![]() |
Henri Matisse, Jazz (1942) |
PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor
i dansk ved Helsingfors Universitet.
Dans
i en eller anden form er en rituel livsytring, som vi finder hos både dyr og
mennesker. Som rytmisk fænomen er den bygget op af gentagelser, den foregår til
musik eller frembringer sin egen lyd i form af tramp, klap, vingebask og andet.
Den kan udspringe af instinktet, følge indlærte mønstre af mere eller mindre
kompleks karakter eller improviseres frem.
Menneskers dans kan i sin organiserede udgave, fx vals, være
berusende. Eller dans kan, som diskodans, kræve beruselse, fordi dens udøver må
overvinde en masse indre hæmninger, inden hun eller han tør kaste sig ud i den.
For den virkeliggør ikke, som den organiserede dans, et indlært mønster. Den
udtrykker fra først til sidst sin udøvers personlighed.
Det gør vals selvfølgelig også, men kun i en vis udstrækning, idet
der er flere forskellige måde at holde sin partner på. Den sidste vals med den
udkårne er formodentlig en del mere tæt end dansen med svigerfar.
DET BERUSENDE
BRUD
Indtil
rok-og-rul midt i tresserne bragede ind på markedet for dansemusik, var en tur
i danseskolen et must, hvis man da ellers ville ud på gulvet. Her var for meget
øl et absolut onde, fordi det medførte bevægelser, der ikke passede med de
forudbestemte. En festrus går ikke i spænd med tango. Men den passer udmærket
til de vilde spring og kropsrørelser, som blev improviseret frem med indtil
flere dansepartnere – eller helt uden. Og med den tids mere eller mindre solide
fundament i danseskoledanse var der faktisk et grundlag at improvisere ud fra.
Tressernes nye dansekultur, der fulgte af den nye ungdomskultur,
var et opgør med det forudbestemte. Og jeg skal hilse fra den gang og sige, at
alene bruddet gav den halve beruselse. Bare det at føle fællesskabet i dans i
kæder og klumper var en del af oplevelsen af livets mangfoldighed og
ubegrænsede muligheder. Og så var det super demokratisk. Alle kunne være med,
blot de orkede med skiftevis bøjning af benene, mens armene fægtede lidt i
luften.
AT GÅ HJEM
ALENE
Attenhundredetallets
borgerballer ligner dagens natklubdanse ved at indgå i en scorekultur. Et bal
kunne den gang være livsafgørende, et fredagsbesøg på en natklub vil i dag oftest
blive en oplevelse, der er lige gyldig med mange andre. Mens forberedelserne
til borgerballet var minutiøs og tog måneder med øvelser, påklædning, aftaler,
balkort med videre, er besøget på nattens dansested af langt mere tilfældig
karakter. Man vælger sted efter øjeblikkets tilskyndelse og tager, hvem man nu
træffer. Og det er fremragende.
Interessen for dans i TV, hvor kendte mennesker trænes op til
noget, der ligner et professionelt niveau, er kolossal. Lige siden disse
udsendelser begyndte midt i nullerne, har danseglade haft øjnene rettet mod
tilgangen til danseskolerne. Nu måtte den da stige! Det gjorde den også i en kort
periode, men er igen for nedadgående.
Dette er på sæt og vis synd. For det er ikke alle, der klarer at
overvinde de hæmninger, der sidder på tværs for udøvelse af den frie dans. Så
kan de gå ”hjem alene”, som Poul Martin Møller synger i Grøn er Vaarens Hæk, og
gerne med en ordentlig kæp i øret. Det kan være trist for dem, jeg kan da være
ligeglad. Men det er der andre, der ikke er. Dansepædagoger påstår hårdnakket,
at dans er socialiserende, idet den fremmer relationer mellem mennesker også ud over scoreaspektet, den er en
øvelse i kropsbeherskelse og af fornemmelsen af kroppens placering i et rum.
DANS I SKOLEN
Dans
kan desuden være anstrengende til det sveddrivende. Det er der så meget andet,
der også er, fx spring over hest, håndbold og badminton. Her er risikoen for
idrætsskader i form af forvredne ankler og smadrede knæskaller til at tage og
føle på. En decideret danseskade har man derimod sjældent hørt om. Dette er i
sig selv et argument for afskaffelse af mere bastant kropskultur til fordel for
indførelse af dans i skolen. Det vil naturligvis skabe tabere. Formodentlig
andre end fodbold, hvor det hverken er rart at blive valgt sidst og være den
evige venstre back, der oftere hamrer støvlesnuden i græstørven end rammer
bolden, så sparket gør nogen nytte.
I nogle nordiske lande findes dans allerede på skemaet. I Sydfinland
som anden gymnasieklasses forberedelse til Det Store Bal med lange kjoler,
laksko, hvide handsker osv. Fænomenet kaldes Gammeldans og er et populært
åndehul i terperiet. Desuden giver det et udgangspunkt for at gøre den improviserede
dans i natklubber sjovere. For god improvisation bygger altid på eksisterende
kundskaber og færdigheder. Det ved fx enhver organist eller jazzmusiker.
Hvad har vi i Danmark? Bliver der faktisk arbejdet for dans i
skolen, eller taler man bare om det?
Jeg for mit vedkommende kunne godt unde danske børn dans som et
organiseret pusterum i skoleræset. Det giver sikkert ikke finske tilstande i et
Pisa-perspektiv. Der skal mere til. Men har børnene det lidt sjovere engang
imellem, er de bedre rustet til at gå i krig med de videnstunge fag. På den
måde blandes fornøjelse med nytte – endnu engang.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar