ROMEO OG JULIE

Daggert med skede

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Efter tæppefald sad jeg selvfølgelig også og klappede, så hænderne sved. Men jo mere de sved, jo mindre følte jeg, at der egentlig var noget at klappe af. Stykkets sidste scene viste to unge, smukke mennesker teatralsk oven på hinanden i et dunkelt gravkammer.

Teknisk set kom deres død af selvmord. Den bagved liggende årsag var visheden om den evigt elskede andens død. Først fandt ungersvenden sin livløse elskede og dolkede sig. (U)heldigvis var hun bare skindød, vågnede op, opdagede sammenhængen, og så var det hendes tur.

Det havde været så æstetisk tiltalende alt sammen. Sergei Prokofjevs musik, John Crankos koreografi, Balletten på Finlands Nationalopera, instruktionen, hele scenografien. Og ikke mindst det totale samspil i udførelsen, hvor danserne med en lethed af en anden verden overvandt tyngdekraften med trin og spring og gebærder og efter tre timer stadig så lige uanstrengte ud, mens de modtog tilskuernes hyldest.

OG HVAD SÅ? Hvad skal vi med sådan en gang følelsesporno?

Det var mit spørgsmål til mig selv. Skal jeg virkelig sidde her og slå hænderne røde imod hinanden på grund af noget så meningsløst som to selvmord.

Man dolker sig jo ikke i vore dage, man finder en udvej, man finder en ny, man græder ud og tænker sig om, man tager en timeout, man slapper af og bliver et nyt menneske, man går til psykolog og kæmper sig gennem depressionstunnelen, man følger femogtyve råd i et livsstilsmagasin og kommer videre.

Først og fremmest kommer man videre, for man er ikke en taber, man giver ikke op, ligger ikke på den lade side og andre til last, for verden venter jo, og ingen kærlighed er evig, der kommer altid en pige og en sporvogn til, kun livet er unikt og uerstatteligt og døden er slet ikke på dagsordenen, for den fører ingen steder hen.

Sproget bugner af den slags udtryk, der handler om at holde motoren varm og gang i hjulene med et fremadrettet blik. Og det må jo være, fordi vi elsker dem som udtryk for en negation af alt det, vi netop ikke vil, nemlig at havne i en blindgyde og opgive os selv.

For ser man statistisk på livet i et europæisk og globalt perspektiv, er det minsandten blevet bedre! Livslængden er forøget, sygdomme bekæmpet, menneskerettighederne mere udbredt, krigsforbrydere dømmes ved internationale domstole, vold, grusomheder og blodsudgydelser i form af henrettelser, mord, krige, trafikdrab med videre er blevet radikalt formindsket. Stenaldermenneskets risiko for at dø en naturlig død eller for et andet menneskes hånd var fifty-fifty, i middelalderen var tortur og lemlæstelse en almindelig straf for småforseelser, i 1700-tallet rapporteredes der hjem om bataljoners og generalers død, nu sørger en hel nation over en enkelt falden i Afghanistan. Pest og farsoter hærgede ustandseligt, solkongen Ludvig XIV huskes for udtrykket La loi, c’est moi – eller på godt dansk: Jeg gør, hvad pokker der falder mig ind.

Er det så mærkeligt, at værdien af det enkelte menneskes liv er vokset i takt med denne udvikling, der er accelereret betydeligt i de sidste par menneskealdre? Og at kravet til den enkelte om velbefindende og lykke samtidigt er vokset? Og hvem befinder sig vel ved at ofre sig?

Inte jag,

som de også siger i Sverige.

Det er bedre at forhandle end at ofre, og Hamlets og Julies sidste ord:

The rest is silence

og

O happy dagger

er meningsløse, fordi de lukker af for enhver dialog.

Og alligevel sidder jeg så der sammen med tusind andre mennesker og klapper som en rasende og er rørt og ønsker før jeg dør at se stykket sammen med alle mine børnebørn, for at de også på den måde kan lære noget om, hvordan livet er og fatte, at det ofte kun er gennem kunsten, vi kan nærme os de største spørgsmål – de spørgsmål, som vi helst vil snakke os ud af med en flom af de ypperste argumenter fra bagklogskabens køkkenhave, men som vi kan mærke brænder hænderne røde i tilskuerrummets mørke og bagefter må skjule, fordi vi ikke vil vise, hvor berørte vi har været.

ANNONCE: 

DANS

Henri Matisse, Jazz (1942)

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Dans i en eller anden form er en rituel livsytring, som vi finder hos både dyr og mennesker. Som rytmisk fænomen er den bygget op af gentagelser, den foregår til musik eller frembringer sin egen lyd i form af tramp, klap, vingebask og andet. Den kan udspringe af instinktet, følge indlærte mønstre af mere eller mindre kompleks karakter eller improviseres frem.

Menneskers dans kan i sin organiserede udgave, fx vals, være berusende. Eller dans kan, som diskodans, kræve beruselse, fordi dens udøver må overvinde en masse indre hæmninger, inden hun eller han tør kaste sig ud i den. For den virkeliggør ikke, som den organiserede dans, et indlært mønster. Den udtrykker fra først til sidst sin udøvers personlighed.

Det gør vals selvfølgelig også, men kun i en vis udstrækning, idet der er flere forskellige måde at holde sin partner på. Den sidste vals med den udkårne er formodentlig en del mere tæt end dansen med svigerfar.

DET BERUSENDE BRUD

Indtil rok-og-rul midt i tresserne bragede ind på markedet for dansemusik, var en tur i danseskolen et must, hvis man da ellers ville ud på gulvet. Her var for meget øl et absolut onde, fordi det medførte bevægelser, der ikke passede med de forudbestemte. En festrus går ikke i spænd med tango. Men den passer udmærket til de vilde spring og kropsrørelser, som blev improviseret frem med indtil flere dansepartnere – eller helt uden. Og med den tids mere eller mindre solide fundament i danseskoledanse var der faktisk et grundlag at improvisere ud fra.

Tressernes nye dansekultur, der fulgte af den nye ungdomskultur, var et opgør med det forudbestemte. Og jeg skal hilse fra den gang og sige, at alene bruddet gav den halve beruselse. Bare det at føle fællesskabet i dans i kæder og klumper var en del af oplevelsen af livets mangfoldighed og ubegrænsede muligheder. Og så var det super demokratisk. Alle kunne være med, blot de orkede med skiftevis bøjning af benene, mens armene fægtede lidt i luften.

AT GÅ HJEM ALENE

Attenhundredetallets borgerballer ligner dagens natklubdanse ved at indgå i en scorekultur. Et bal kunne den gang være livsafgørende, et fredagsbesøg på en natklub vil i dag oftest blive en oplevelse, der er lige gyldig med mange andre. Mens forberedelserne til borgerballet var minutiøs og tog måneder med øvelser, påklædning, aftaler, balkort med videre, er besøget på nattens dansested af langt mere tilfældig karakter. Man vælger sted efter øjeblikkets tilskyndelse og tager, hvem man nu træffer. Og det er fremragende.

Interessen for dans i TV, hvor kendte mennesker trænes op til noget, der ligner et professionelt niveau, er kolossal. Lige siden disse udsendelser begyndte midt i nullerne, har danseglade haft øjnene rettet mod tilgangen til danseskolerne. Nu måtte den da stige! Det gjorde den også i en kort periode, men er igen for nedadgående.

Dette er på sæt og vis synd. For det er ikke alle, der klarer at overvinde de hæmninger, der sidder på tværs for udøvelse af den frie dans. Så kan de gå ”hjem alene”, som Poul Martin Møller synger i Grøn er Vaarens Hæk, og gerne med en ordentlig kæp i øret. Det kan være trist for dem, jeg kan da være ligeglad. Men det er der andre, der ikke er. Dansepædagoger påstår hårdnakket, at dans er socialiserende, idet den fremmer relationer mellem mennesker også ud over scoreaspektet, den er en øvelse i kropsbeherskelse og af fornemmelsen af kroppens placering i et rum.

DANS I SKOLEN

Dans kan desuden være anstrengende til det sveddrivende. Det er der så meget andet, der også er, fx spring over hest, håndbold og badminton. Her er risikoen for idrætsskader i form af forvredne ankler og smadrede knæskaller til at tage og føle på. En decideret danseskade har man derimod sjældent hørt om. Dette er i sig selv et argument for afskaffelse af mere bastant kropskultur til fordel for indførelse af dans i skolen. Det vil naturligvis skabe tabere. Formodentlig andre end fodbold, hvor det hverken er rart at blive valgt sidst og være den evige venstre back, der oftere hamrer støvlesnuden i græstørven end rammer bolden, så sparket gør nogen nytte.

I nogle nordiske lande findes dans allerede på skemaet. I Sydfinland som anden gymnasieklasses forberedelse til Det Store Bal med lange kjoler, laksko, hvide handsker osv. Fænomenet kaldes Gammeldans og er et populært åndehul i terperiet. Desuden giver det et udgangspunkt for at gøre den improviserede dans i natklubber sjovere. For god improvisation bygger altid på eksisterende kundskaber og færdigheder. Det ved fx enhver organist eller jazzmusiker.

Hvad har vi i Danmark? Bliver der faktisk arbejdet for dans i skolen, eller taler man bare om det?

Jeg for mit vedkommende kunne godt unde danske børn dans som et organiseret pusterum i skoleræset. Det giver sikkert ikke finske tilstande i et Pisa-perspektiv. Der skal mere til. Men har børnene det lidt sjovere engang imellem, er de bedre rustet til at gå i krig med de videnstunge fag. På den måde blandes fornøjelse med nytte – endnu engang.

ANNONCE:

 

OLYMPIADE I KØBENHAVN ELLER I...?

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

London og Storbritannien er blevet større i de sidste fjorten dage. Ikke geografisk, men mentalt. Afskedsceremonien på Olympia Stadion var som et sidste udråbstegn. I sin brogede mangfoldighed viste den i ét billede, hvordan alverdens nationer kunne omgås i frihed og respekt for hinanden og dermed det mål, som var hele arrangementets: at skabe en gigantisk, global fest.

HISTORIENS  VINGESUS

Åbningsceremoniens fremvisning af værtsnationens historiske fremvækst fra agrarsamfund over industrialisme til vores moderne teknologiske verden blev med afslutningen afrundet på en måde, der peger over alle nationers grænser og ud i en fremtid, hvor en ny og bedre verden skal opstå. At hele spektaklet udfoldede sig på det britiske imperiums gamle flag, Union Jack, viste den respekt for historien, uden hvilken ingen solid fremtid kan bygges.

Det er store ord, og det må det gerne være i forbindelse med olympiaden, der fra starten i det antikke Grækenland var et udtryk for, at krig og ufred var lagt på hylden og afløst af fredelig kappestrid.

I et af indslagene blev repræsentanter for olympiadens frivillige hjælpearbejdere aftakket med små gaver, klapsalver og jubelbrøl fra tilskuerne. Flere end halvfjerds tusind mennesker var der tale om. Og det var ikke bare et par timer en eftermiddag, de havde ofret, det var dage og uger. Sammen med indbyggerne i London, hvis venlighed, høflighed og hjælpsomhed kommentatorerne i mit finlandssvenske tv ikke kunne lovprise nok, havde de været med til at skabe de nødvendige rammer for arrangementerne, deres afvikling og de tilrejsende tilskuernes transport imellem de forskellige arenaer.

Og de halvfjerds tusind var altså bare de frivillige!

Globalt set rakte Danmarks ni medaljer til en niogtyvendeplads, i den nordiske familie placerede Danmark sig som den bedste, og set i forhold til tidligere præstationer skal vi tilbage til olympiaden i 1948 for at se bedre danske resultater. Det var den første olympiade efter Anden Verdenskrig, og også dén fandt sted i London. Fra den hjemførte Danmark i alt tyve medaljer. Ser man Danmarks medaljehøst i 2012-legene i forhold til indbyggerantal, er Danmark sammen med bl.a. Jamaica i supereliten. Simpelthen.

OL – IKKE FOR ANOREKTIKERE

Præcis dette kunne pressebureauet Ritzau ikke vide noget om under et interview med Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt kort efter legenes åbning. Jeg læste det i Politikens netavis. Overskriften er

En stor mundfuld.

Der står videre, at det kan være svært at forestille sig et dansk værtsskab for OL, at det er et kæmpe arrangement, og at gennemførelsen af det kræver noget helt særligt af både en by og et land.

Den politiske situation, Helle Thorning-Schmidt udtaler sig i – og en politiker udtaler sig som bekendt altid i en politisk situation – hedder katastrofale meningsmålinger og en vaklende støtte til det regeringsprojekt, hun står i spidsen for. Hendes forklaring på hele dén misere er den syge undskyldning, gentaget igen og igen, at hun ikke har fået fortalt tydeligt nok, at …

Den tror jeg ikke på! Hun kan faktisk tale tydeligt, og hun har højt gagerede spindoktorer til at hjælpe sig. Hvad hun mangler er godt gammeldags mod.

Det har hun vist én gang i sin karriere som statsminister, nemlig da hun indgik skatteforlig med det liberale Venstre og det Konservative Folkeparti. For her holdt hun sit valgløfte om at fravige den linje, som har præget politikken i Danmark i det seneste tiår: med det snævrest mulige flertal at trumfe centrale beslutninger igennem.

Men bortsete herfra mangler hun i indenrigspolitiske sammenhænge i eklatant grad mod til at indrømme, at alle socialdemokratiske valgløfter ikke kan indfries af en centrum-venstreregering med et støtteparti helt ude på venstrefløjen. I stedet stikker hun hovedet i en masse bortforklaringer, som kræver nye bortforklaringer, hvis skjulte overskrift er, at socialdemokratisk politik ikke er et nationalt dansk projekt.

Tro pokker, at hun mister tilhængere.

Men et nationalt dansk projekt kunne en olympiade i Danmarks hovedstad være. Det kan hun som statsminister naturligvis ikke bestemme, men hun kan sende et stærkt politisk signal om det, men hvad gør hun? Jo, lidt anorektisk siger hun, at det er en kæmpe mundfuld.

Set med mine øjne er sådan en mundfuld også en rigtig lækkerbisken, som kan medvirke som et spektakulært korrektiv til den politik, der prægede Danmark i nullerne.

HUN GJORDE DANMARK MINDRE

Hun gjorde Danmark mindre

var overskriften og konklusionen på den leder, dagbladet Information bragte dagen efter, at Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard meddelte, at hun overlod roret til sin kronprins.

Formuleringen hun gjorde Danmark mindre er lige i øjet, fordi den karakteriserer den formindskelse af Danmark, der er en følge af national indadvendthed. Den har taget sig udtryk i foragt for europæisk samarbejde, menneskerettighederne, tolerance, islam, homovielser, humanisme, multikulturalisme med videre.

Paradoksalt var Danmark i netop nullerne ledet af en mand, Anders Fogh Rasmussen, der banede vej for sig selv til generalsekretærposten for militæralliancen Nato ved at føre Danmark ind i en ulovlig krig i Irak og sende en i forhold til nationen størrelse uproportional stor troppestyrke til et af de farligste områder i Afghanistan. Begge krige har gjort ondt værre og er i praksis tabt med den følge, at Danmark også af den grund er formindsket.

TØR VI GØRE DANMARK STØRRE?

Fredelig kappestrid i olympisk ånd gjorde London, England og Storbritannien større.

Det har vi set i de sidste to uger.

Er København for lille og vi danskerne for sløve og bange til at være vært for en olympiade, er der et nærliggende alternativ: At afholde den i Øresundsregionen og lade et svensk-dansk samarbejde i fredelig og konstruktiv ånd udgøre værtsskabet.

At gøre Danmark til olympiadevært kræver mod, naturligvis. Men intet i sammenligning med det mod, Helsingfors og den finske nation udviste i 1952 ved at påtage sig værtsskabet efter en ødelæggende krig mod Sovjetunionen, som kostede flere faldne unge mænd, end der var hjælpearbejdere ved Londonolympiaden i 2012. 

ANNONCE: 

 

FANDEN, FITNESS OG FACEBOOK

Efter Helsinki Midnight Run

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Mens diskussionen løber, om euroen/EU har en plan B, og Great Britain er ved at bliver splittet op i tre selvstændige nationer, en engelsk, en skotsk og en irsk, samles tv-seere verden over til alle tiders kropsfest i London. Jeg tænker naturligvis på olympiaden og siger med vilje kropsfest, for jeg tror ikke en skid på al gammel ammestuesnak om, at en toptrænet krop med nogen nødvendighed huser en sund sjæl.

Tværtimod. I gymnasietiden, da jeg stod af en sportskarriere som rytter, svømmer eller langdistanceløber, men desværre stadig måtte døje med skolens tvangsgymnastik ledet af lærere med fedtede slipse og blankpudsede sko, blev jeg grebet af en klippefast tro på verdens forbedring gennem kritisk åndelig aktivitet.

Den opfattelse stod i højeste kurs under min studietid, da vi, som var temmelig mange, ville revolutionere verden gennem selv-, fag-, og kapitalismekritik. Udgangspunktet var sjældent selvoplevet nød, men erhvervede kundskaber om verdens opdeling i alt for rige og alt for fattige, om krig, udbytning og undertrykkelse med Vietnam og Palæstina som paradeeksemplerne.

Det var til at flippe ud over, og det var der da også mange, der gjorde. Fx når de samledes til festivaler med rockmusik og fri love – eller mere beskedent i hybler med ølkassereoler for at lede sig frem til holdbare teorier om en uigendrivelig forbedring af verden. Utopien var frihed i stedet for undertrykkelse, lighed i stedet for klassesamfund,  og forbrødring over klasse-, nations- og kønsgrænserne.

Det med frihed/lighed/forbrødring lyder ikke så lidt som et ekko fra den borgerlige revolution, der for alvor startede med den franske i 1789. Og det er der ingen grund til at skamme sig over, al den stund netop disse værdier er centrale i alle revolutioner, på hvilket tidspunkt i historien de nu har fundet sted.

At sønner helst ikke vil lære af fædre, men hellere gøre det modsatte, har ifølge fædrene sjældent bragt verden frem. Når jeg tænker så langt tilbage, som jeg kan, ser jeg ikke én eneste lasket eller veltrænet, ung eller gammel, mand eller kvinde bevæge sig i sveddrivende løb på skovstier eller i vejkanten ivrigt checkende armbåndsuret for at registrere forbedringer i tempo og distance.

Fænomenet begyndte lidt forsigtigt i slutningen af forrige årtusinde og accelererede i nullerne, og jeg garanterer for, at hvis det er en aktivitet, der bringer verden frem, så er tusindårsriget nærmere end i min studietid, da vi uophørligt trænede hjernen og med forkærlighed lod kroppen forfalde. Og nedlod vi os til fysiske aktiviteter, var det mestendels for at få moralsk  frirum til en ny brandert.

På den måde ville vi gøre os til fremtidens vindere. At mange fine tanker blev forløst via alkohol og stoffer er en kliché, som jeg må have med for yderligere at underbygge den tids mangel på omsorg for kroppen.

I dag er det taberen, der vågner med tømmermænd og længsel efter mere fjolletobak. Forestillingen om, at det alternative samfund skabes gennem endeløse nætters diskussioner, er død. Det alternative samfund er her allerede, og adgangsbilletten er et medlemskab til fitnesscentret.

Men den markante forskel mellem den gang og nu går ikke mellem krop og ånd og har intet med olympisk idræt at gøre. Den ligger på et andet niveau. Den drejer sig om kritik set i forhold til et jeg og et vi. Viljen til at indgå i kollektive bevægeler for at virkeliggøre sine væsenskræfter, som det hed, er lysår fra den verden, hvor kroppen dyrkes på skovstier eller i fitnesscentre. Her forbedrer man verden individuelt ved at tabe kilo og få synlige muskler. De fattige og fede er selv ude om, at de er færdige, de kan jo bare tage sig sammen og gøre lige som mig, for helvede!

Her er der ikke tale om kollektiv omsorg i socialistisk forstand, men om liberalistisk aggressivitet og den selvhævdelse og selvforskønnelse, som Facebook på det åndelige plan er dagens uovertruffen formidler af.

Problemet er bare den omgivende virkelighed, som det ikke er til at komme uden om. For mens musklerne vokser og lungekapaciteten forøges hos enkeltindividerne, så plager gældskriser stadig flere centrale europæiske lande, antallet af arbejdsløse vokser på verdensplan, og det økonomiske kredsløb er ude af balance. For slet ikke at tale om klimaet.

I dag, syvogtres år og én dag efter Hiroshimadagen, da den første atombombe viste en måde at udslette verden på, plager det mig, at undervegetationen af verdensforbedrere i min del af verden frembringer flere sveddråber på panden end konstruktive ideer til kriseløsninger.

PS

For at gøre det helt klart, så er jeg ikke modstander af hverken Fanden, Fitness og Facebook.

- Fanden har altid været en spore til at tænke gode tanker og virkeliggøre dem.

- Fitness dyrket med måde giver en krop, som tankerne kan arbejde bekymringsløst i.

- Facebook er i dag, hvor afstanden mellem venner tenderer mod at blive tusindvis af kilometer, en ny og god måde at fastholde et socialt liv på.

 ANNONCE: