 |
| Martinus Rørbye, Udsigt fra Kunstnerens Vindue, 1825 |
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Nationalismen
i Europa opstod i slutningen af 1700-tallet i forbindelse med revolution og
revolutionskrige og i årene fremover.
Den ytrede sig som en stærk og positiv følelse for nationen og
indgik i forestillingen om denne som borgerens eget, selvskabte fædreland.
Dette gav en naturlig ret til medbestemmelse. Men det var ikke enhver beskåret
at udøve demokratisk magt, hertil krævedes kompetence og myndighed.
Den blev opnået gennem oplysning og manifesterede sig i dyd. Det
var de oplyste borgere, som bar disse egenskaber og skabte nationen.
Den danske nationalismes lokale forudsætninger var den florissante
periode i sidste halvdel af 1700-tallet til krigen med England, Københavns
bombardement og erobringen af handelsflåden i 1807. Her var i hidtil uset grad
tale om nationen som en størrelse i vækst og forandring – som noget ikke på
forhånd givet, men som den enkelte borger eller grupper af borgere gennem
initiativer kunne have afgørende indflydelse på, og som de i egen interesse måtte
værne.
Den materielle baggrund herfor var de uhyre rigdomme, som under
udenrigsminister A.P. Bernstorff (1784-97) og den førte neutralitetspolitik
flød ind i København som aldrig tidligere. På det ideologiske plan ytrede
nationalismen sig i Tyskerfejden (1789-1790), som er betydningsfuld ved
for første gang at give afløb for en artikuleret aggressiv nationalisme. Dette
opgør finder sted tretten år efter Indfødsretsloven, som udelukkede
fremmede fra offentlige embeder, og det førtes af mellemste og øvre lag i
embedsborgerskab og bybefolkning.
Jeg har studeret emnet i forbindelse med min disputats om Knud
Lyne Rahbek, som i årene omkring 1800 i Danmark var den førende skikkelse inden
for oplysning og kunst. Mine kundskaber om nationalismens opståen i andre vestlige
nationer er i højere grad tilegnet på anden hånd, men der er intet, der tyder
på, at dens opståen har været kvalitativt forskellig fra den danskes.
Men nationen, som nationalismen er knyttet til, er ikke blot et
fornuftsværk og en magtindretning. Som en kilde for følelserne er den også et
udspring for skabelse af kunst og litteratur. Den danske Guldalder i første halvdel af 1800-tallet er med henblik
på frembringelse af digtning, filosofi, skulptur og billedkunst en uovertruffet
rig periode i dansk kulturliv.
Det giver, på maleriets område, udstillingen Dansk Guldalder –
Verdenskunst mellem to katastrofer på Statens Museum for Kunst et fortræffeligt
indblik i.
Udstillingen vidner om kærlighed uden smagløs sentimentalitet og
forherligelse til danske landskaber, hvis kunstneriske afbildning siden har været
bestemmende for vores måde at betragte Danmark på. Der er portrætter af
kunstnere og af velbjærgede repræsentanter fra middelklassen, mange af børn. Især
hæftede jeg mig ved billeder fra hovedstaden af bygninger og interiører med
biedermeieridyl og af skibe, men også med kik til verden uden for Danmarks
grænser. – En del af oplevelsen ved udstillingen var den blændende tekniske
kunnen og klarøjede realisme, billederne var blevet skabt med – abstrakt klatmaleri
og nationalfølelse går ikke hånd i hånd.
Under min rundvandring kunne
jeg, som det ofte sker, når jeg befinder mig i det danske landskab, ikke holde
mig fra for mig selv at nynne Olof Rings melodi til Johannes V. Jensens Danmarkssang
og genkalde mig ordene. Sangen er ganske vist fra en senere tid, digtet i 1925
til et besøg af dansk-amerikanere, men med sine beskrivelser er den en
opsummering af det danske landskab, ofte sat i et historisk perspektiv og med
en refleksion rettet mod nutiden. På den måde er sangen et lyrisk foredrag om
det danske for de besøgende dansk-amerikanere og for enhver anden, der tager
den til sig.
Sangen findes i afsnittet Danmark i Folkehøjskolernes
sangbog, som jo sammen med Salmebogen rummer Danmarks mest kanoniske
sange. Det kan næppe overraske, at sangenes temaer ligger op ad de motiver, der
var genstand for malernes interesse. Her finder vi blandt mange andre Glæde
over Danmark som et tidligt udtryk for det danske, nationale digt. Det er forfattet af
Poul Martin Møller i 1820 under en rejse til Kina som et rimbrev til hans
københavnske venner. Glæden over Danmark og hjemvéen efter den danske dagligdag
med dens roser og frugtbare jord, arbejdsomme og hæderfulde kvinder og mænd kontrasteres
østerlandets ødsle rigdomme, som ikke kan købe det af virkelig værdi som troskab,
venskab og stolthed over at være sin egen herre.
Linjen,
Danmark er et lidet, fattigt land,
der
gentages tre gange som en positivt ladet kontrast til østens ødselhed, er en
parallel til slutlinjen
når få har for meget, og færre for lidt,
i
Grundtvigs ørehænger Danmarks trøst med indledningsordene Langt
højere bjerge.
Fra den del af den danske sangskat, der kan knyttes til
nationalistisk selvforståelse, finder jeg ikke en eneste linje om, at det
skulle være et ideal at stønne i materiel rigdom. Den rigdom, som generelt
fremhæves, findes i forholdet til naturen som en kilde til skønhed og det
daglige brød og i forholdet mellem mennesker.
(fortsættes)
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar