 |
| Panthéon de Paris. Gravmæle for en fransk massemorder? |
PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor
i dansk ved Helsingfors Universitet.
Mig
bekendt har det aldrig været en mediesag, om Hitler, Stalin, Napoleon, Karl XII
med flere var psykisk syge og i behov af psykiatrisk behandling. For ikke at
tage Bashar al Assad, som også i denne dags rapporter fra Syrien bliver
udstillet som en mand med blodige hænder. Eller hvad med andre af historiens massemordere
med eller uden tvangsforestillinger om en virkelig eller indbildt hær i ryggen?
Normal virkelighedsopfattelse klassificerer dem som unormale, men
gør det dem til patienter?
I forrige århundrede gjorde lægekunsten fremskridt uden sidestykke
i historien, og i totusindtallet fortsætter bestræbelsen med uformindsket kraft.
Et led i processen hedder patientgørelse, hvorved mennesket overgiver vigtige
dele af sin personlige frihed og lægger den i hænderne på lægen. Om det er
kroppen eller psyken er her uden betydning.
På den måde er hver enkelt i dagens samfund både omgivet af stadig
flere patienter, men også af stadig flere mennesker, der har forladt status som
patient og er blevet raske på ét område, mens de uafvendeligt er ved at udvikle
en sygdom, der snart skal opdages, på et andet.
En følge af denne i sig selv positive udvikling er, at vi med
stadig færre hæmninger betragter enhver unormalitet som symptom på en sygdom,
der kræver diagnose og lægeligt indgreb. Når lægen har stillet diagnosen og sat
sin elektroniske signatur under recepten eller henvisningen til en specialist, føler
vi os lettede, måske ligefrem bedre, og ser med større forhåbning på fremtiden.
Således ligger det uden tvivl i tiden, at en ugerningsmand som den
norske massemorder Anders Behring Breivik skal tildeles patientstatus. Men er
det rigtigt? Hvor går grænsen for at definere et menneske som ude af sig selv,
fordi det har står bag nogle unormale handlinger, og hermed tilkendegive en tro
på, at dette menneske har et bedre selv, som den rigtige behandling kan bringe
det i kontakt med og få det til at vende tilbage til eller måske ligefrem skabe?
For psykiatere er dette naturligvis en kærkommen udfordring, som
uendeligt overgår arbejdet med stressede buschauffører og neurotiske
kolonihaveejere. For hvilken læge elsker ikke en gedigen sygdom? Her er noget,
han virkelig kan prøve sin kunst på.
Det spændende spørgsmål er, om der med lægekunstens fremskridt
overhovedet findes grænser for sygeliggørelse af det unormale. Sagen mod
massemorderen Anders Behring Breivik, der er berammet til ti uger, har tydeligt vist en stand af psykologer og
psykiatere, der er i splid med sig selv. Jeg skal holde mig fra detaljer, blot
konstatere, at diagnosen går fra psykisk rask til psykisk syg.
Jeg skal også lade det være usagt, om der i denne mangel på klarhed
ligger en masterplan om, at han efter afsoning af de enogtyve år, som er lovens
strengeste straf, på nygamle præmisser kan erklæres for sindssyg og derefter holdes
indespærret i ubegrænset tid. I andet fald vil han efter afsoningen og i en
alder af fireoghalvtreds år som en fri mand kunne genoptage og forfølge sine
forskruede ideer. Dette lyder i de flestes ører ubæreligt. At han som den
beregnende feltherre, han gerne vil fremstå som, selv har regnet med noget
sådant, er der næppe grund til at tvivle på.
Og så er vi tilbage ved det stadig mere uløselige spørgsmål om
sygdom eller ikke-sygdom. Var Napoleon, korporalen fra Korsika, der i den nye
tids ånd stormede frem og gjorde sig selv til kejser og dermed satte en tyk
streg over Frankrigs spæde demokrati samtidig med, at han i Frankrigs æres navn
var årsagen til millioner af dræbte og lemlæstede – var denne Napoleon så
forskruet i hovedet, at det kunne påkalde sig en diagnose? Spørg en franskmand.
Se på kejserens gravmæle i Pantheon, hvor han har sit sidste hvilested sammen med
nogle af Frankrigs største personligheder. Napoleon gjorde det uhørte.
Lovstridigt og frastødende og fulgt af så mange lidelser, som vist ingen kan
forestille sig. Men blev også helt for en hel nation.
Målt med dagens alen har han ikke fortjent denne status. Og det er
den, vi mindst af alt ønsker skal overgå massemorderen Anders Behring Breivik.
Det retssamfund, som Napoleon satte sig over, da han placerede kejserkronen
på sit hoved, og som de syvoghalvfjerds mord i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011
negligerede, er dyrt købt og må ikke tilsidesættes. Derfor kan jeg ikke se, at
der er nogen vej uden om at dømme den
norske massemorder for de gerninger, han har ansvaret for.
Men det er ikke let i et samfund, der vil sygeliggøre det
unormale.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar