MIDSOMMERFLAG

For en måned siden blomstrede æbletræet

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Findes der noget mere deprimerende end et flag, 

der klistrer til flagstangen, 

når man haler det efter midsommer?

Eller noget mere opløftende end en spændende bog?

Glad sommer!

MASSEMORD OG PATIENTGØRELSE

Panthéon de Paris. Gravmæle for en fransk massemorder?

  

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Mig bekendt har det aldrig været en mediesag, om Hitler, Stalin, Napoleon, Karl XII med flere var psykisk syge og i behov af psykiatrisk behandling. For ikke at tage Bashar al Assad, som også i denne dags rapporter fra Syrien bliver udstillet som en mand med blodige hænder. Eller hvad med andre af historiens massemordere med eller uden tvangsforestillinger om en virkelig eller indbildt hær i ryggen?

Normal virkelighedsopfattelse klassificerer dem som unormale, men gør det dem til patienter?

I forrige århundrede gjorde lægekunsten fremskridt uden sidestykke i historien, og i totusindtallet fortsætter bestræbelsen med uformindsket kraft. Et led i processen hedder patientgørelse, hvorved mennesket overgiver vigtige dele af sin personlige frihed og lægger den i hænderne på lægen. Om det er kroppen eller psyken er her uden betydning.

På den måde er hver enkelt i dagens samfund både omgivet af stadig flere patienter, men også af stadig flere mennesker, der har forladt status som patient og er blevet raske på ét område, mens de uafvendeligt er ved at udvikle en sygdom, der snart skal opdages, på et andet.

En følge af denne i sig selv positive udvikling er, at vi med stadig færre hæmninger betragter enhver unormalitet som symptom på en sygdom, der kræver diagnose og lægeligt indgreb. Når lægen har stillet diagnosen og sat sin elektroniske signatur under recepten eller henvisningen til en specialist, føler vi os lettede, måske ligefrem bedre, og ser med større forhåbning på fremtiden.

Således ligger det uden tvivl i tiden, at en ugerningsmand som den norske massemorder Anders Behring Breivik skal tildeles patientstatus. Men er det rigtigt? Hvor går grænsen for at definere et menneske som ude af sig selv, fordi det har står bag nogle unormale handlinger, og hermed tilkendegive en tro på, at dette menneske har et bedre selv, som den rigtige behandling kan bringe det i kontakt med og få det til at vende tilbage til eller måske ligefrem skabe?

For psykiatere er dette naturligvis en kærkommen udfordring, som uendeligt overgår arbejdet med stressede buschauffører og neurotiske kolonihaveejere. For hvilken læge elsker ikke en gedigen sygdom? Her er noget, han virkelig kan prøve sin kunst på.

Det spændende spørgsmål er, om der med lægekunstens fremskridt overhovedet findes grænser for sygeliggørelse af det unormale. Sagen mod massemorderen Anders Behring Breivik, der er berammet til ti uger,  har tydeligt vist en stand af psykologer og psykiatere, der er i splid med sig selv. Jeg skal holde mig fra detaljer, blot konstatere, at diagnosen går fra psykisk rask til psykisk syg.

Jeg skal også lade det være usagt, om der i denne mangel på klarhed ligger en masterplan om, at han efter afsoning af de enogtyve år, som er lovens strengeste straf, på nygamle præmisser kan erklæres for sindssyg og derefter holdes indespærret i ubegrænset tid. I andet fald vil han efter afsoningen og i en alder af fireoghalvtreds år som en fri mand kunne genoptage og forfølge sine forskruede ideer. Dette lyder i de flestes ører ubæreligt. At han som den beregnende feltherre, han gerne vil fremstå som, selv har regnet med noget sådant, er der næppe grund til at tvivle på.

Og så er vi tilbage ved det stadig mere uløselige spørgsmål om sygdom eller ikke-sygdom. Var Napoleon, korporalen fra Korsika, der i den nye tids ånd stormede frem og gjorde sig selv til kejser og dermed satte en tyk streg over Frankrigs spæde demokrati samtidig med, at han i Frankrigs æres navn var årsagen til millioner af dræbte og lemlæstede – var denne Napoleon så forskruet i hovedet, at det kunne påkalde sig en diagnose? Spørg en franskmand. Se på kejserens gravmæle i Pantheon, hvor han har sit sidste hvilested sammen med nogle af Frankrigs største personligheder. Napoleon gjorde det uhørte. Lovstridigt og frastødende og fulgt af så mange lidelser, som vist ingen kan forestille sig. Men blev også helt for en hel nation.

Målt med dagens alen har han ikke fortjent denne status. Og det er den, vi mindst af alt ønsker skal overgå massemorderen Anders Behring Breivik.

Det retssamfund, som Napoleon satte sig over, da han placerede kejserkronen på sit hoved, og som de syvoghalvfjerds mord i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011 negligerede, er dyrt købt og må ikke tilsidesættes. Derfor kan jeg ikke se, at der er nogen vej uden om at dømme den  norske massemorder for de gerninger, han har ansvaret for.

Men det er ikke let i et samfund, der vil sygeliggøre det unormale.

ANNONCE:

EFTER GÖSTA KJELLIN VENTER VI PÅ HERMAN LINDQVIST. Om Finlands og Sveriges fælles historie

Jakob Forsell (1696-1768)

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Set i et europæisk perspektiv er Sveriges Frihetstid forfatningsmæssigt en mærkelig epoke, som ikke har sin lige i noget andet europæisk land. Den tager afsæt i 1718 efter Karl XII’s død, en hensynsløs krigsherre, hvis eftermæle blandt andet blev at være idealfigur for svenske nynazister. Med Frihetstiden, der starter i 1719 med en ny statsforfatning, var det ikke længere kongen, men Riksdagen, der havde magten til at lovgive.

Et halvt århundrede senere blev ordningen ophævet gennem et statskup begået af Sveriges såkaldte teaterkonge Gustav III, som ikke ville nøje sig med rollen som statsmagtens kongelige kransekagefigur. Kuppet fandt sted i 1772 nogle få måneder efter lemlæstelsen og henrettelsen af den psykisk ustabile danske konge, Christian VII’s livlæge. Han hed Johann Friedrich Struensee, og hans enestående handling var ikke, at han blev en forvildet dronnings elsker. Det var, at han gennem dekreter i kongens navn, sytten år før Den franske Revolution og syvoghalvfjerds år før Danmarks første grundlov, på nogle få måneder banede vejen for nogle af demokratiets store frihedsideer.

I det omfang en dansker overhovedet interesserer sig for Sveriges historie som et middel til andet end at sætte sin egen historie i relief, glemmer han garanteret den del af Sverige, der lå øst for Den botniske Bugt, eller med andre ord Finland.

En af de mange brikker til forståelse af det svenske i Finland er Gösta Kjellins Sissi-Jaakko (Schildts, 2011). Bogen har undertitlen En klassresa i svenskt 1700-tal.

Sissi-Jaakko lyder ikke så lidt fremmedartet i en danskers ører, men en del vil nok være med, når jeg fortæller, at det har klang af Svend Gønge eller Gøngehøvdingen efter Carit Etlars roman om en legendarisk dansk frihedskæmper under krigene mod Sverige i midten af 1600-tallet. Siger jeg snapphane, kan svenskere måske identificere fænomenet som en dansk guerillakriger i svensk-danske krige i samme periode.

Men Sissi-Jaakko, eller Jakob Forsell som hans borgerlige navn var, drev ikke sit spil mod Karl X Gustavs tropper på Sydsjælland, hans område var det svenske kongeriges østgrænse mod Rusland. Bygningen af St. Petersborg var et af mange tegn på, at dette mægtige rige ville være moderne og derfor var begyndt at vende ansigtet – eller sit grimme fjæs, som Sissi-Jaakko måske kunne have tænkt, mod vest.

Bogen om den lille Jakob, partisanen Sissi-Jaakko og adelsmanden Jakob af Forselles i én og samme person, søn af en gæstgiver og nummer fem i en børneflok på seks, bygger på gedigen forskning. Men det er der mange bøger der gør, uden at de er værd at læse af andre end specialister. Historiske sandheder i kubikmetervis kan gøre sådanne bøger til nyttig sengelæsning for folk med søvnproblemer. Gösta Kjellins bog holder tværtimod sin læser vågen, fordi den formår at blande det sande med det sandsynlige i stilistisk elegante formuleringer. Metoden beskrives i forordet med en tak til Aristoteles, der bruger begreberne det sande og det sandsynlige om henholdsvis historieskrivning og digtning, og eksemplificeres i beskrivelsen af den nyfødte Jakob:

För vår del inser vi ödmjukt att vårt antagande nyss, att den lille nyfödde skrynklade ihop ansiktet och skrek, inte duger som historieskrivning. Det kan visserligen vara sant men lika gärna falskt, hur skulle vi kunna ha en på kalla fakta grundad mening, vi var ju inte där och ingen annan har veterligen heller vittnat om saken. Ändå väljer vi att anta det, i förvissning om att det skulle kunna ha hänt.

Med afsæt i ovenstående spædbarn kan man virkelig sige, at udgangspunktet for Gösta Kjellins lange essay er den lille historie. Men smidigt blandes den ind i den store historie, som er Sveriges i Frihetstiden. Ja, blikket rettes også mod fjerne lande, hvortil driftige købmænds handelsskibe når, nogle af dem med den voksne Jakob Forsell som delejer. Men ikke nok med det, forfatteren er ærlig nok til ikke at se bort fra sig selv, han kalder sig historiens tredje hovedperson. Han er den, der iagttager det hele og skaber en helhed af det.

Jeg vil ikke komme ind på detaljer i Jakob Forsells klasserejse. Han var søn af et gæstgiverpar i det helt ubetydelige Veckelax nær grænsen til Rusland og endte som adelsmanden af Forselles. Essayets tredje hovedperson leverer i nedenstående citat en sammenfatning, der giver et indtryk af samspillet mellem den stilistisk altid nærværende fortæller, den lille histories hovedperson Jakob Forsell og den store historie, Sveriges historie som en del af den europæiske historie på vej mod de nye tider. Og minsandten om ikke den tredje hovedperson er fræk nok til at levere nogle små, anakronistiske hints, som i det mindste én sur faghistoriker har taget ham ilde op. – Vi er først i 1750’erne i købstaden Lovisa, som Jakob Forsell har været en drivende kraft i opbygningen af.

Och växte till sig gjorde också Forsells privatekonomi. Javisst, den plikttrogna borgmästaren som såg till det allmänna bästa och den kyligt kalkylerande kapitalisten som samlade i de egna ladorna var faktiskt en och samma person! Men häri ligger ingen motsättning, vår man ska inte ses som en tidig Dr Jekyll och Mr Hyde. Utan som en typisk representant för frihetstidens expanderande borgarklass, medveten och självmedveten på en gång. Medveten var han i synen på den fria handelsstaden som en organism, som krävde varje medborgares lojala insats för att fungera – Jakob Forsell, le citoyen. Självmedveten blev han i trygg vetskap om att han ägde omdöme, erfarenhet, ledaregenskaper och inte minst en förmåga att snabbt slå till – Sissi-Jaakko, fastän omstöpt för det civila samhället.

Den allersidste pointe, at kapitalister er og bliver nogle snaphaner, som i sin oprindelige betydning er de rene stratenrøvere, hvis griskhed ingen ende  vil tage, kan nutidens avislæser mere end rigeligt bekræfte. Men i samme åndedrag må man ikke glemme, at det var netop gennem le citoyens mulighed for at handle frit i økonomisk og politisk henseende, at vort demokrati udviklede sig. Det gik, som vi indledningsvis så, ikke den lige vej. Det kommer det med al sikkerhed heller ikke til at gøre i for eksempel den arabiske verden, hvis ”forår” der stadig skrives meget om, selv om alle sande demokrater naturligvis brændende ønsker det.

Jeg har med udelt fornøjelse læst historien om Sissi-Jaakko som en del af Sveriges og Finlands fælles historie i en tid, hvor diktatur temporært måtte vige for et ganske veludviklet repræsentativt demokrati med bl.a. Sissi-Jaakko som aktiv deltager og repræsentant i Riksdagen i Stockholm. Historien er levende og nærværende fortalt og med en elegance, som en ældre generation af svenskere fra Sverige bemestrer. En stilig indpakning gør ikke en spændende historie mindre vedkommende.

Til slut må jeg nævne, at Johanna Enckell i fin stil står for bogens afsluttende kapitel om hustruen Johanna Ulrika Schultz, og at det også er hende, der har redigeret de velvalgte illustrationer.

Nu glæder jeg mig til svenskeren Herman Lindqvists annoncerede bog om Finlands og Sveriges fælles historie. Iflg. det finlandssvenske dagblad Hufvudstadsbladet er det svenskernes ”djupa okunskap” herom, som har ansporet ham. 
 

ANNONCE:

NEDMONTERING AF FINLANDSSVENSK KULTURLIV (II)

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

En samfundsgruppe uden kulturelle vækstbetingelser mister sit kulturelle særpræg og forsvinder. Det er en gammelkendt sandhed og en forklaring på, at det finlandssvenske segment af arbejdere og håndværkere i Helsingforsregionen op igennem 1900’tallet opgav deres svenske sprog og kulturelle tilhørsforhold og blev, som det hedder, forfinskede.

At dette er et kulturtab og i øvrigt besværliggør livet for mennesker uden tilstrækkelige finskkundskaber, som fx mig, men med et akut behov for en rørlægger eller elektriker, kan næppe diskuteres.

Den finlandssvenske middelklasses mulighed for at finde kulturelle identifikationspunkter i et stadig mere forfinsket Helsingfors fik et positivt tilskud i 2003, da Svenska Folkskolans Vänner købte og for et kolossalt antal millioner euro istandsatte Georgsgatan 18. Det er en nyklassicistisk bygning fra 1884, den havde huset Helsingfors’ første finsksprogede pigeskole og ligger på hjørnet af Bulevarden og Georgsgatan.

Huset fik navnet G18 og blev markedsført som et nyt svensk rum. For den, der ikke har sin daglige gang i Helsingfors, kan jeg forklare, at et sådant svensk rum er et fristed, hvor finlandssvenskere kan færdes med alle rettigheder til at benytte deres modersmål og kun deres modersmål. Huset blev befolket med blandt andet Konstkompaniet, teaterlaboratoriet Labbet, dagfolkehøjskolen Axxell City med linjer for dokumentarfilm og medieteknik samt forskellige kunst- og skrivekurser.

Konstkompaniet forsvandt efter nogle år.

Labbet, som med professor Claes Zilliacus’ ord er ”den främsta främjaren av ny svensk dramatik i Finland”, må se i vejviseren efter flere tilskud fra sin hovedbidragsyder Svenska Folkskolans Vänner og står hermed uden midler til at fortsætte sin virksomhed. At treogtyve organisationer indenfor det svenske teaterliv i Finland udtrykker deres støtte til Labbets fortsatte virksomhed sætter Claes Zilliacus’ ord i relief.

Med Axxell City forholder det sig sådan, at skolen skal flytte til Överby på den anden side af Ringvej III, hvilket af alle med kendskab til skolens virksomhed og indre liv bliver betragtet som udtryk for et ønske om at nedlægge skolen.

Initiativtageren til G18 var nu afdøde Christoffer Grönholm, kontorchef for Svenska Folkskolans Vänner.

G18 kom til at fungere som et kulturelt åndehul for det finlandssvenske mindretal. Her kunne man ikke blot blive bekræftet i sin finlandssvenskhed, men også indenfor en finlandssvensk og dermed nordisk ramme arbejde som kulturskaber.

For mig som dansker og en slags nordisk medborger har G18 været et af de forholdsvis få steder i Helsingfors, hvor jeg umiddelbart har følt mig velkommen og godt tilpas, fordi jeg  uden videre er blevet accepteret som den, jeg er: en dansktalende dansker. Her er ingen, så vidt jeg husker, straks begyndt at tale engelsk til mig.

Nu mener jeg slet ikke, at Finland og finsk kultur nødvendigvis er fremmed for en dansker. Det forstår man, når man kender Finlands historie, som gennem tilhørsforholdet til Sverige indtil 1809 blev præget af svensk og dermed af nordisk sprog, tankegang og liveforståelse. Og ligesom svensk sprog og kultur i Finland først og fremmest er det, der holder mig fast her i landet, er det finlandssvenske i Finland den primære årsag til Finlands nordiske status, og dermed mere end noget andet det, der holder landet knyttet til det øvrige Norden. Med andre ord: Jo mindre finlandssvensk des mindre nordisk kan man forvente sig i Finland.

Det er med udgangspunkt i ovennævnte, at jeg med stigende interesse har fulgt udviklingen i G18 og planerne om forandringer. Jeg skrev om dem i min forrige blog, ”Nedmontering af finlandssvensk kulturliv”.  

Claes Andersson, forfatter og fhv. kulturminister, formulerer sin afstandtagen til det aktuelle begivenhedsforløb i et interview i dagbladet Hufvudstadsbladet:

Men det hemska är att många i Svenskfinland just nu inte tycks fatta att utan finlandssvensk litteratur och kultur så finns det ingen finlandssvenskhet. De institutioner som borde sätta kulturen främst har börjat se den som något som bara för med sig onödiga kostnader. Det er en hemsk felsyn.

En anden, der har ytret sig siden nævnte blog er Stefan Johansson, administrerende direktør for Axxell utbildning Ab. Det er i et læserbrev i samme dagblad. Stefan Johansson ønsker med sit brev ”att ur Axxells synvinkel kort återge helheten”. Det fremgår, at alle de enheder, som Axxell utbildning Ab er bygget af, hver især skal bidrage til nedskæringerne, som ud fra en økonomisk synsvinkel betragtes som nødvendige. Samtidig forstår man, at Stefan Johansson som administrerende direktør for Axxell utbildning Ab ikke blot taler på vegne af Axxell utbildning Ab, men også på vegne af Svenska Folkskolans Vänner for så vidt som Svenska Folkskolans Vänner ejer aktiemajoriteten i Axxell utbildning Ab og spørgsmålene har med Axxell utbildning Ab’s virksomhed at gørt.

Ved nedskæringerne tillempes det såkaldte ostehøvlsprincip, hvorved alle dele af helheden bliver beskåret. Til forskel fra kageskeprincippet, hvor der graves dybt i udvalgte enheder, virker ostehøvlsprincippet demokratisk og smukt.

Såfremt altså, at demokrati kun havde med kvantitet at gøre.

Men i sit væsen er demokratiet bygget op over tilliden til, at beslutningstageren, hvilket primært vil sige hver enkelt medborger sammen med de øvrige medborgere, kan træffe den kvalitativt rigtige beslutning. Det betyder i al sin enkelhed, at demokrati bygger på indsigt. Og det er netop denne indsigt, borgerne har ret til at kræve af hver enkelt af dem, de har valgt til at administrere deres liv og velfærd.

Kontorchef Christoffer Grönholm havde som fhv. kulturminister Claes Andersson i ovenstående citat på en helt anden måde end administrerende direktør Stefan Johansson indsigt i og blik for helheder. Og Christoffer Grönholm var ikke bange for at prioritere.

Hvad Christoffer Grönholm vovede at prioritere var Svenska Folkskolans Vänners kerneområder, der indbefatter de kulturytringer, som indgår i den finlandssvenske kulturarv og dens mulighed for at udvikle sig. I Axxell City og Labbet ligger vækstbetingelserne for fortsættelsen af en del af det finlandssvenske kulturliv.

Denne vækst modarbejdes nu af finlandssvenske kulturinstitutioner, hvad der næppe kan betragtes som andet end et dræbende angreb på vigtige dele af det finlandssvenske mindretals kultur.

Kan det virkelig passe, at finlandssvenske kulturinstitutioner er i gang med at æde deres egne børn?

Isn’t there something rotten in the house of G18?

PS I øvrigt står det centrale spørgsmålet stadig ubesvaret: Hvilke finlandssvenske kulturinstitutioner skal anvende de lokaler i G18, som bliver ledige efter Axxell City og Labbet? Et kriterium må være, at de kan drive en utrolig masse penge ind, så de kan betale den skyhøje husleje, Svenska Folkskolans Vänner har sat.

ANNONCE: