Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
I dag er vist det nærmeste, man kan komme ambitionen om at
fremkalde en paneuropæisk følelse EU’s anvendelse i sidste sats af
Beethovens Niende symfoni (1822-24) med Schillers digt An die Freude
(1785).
Musikken er storslået og teksten medrivende. Problemet med sidstesatsen
som EU-hymne er bare, at besyngelsen af venskab, globalt broderskab, kærlighed,
natur og himmelstormende glæde aldrig forankres konkret, men forbliver
mytologisk og abstrakt og derfor ikke kan blive et arnested for følelser for et
europæisk fædreland. Og heller ikke for det globale og universale fædreland,
som Schiller med sit digt tydeligvis havde i tankerne i sin nostalgiske
anvendelse af Elysium. Det var den græske mytologis paradis og står i digtet som
billedet på en forenet, lyksalig menneskehed, som næppe nogen revolutionær utopi
– og dem var samtiden ikke fremmed for! kan gøre smukkere.
Har man først fået øje på noget godt i fortiden eller i fantasien,
er drømmen om dets (gen)skabelse kun alt for menneskelig. Derfor nedenstående,
afsluttende spørgsmål på denne tredelte blog om jordbonationalisme:
Kan man forestille sig en global nationalisme eller jordbofølelse
for fred og velfærd båret af en verdensomspændende samfundsglæde som en parallel til den, der
stråler fra Guldalderens malerier på Statens Museum for Kunst – en følelse, som
måske, måske ikke bekender sig til dyder som dem, der fremmet af den oplyste
borger var med til at skabe rammen for Guldalderens kunst og litteratur?
Hvordan skal den kunst og digtning og filosofi opstå og være
beskaffen, der med Danmark og Europa som dele af en global sammenhæng giver et
fælles tilhold for tanken og ikke mindst for følelsen af positivt ladet
samhørighed i en prunkløs hverdag – ikke for en fælles frygt for undergang
i form af krige og klimaændringer?
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar