SANDHEDENS SEJR. OM KEISERENS NYE KLÆDER OG GRETA THUNBERG

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Af ukendte årsager blev udgivelsen af H.C. Andersens 3. hæfte af Eventyr, fortalte for Børn fra 1837 forsinket. Forsinkelsen gav anledning til en ændret slutning på det ellers færdigskrevne eventyr om kejseren, der gik i procession uden en trevl på kroppen.

Og godt var det, for hermed forandredes eventyret, så dets pointe blev sandhedens sejr over pyntesyge, overforbrug, spytslikkeri og indgroede vaner.

Også den, der måske ikke til daglig brænder for filologers komparative forskning, kan have glæde af med egne øjne at se eventyrets første slutning og derefter dets endelige udformning.

Den første, forkastede slutning på Keiserens nye Klæder efter: Ingen af Keiserens Klæder havde gjort saadan Lykke, lyder sådan her:

Den Dragt maa jeg rigtig have paa hver Gang jeg gaaer i Procession eller træder op i Folkeforsamling! sagde Keiseren; og hele Byen talte om hans prægtige nye Klæder.

Herefter står der i manuskriptet en streg og H.C. Andersens signatur, der tilkendegiver færdigt arbejde.

Den nye og endegyldige slutning lyder sådan her:

”Men han har jo ikke noget paa!” sagde et lille Barn. ”Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst,” sagde Faderen; og den Ene hvidskede til den Anden, hvad Barnet sagde.

”Men han har jo ikke noget paa,” raabte tilsidst hele Folket. Det krøb i Keiseren, thi han syntes, de havde Ret, men han tænkte som saa: ”nu maa jeg holde Processionen ud”. Og Kammerherrerne gik og bar paa Slæbet, som der slet ikke var.

Nu går de fleste sikkert i den vildfarelse, at handling og temaer i H.C. Andersens eventyr er udtryk for digterens egen fantasi. Det er der en del, der ikke er. Det gælder for eksempel Prindsessen paa Ærten og Lille Claus og store Claus. Om førstnævnte, der tematiserer den i syd- og østeuropæiske og i orientalske eventyr forekommende sengeprøve, bemærker H.C. Andersen selv, at eventyret er en gendigtning. Temaet om den kloge, der narrer den dumme i Lille Claus og store Claus går igen i folkeeventyr fra hele verden. Hvad Keiserens nye Klæder angår, har et spansk eventyr været forlæg, hvilket Andersen gør opmærksom på i Fortalen (1837) til eventyrsamlingen.

Temaet i det spanske eventyr i samlingen El Conde Lucanor (1335) er, at kun den ægtefødte kan se de nye klæder, og at monarken derfor vil afsløre sig selv som en horeunge og miste magten ved at indrømme, at tøjet er usynligt for ham. Dette tema ændrer Andersen til at dreje sig om duelighed og dumhed og om sandhedens sejr gennem barnets iagttagelse af det, alle kan se, men ingen vil se.

Fra jeg var dreng, har jeg nok som følge af naturlig indlevelse opfattet barnet, der peger på det indlysende, som af samme køn som mig. Heri har jeg rimeligvis fundet bekræftelse i Lorentz Frølichs tegning af kejseren med scepter, guldæble og krone på hovedet, som fandtes i min barndoms samling af H.C. Andersens eventyr. For barnet, der med lidt bortvendt ansigt sidder trygt i sin moders favn, netop da det udpeger kejserens mangelfulde påklædning, ligner snarere en dreng end en pige.

Personerne i barnets nærhed har individualiserede ansigter, mens fremstillingen af dem lidt længere væk er stereotype skitser. Skal dette tolkes som andet end et udtryk for en vis rationalitet i kunstnerens arbejdsprocedure, kan det ses som et udtryk for at budskabet, der går fra mund til mund, endnu ikke har nået dem lidt længere borte. De er stadig en del af den grå masse, mens de nærmeste er trådt i karakter som individer, der som sådanne udgør en trussel mod kejsermagten.

Den, der holder omkring barnet, er en kvinde. Det køn er ellers helt fraværende i eventyret. Jeg vil bedømme dette som tidstypisk, fordi eventyret bevæger sig i magtens øverste cirkler, hvortil kvinder ikke havde adgang. De var, som børnene, henvist til gaden, hvor de kunne beundre den.

I dag er dette vendt på hovedet. For det første er barnet ikke en anonym del af massen, og for det andet kan dets køn med sikkerhed fastslået som kvindeligt.

Jeg tænker naturligvis på Greta Thunberg, skolepigen, der har viderebragt den sandhed om verdens tilstand, som siden Romklubbens rapport fra 1972 med dens konstatering af grænser for vækst har levet et skyggeliv. Først i dag er offentligheden blevet moden til denne og talløse senere og mere sofistikerede rapporters budskab om destruktive kriser i miljø og klima.

En tredje forskel i forhold til Keiserens nye Klæder er, at der her ikke er tale om et eventyr, som man efter inspiration kan lave om på. Her er der tale om intet mindre end den skinbarlige virkelighed, som forskerne gennem hårdt arbejde når dybere ind i.  

Men den er det svært at forholde sig til – vist mest for mænd, hvis raseri og nedladende bemærkninger skyller ind over personen Greta Thunberg i takt med, at opmærksomheden omkring hendes budskab øges. Og på mange måder har vi, der lever det gode liv, det præcis som eventyrets kejser og hans hoffolk: de fortsætter, som de var begyndt, ved at vise gode miner til slet spil.

At afsløre magtens sande afmægtighed tilkommer den, der intet har at tabe, men en verden at vinde.

Kilde: H.C. Andersens eventyr, Kritisk udgivet efter de originale Eventyrhæfter med Varianter ved Erik Dal og Kommentar ved Erik Dal, Erling Nielsen og Flemming Hovmann, bd. I-VII, Det danske Sprog- og Litteraturselskab og C.A. Reitzels Forlag, København 1963-1990.

 ANNONCE: