med den obligatoriske portvin, men friske frugter.

Starten var lidt træg, men da vi havde grinet os igennem første runde, fortsatte vi straks til anden og kunne derefter slet ikke holde op med at erindre eller hitte på nye vittigheder og fortællinger om os selv og hinanden.

Vi har sjældent grinet så meget og haft det så rart. Hygget os, kunne jeg sige med et temmelig nedslidt udtryk. Og det skete vel at mærke helt uden de sædvanlige danske hyggeingredienser som er sprit, fedt og sukker.

Og nu for tiden altså plastik.

ANNONCE: