PASSWORD

Stråhat på cimenea

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Brugernavnet var Alexander og passwordet Sværd. Koden, der stod mellem ham og verdensherredømmet, blev kaldt den gordiske. Det lå ikke i oplægget, at den magtbegærlige ungersvend skulle spilde tiden med at pille med trådene i knuden, men gøre kort proces, svinge sværdet og hakke sig igennem. For derefter at haste af sted på sin sorte ganger Bukefalos. Verden ventede.

Mit eget livs første kode var knyttet til cykellåsen Reo, som sad på en grøn drengecykel med klodser på pedalerne og sadlen på stangen. Min stolthed var grænseløs, og Alexanders vilde ridt over de andalusiske stepper var som en søndagstur med min farfar mod mit, når jeg med ét greb havde åbnet låsen og spurtede hen ad Skovsbovej for at komme først. Reo havde fire taster. Med venstre hånds tommel- og pegefinger trak jeg tasten øverst til højre ud, mens jeg med langemand og guldbrand skubbede de to underste ind og trykkede på udløseren. Det er længe siden nu, men jeg har stadig grebet i fingrene og kan høre klikket, når låsen smækkede op.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg for nogle dage siden fik post fra det centrale personregister med to personlige sikkerhedskoder, PIN 1 og PIN 2, til brug ved kryptering af e-mails og for digital underskrift. Som et par skrabelodder var de dækket af en uigennemsigtig hinde, som jeg blev bedt om at kontrollere var intakt. Ved problemer kunne jeg alt efter problemets natur ringe til tre telefonnumre eller gå ind på en nærmere angivet www-adresse.

Jeg har så forsøgt at tælle antallet af tal- og bogstavkoder og www-adresser, som kræves til at håndtere kuffertlåse, nøglekort, telefon, blog, computer, skype, e-mail, facebook med videre, og som myndigheder, banker, pengeautomater, foreninger, biblioteker og andre kontakter forventer, jeg skal have i fingrene, gemme i hovedet eller trylle frem fra hemmelige steder. Steder, som kun jeg kender og derfor også skal huske. Medsamt telefonnumre, som jeg skal ringe til, når noget går galt.

Da jeg havde fyldt den første side af et kvadreret A-4ark uden på nogen måde at være færdig med opstillingen af den mur af tal og koder, som forsvarer mig mod omverdenen og sikrer mig min identitet, blev jeg et øjeblik grebet af panik. For lå ikke her mit livs hemmeligheder blotlagt for hvem som helst, der tilfældigt kom forbi, rodede i min papirkurv eller spottede dokumentet på lossepladsen?

Et held, at jeg netop da havde gang i havegrillen, en mexikansk

chimenea, hvis grundmodel efter sigende har flere tusinde år på nakken. Mens alle hemmelighederne gik op i røg, drømte jeg om den ideelle måde at gemme koderne på, så de både er tilgængelige, og jeg kan holde dem for mig selv.

En måde er naturligvis at huske dem og lade dem erstatte det væld af tal, som findes lagret i mit hoved. Om Alexander den Store, for eksempel. Om mordet på Cæsar, vikingernes angreb på Lindisfarne, Slaget ved Hastings, Columbus’ rejse til det, vi kalder Amerika, Luthers teser i Wittenberg, Trediveårskrigen, Den store franske Revolution, Slaget ved Dybbøl, Pearl Habour, Romtraktaten og så videre i en uendelig strøm.

Jeg vil æde min stråhat på, at fremtidens borgere for at kunne holde styr på sin aktuelle identitet må luge kraftigt ud i historiens arvegods. Men ok, man kan jo google sig til det meste, hvis man ellers kan huske passwordet til sin computer og ved, hvad man skal spørge om.

Men man kan også gemme det hele i sin computer, min egen be’r ofte om at få lov til det. Men jeg la’r den ikke. For er det ikke at gøre livet lidt for let for en hvilken som helst normalt begavet hacker, der som en anden Alexander ønsker at erobre herredømmet over min lille verden, som jeg trods en maske af åbenhed lukker mig stadig mere om.

ANNONCE: 

 

KLIMAKATASTROFE?

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Denne tirsdag formiddag i slutningen af juli to tusind og tolv kværner en sang ubønhørligt i mit hoved. Jeg har den fra en dreng på seks år:

Det regner, det regner

hver eneste dag,

mens solen skinner

i Afrika.

Melodien er enkel som den lyd, der kom fra gamle ambulancers udrykningshorn. Det var dem, der sagde ba-buu med en kvint, dvs. fire toner mellem de to signaler. Fordelingen mellem de lavere toner (u) og de højere toner (-) er sådan:

u - - - u u

u - - - u

u - - u u

u - - u  

Hjælp, siger jeg bare.

ANNONCE: 

 

HAVES: POPULISME. ØNSKES: PARADIGMESKIFTE

Jan Vapaavuori

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

EU’s behov for en permanent redningspakke udstiller EU’s krise som permanent. Det er jeg ked af, fordi det underløber EU’s grundlæggende idé om, at en stadig dybere integration af stadig flere europæiske stater er den størst mulige garanti for fred og stabilitet i Europa og i den øvrige verden.

Det rigtig problematiske i denne sammenhæng er, at da den veltrimmede økonomi ikke længere holdt EU-staterne sammen, er fokus blevet rettet mod forskellige staters kulturmønstre. Det sker på en måde, som i bedste fald er klichepræget, i værste racistisk.

TO KLICHEFORESTILLINGER

Hvis finnerne ikke ligefrem er født med sisu, har den barske virkelighed med de lange vintre, karge natur og træ som en af de få naturressourcer lært dem at være innovative og kæmpe hårdt for brødet. I den daglige kamp kan man få brug for sin nabos hjælp, hvorfor hæderlighed og evne til samarbejde er kommet til at stå højt i kurs. Finlands historie som nation er bare et par hundrede år, men fremtiden er finnernes, derfor skal der knokles.

Grækerne, p.t. EU’s smertensbarn nummer et, skal ikke slås mod snestorme, men har det evigtblå Middelhav som nærmeste nabo, solen som bedste ven, heden som en undskyldning for en lang pause midt på dagen, aftenen som en opfordring til muntert samvær og en historie, antikkens, der giver selvbevidsthed som kunstens, filosofiens og demokratiets grundlæggere. Det skal nok gå alt sammen, det har det altid gjort, der er nok til alle af det hele, og får man kun lidt, har man snydt sig selv.

Jeg ved, og læseren ved, at ovenstående er klicheer om indbyggerne i nationerne Finland og Grækenland. Og alle ved vi, at der findes lignende forudfattede opfattelser om kulturelle forskelle mellem alle andre nationer både indenfor og udenfor EU. De kan være underholdende og hyggelige at udveksle, når det går godt.

Men set i lyset af den krise, EU er ved at bevæge sig ind i, og som ikke blot er EU’s egen private krise, men en krise med forbindelse til andre staters og kontinenters økonomier, bliver de nævnte fordomme skræmmende.

For de skaber et vi og et de, der ligger som den første begyndelse til netop de internationale konflikter, som EU er sat i verden for at undgå.

JAN VAPAAVUORI

En af de politikere i Finland, som tilsyneladende har forstået dette, er Samlingspartiets gruppeformand Jan Vapaavuori. Derfor har han i den forløbne uge fået en masse politiske bank.

Hvorfor? 

Jo, fordi han har blæst den finske sekspartiregerings krav om lånegarantier fra Grækenland en lang march. At disse lånegarantier skyldes de populistiske Sandfinlænderne permanente trussel om at rive endnu flere stemmer til sig ved at udstille grækerne som slappe og uærlige er en del af historien.

Det er netop gennem den uhæderlige virkelighedsflugt, som det er at lade landets økonomi- og udenrigspolitik styre af populistiske klicheer, at Finlands sekspartiregering med Samlingspartiets Jyrki Katainen som statsminister har svigtet EU’s grundværdier. For det er en politik, der er med til at legitimere og skabe endnu mere mistro og endnu større splid i Europa.

På en liste på i alt tretten personer, som mere end alle bidrager til verdens økonomiske krise, har det amerikanske Business Insider kåret Sandfinlændernes partiformand Timo Soini som nummer syv. Se: http://www.businessinsider.com/people-destroying-the-global-economy-2012-7?op=1 Så høj en international position har hans pendant i dansk politik, Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, aldrig fået. Hun havde nok i at være den der (med hendes yndlingsudtryk) trak regeringen rundt i manegen.

Som om politik var en cirkusforestilling eller en kamp om at redde stemmer på et populistisk grundlag.

Timo Soini og Pia Kjærsgaard burde skamme sig.

Jan Vapaavuori, derimod, fortjener stort ros for ikke at være en medløber, men en modløber. De første er der godt køb på i disse tider, de sidste er en mangelvare.

ANNONCE:

IDENTITET, VÅBEN OG TOBAK

Først rygestop

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Mit finske identitetskort skal fornyes, og det skal ske på politistationen i Esbo. Fremgangsmåden er, at man bestiller tid på nettet, hvorefter man modtager en bekræftelse. På den står der blandt andet:

En tidsreservering gäller en person och behandling av ett ärende.

Om flera personer kommer samtidigt bör var och en ha en egen tid. Om ditt besök gäller flera olika ärenden (ex. pass, körkort, skjutvapentillstånd), bör varje sak ha egen tid.

OBS! Om flera än två vapen uppvisas, bör en ny tid reserveras för följande två vapen.

Da jeg læste ovenstående, følte jeg mig ikke så lidt ilde til mode ved at konstatere, at mit og andre borgeres ønske om erhvervelse af noget så grundlæggende som identitetsbeviser for ubesværet at kunne gå i banken, køre bil og rejse i blanketmæssig sammenhæng sidestilles med erhvervelse af våbentilladelse til et, to, fire eller flere skydevåben. Normale og uundgåelige borgerlige identiteter som bankkunder, bilførere og rejsende er med andre ord i offentlige sammenhænge sidestillet med brugere af skydevåben, som om den identitet var den naturligste i verden.

Det er det ikke i fx Storbritannien, hvor civilpersoner ikke må indehave våben.

I Finland er våbentætheden uhyggelig. I gennemsnit har mere end hver anden finlænder adgang til et våben. Helt præcist findes der i Finland 56 våben pr. 100 indbyggere, hvilket gør Finland til det våbentætteste land i EU. På verdensranglisten ligger kun USA med 90 skydevåben pr. 100 indbyggere og Jemen med 61 våben pr. 100 indbyggere foran Finland.

VÅBEN I BRUG

Ved skolemassakren i Jokela den 7. november 2007 blev 9 mennesker dræbt. Skolemassakren i Kauhajoki den 23. september 2008 krævede 11 ofre. Begge massakrer blev udført med legale skydevåben anvendt af gerningsmænd med våbenlicens. Hertil kommer, at i det seneste tiår er omkring halvdelen af de våben, der anvendes ved forbrydelser, legale. I samme periode er antallet af mord begået med skydevåben omkring 20 pr. år.

Skolemassakrerne resulterede i en lam debat i Finland om en skærpelse af våbenloven, og resultaterne blev kosmetiske. Den største ændring er, at læger har fået pligt til at anmelde personer med våbenlicens, hvis de konstaterer betydende ændringer i deres sindstilstand.

Retten til at besidde våben er indgroet i Finland. En genkommende forklaring er jagt. En anden, kun i fortrolighed hørt forklaring er den, at russerne ikke tør overfalde et Finland med en bevæbnet mand bag hvert træ. Begge forklaringer er langt hen integreret i finsk kultur og identitet.

Et radikalt forslag til løsning af våbenproblemet er, at jægere kan hente deres våben fra centrale våbendepoter i jagtsæsonen, samt en konstatering af, at militæret og et organiseret civilforsvar alene kan passe forsvaret af Finland. Hvornår mon vi ser det komme?

TOBAK

I 1975 flyttede jeg som storrygende dansker til Åbo. Her fandt jeg forbløffet, modvilligt og uendelig langsomt ud af, at rygning på offentlige steder eller i lokaler, hvor flere opholdt sig, enten var forbudt eller yderst ildeset. Og jeg var langt fra den eneste. Jeg husker, at jeg som det naturligste i verden lige havde tændt piben, inden jeg således støttet til mit røgværk temmelig nervøs bankede på hos Sven Linnér, professor ved Åbo Akademis Litteraturvetenskabliga institution, for at præsentere mig og spørge, om der var arbejde at få.

Først, da jeg efter håndtrykket så professoren bevæge sig fra sit skrivebord hen til vinduet, som han diskret åbnede, indså jeg min fadæse og stoppede piben i lommen. Men jeg husker, at jeg ikke beklagede det indtrufne, for ikke alene var rygning med mine danske øjne det naturligste i verden, det var nærmest en menneskeret.

Resultatet af mødet var, at jeg fik to timers ugentlig undervisning. Om det var, fordi professor Linnér ud over mine faglige kvalifikationer, som vi i forvejen havde korresponderet om, i mig så ”en genuin dansk”, som dog i en vis grad kunne indordne sig under de rådende forhold, skal jeg lade være usagt.

Meget er ændret siden. I dag er røgfri miljøer indgroet i Finland som det naturligste i verden og nærmest en menneskeret. Danmark er, som så ofte, bagefter, men det kommer.

Det rigtig bemærkelsesværdige er, at denne udviklingen ikke har taget stort mere end en menneskealder.

Men udviklingen mod en røgfri verden kom ikke i stand uden et dristigt initiativ. Tobak dræber, sagde man. Javel, sagde lovgiverne, men så må vi virkelig se at mindske rygning og se stort på, at rygning anses for en umistelig del af identiteten hos mere end halvdelen af befolkningen.

På samme måde dræber skydevåben. Ud over det er de totalt unyttige. Nu venter jeg bare på, at lovgivningen trodser alle vaneforestillinger om, at besiddelse af skydevåben er en umistelig del af rundt regnet halvdelen af befolkningens identitet.

Det er, på nationalt plan, begyndelsen til et fredeligere samfund. Om international våbenhandel m.v. kan enhver tænke sit.

ANNONCE

 

LILLE PETER EDDERKOP OG SOCIALDEMOKRATERNE

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

I Danmark hedder sangen ”Lille Peter edderkop”. Har man svensk som modersmål, kalder man den ”Imse vimse spindel”, mens finnerne til helt samme melodi og med samme indhold synger om ”Hämä hämä häkki”. Nordmænd, islændinge, hollændere, tyskere, englændere og mange flere synger også om den ukuelige edderkop. Og mon ikke de fleste betragter den som en del af deres egen nations umistelige og originale sangskat for børn?

I Danmark findes ”Lille Peter edderkop” i en version på i alt tolv vers. De er skrevet af Knud Pheiffer, teatermand og revyforfatter,  og er fra 1948.

Det velkendte vers står her som det sidste i en fortælling om Peters eventyrlige rejse til Amerika og til Grønland.

Lille Peter edderkop

kravled’ op ad muren.

Så kom regnen

skylled’ Peter ned.

Så kom solen

tørred’ Peters krop.

Lille Peter edderkop

kravled’ atter op.

Verset handler, som vi ser, om sol og regn, om op- og nedture og om viljen til ikke at give op, hvad der er sangens regederlige morale.

Danske statsministre

Det fortælles, og det er ganske vist, at ”Lille Peter edderkop” var den eneste sang, Hans Hedtoft kunne udenfor Arbejdersangbogen. Han var Danmarks statsminister i to perioder omkring 1950, en stor ven af nordisk samarbejde og socialdemokrat. Under sin rejse i 1948 langs Grønlands kyst lærte han ligefrem grønlandske børn at synge ”Lille Peter edderkop” - som hvad andet end et sindbillede på Socialdemokratiet, hvis op- og nedture havde præget hans politiske liv? Siden blev sangen en del af hans politiske image.

Modgang skulle mødes med gåpåmod og ukuelig vilje til at vinde. Dette var præcis, hvad Poul Nyrup Rasmussen viste i 1998, da han vandt en kneben sejr og kunne fortsætte som statsminister i samarbejde med Det Radikale Venstre. Den gang blev ”samarbejde hen over midten i dansk politik” til en ideologi for den rigtige politik.

Valget i 2001 førte til ti år med en liberal-konservativ regering med fast støtte fra det islamofobiske Dansk Folkeparti. Hermed blev blokpolitikken introduceret, og en række omfattende beslutninger gennemført med det snævrest mulige flertal. I valgkampen i 2011 gjorde den socialdemokratiske statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt, som nogen betegner som Poul Nyrup Rasmussens opfindelse, det ligefrem til en dyd at efterstræbe et ”samarbejde hen over midten”.

Det markante eksempel herpå er det skatteforlig, hun i sidste uge indgik med de tidligere regeringspartier, det liberale Venstre og Det Konservative Folkeparti. Med andre ord har hun fraveget den linje, som i de sidste ti år har præget politikken i Danmark: med snævrest mulige flertal at trumfe centrale beslutninger igennem.

Skyllet helt ned

Denne fremgangsmåde, som kendetegner ”et samarbejdende folkestyre” (endnu et af de gyldne udtryk), gør beslutninger langtidsholdbare. Det mod, Helle Thorning-Schmidt hermed har vist, tjener hende til ære, men har hverken gavnet hende i presseomtale eller i meningsmålinger, der, som det hedder, er ”historisk lave”.

I dag er Helle Thorning-Schmidt skyllet helt ned, hvor ingen politiker vil være.

Og hvad så?

Jo, Helle Thorning-Schmidt har vist, at hun har en plan. Hun har vist, at hun tør gå mod strømmen. Hun har vist, at hun ikke er bange for øretæver og kan vende håbløse situationer til sejre.

I mine øjne er hun dagens cooleste politiker, og ser man et øjeblik på det, der tæller, så er der ikke rokket ved hendes parlamentariske flertal.

Der skal være valg i Danmark senest den 2. oktober 2015. Hun har altså mere end tre år til at kravle op igen og vise, at hun er en socialdemokrat af den støbning, Hans Hedtoft så i sangen om den lille edderkop.

ANNONCE: