TAG EN HEST

OBS! Rejesalaten er DNA-testet for søhest.

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

               MIN HEST, MIN HEST, LASAGNE AF MIN HEST, DET ER SAGEN!

               (Ridelærerens delikatesser, 5. oplag, s. 158)

Biologisk set er mennesket en altæder. Det kan ses af dets tænder og fremgår af dets spisevaner. Sådan stod der i min biologibog i 5. klasse. I religionstimerne lærte vi, at jøder og muslimer ikke kunne spise svinekød. Ikke fordi de var kræsne, men fordi Jehova og Allah havde bestemt sådan for mange år siden.

Og det holder de mod al jordisk fornuft fast ved.

I historietimerne hørte vi om kristendommens indførelse. Den kom til landet i 826 med munken Ansgar. Derefter tog det nogle hundrede år, inden danerne blev rigtig kristne. Blandt andet havde de, som andre folkeslag, svært ved at aflægge vanen at blote til deres gamle guder.

Ved de lejligheder havde hesten en central rolle. Den blev rituelt slagtet. Og spist. Til gudernes ære og til glæde for ganen, for at hestekød smager virkelig godt hersker der den dag i dag fuld enighed om. Som oksekød skal det spises rødt, men det er mere mørt, mere magert og med en pikant, lidt sødlig smag.

Kirken fordømte naturligvis det hedenske hestespiseri og så med mistro på alle måltider, hvor hest indgik.

Både før og efter Reformationen i Danmark er årstallet 1536 var hestekød således tabuiseret, og slagtning af heste i 1700- og 1800-tallet var forbeholdt såkaldte hesteslagtere. Da hesten med traktorens indførelse efter midten 1900-tallet efterhånden var blevet til overs, gik staten aktivt ind for at få borgerne til at spise hestekød.

Grønkålssuppe, for eksempel, har folk til alle tider kunnet tvinge i sig uden statens indblanding, men at det kræver statens mellemkomst at få folk til at sætte en billig og oven i købet delikat hestebøf til livs går imod al jordisk fornuft. Det er totalt irrationelt og lugter i den grad af indpisket, religiøs propaganda. Med mindre der altså er tale om hesteglade teenagepiger, som bruger fritiden til at strigle og fodre deres kæledyr med gulerødder. Deres afsky for en kogebog om Hest på mange måder kan jeg godt fatte.

Men så vidt jeg ved, er præ- og postpuberttale pigers aversioner mod visse spiser ikke retningsgivende for de beslutninger, EU træffer på fødevarefronten. For eksempel om, at svinedyre (undskyld udtrykket) DNA-tests skal klarlægge, om alle slags færdigretter som fx lasagne og kebab er befængt med hestekød.

Hvorfor så ikke også DNA-teste rejesalat? Og appelsinmarmelade? Og lynghonning? Og letmælksoste? For spor af fx søheste, gulerødder, syrenblomster og tyk fløde. For vi ved jo alle, at mennesker er godtroende og ikke altid får, hvad de betaler for. Således blev der for nogle måneder siden på Åland solgt farvet svinekød for dyre penge under navn af oksekød. Læs min blog Kødets lyst.

Men når det drejser sig om hestekød, hvor hverken smag eller pris er involveret, så er det ikke et lokalt problem. Så er det en international katastrofe.

Mon Dieu! som de siger i Frankrig.

Og det betyder egentlig, at Fanden er løs.

Her kunne det være nærliggende at drille dagens kristne fundamentalister med en sammenligning med jødisk rettroenhed og muslimsk aversion mod svinekød og ønsker om halalslagtning. Især muslimerne har i de seneste år måttet tåle både det ene og det andet fra kristne på højrefløjen.

Men jeg vil ikke drille. Vi må alle have lov til at have vores særegenheder. Det kaldes for tolerance og blev knæsat som et princip for et godt forhold menneske og menneske imellem i forbindelse med Den franske Revolution i 1789 og fremover. Det kom der meget godt ud af.

Og netop om det gode, det smagsmæssigt gode, skulle sidste del af denne blok have handlet. Jeg havde nemlig tænkt mig at videregive en lækker opskrift på Fyldt Hest fra Ridelærerens kogebog. Desværre er der copyright på den, og da jeg ikke tjener noget videre, især ikke på denne blog, vil jeg ikke ende med ligefrem at skulle betale en bøde for at have kopieret den.

Da det dog stadig er bødefrit at citere tre ord fra et værk med copyright, skal jeg ikke undlade at gøre det. Det er opskriftens tre første. De lyder:

Tag en hest!

ANNONCE:

Tilføj billedtekst

 

KICK ASS

3 x 300 heste

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det hele stod på et enkelt skærmbillede i en dansk netavis. Men samme tendens i indhold kunne jeg sikkert have fundet i de fleste europæiske og nordamerikanske aviser.

Overskriften til skærmbilledets første artikel slog til lyd for mere krisepolitik for at få den økonomiske vækst til at svulme.

Den anden artikels overskrift gik ind i en diskussion om flere karakterer til skolelever for at få dem til at fatte alvoren i den globale uddannelseskonkurrence og derefter indtage deres selvfølgelige plads i verdenseliten.

Den tredje artikel handlede om færre fødsler blandt de velbeslåede og diagnosticerede barnløshed som en folkesygdom.    

Det var her, jeg standsede op og begyndte at smile ad denne åbenbare søforklaring på det faktum, at børneavl i dag er en sikker taber i de fertile borgeres konkurrence om en vinderplacering i vor tids gigantiske, internationale kriseløb. Og at det derfor er blevet et tegn i tiden, at stræberne holder sig til ønskebørn, der som bekendt ikke går flere end ét af på dusinet.

Eller, tænkte jeg formasteligt, måske synes de fertile tredive plussere slet ikke, at verden fortjener deres små poder, som fra nulte klasse er dømt til et liv med en evig pisk på ryggen i tilværelsens amokløb.

Med fingeren på min ThinkPads trackpoint scrollede jeg hurtigt nedad.

FIND DIT NÆSTE MOTIONSLØB

stod der med bydende, blå versaler.

Så intimiderende med den slags personlige henvendelser, tænkte jeg. Som var jeg en undersåt, der uden egen vilje skal guides gennem et kontinuerligt system af motionsløb, hvor jeg nu, værs’go’! har at træffe mit valg. Ikke et valg mellem to be or not to be løber, men et valg mellem forskellige, allerede planlagte løb. Så fritiden kan komme til at ligne arbejdstiden mest muligt for til sidst umærkeligt at smelte ind i den.

Eller måske skal alt løberiet tjene til at skabe en illusion om, at det er muligt at løbe fra det hele og give sig selv baghjul. Som det var tilfældet med den kvinde, jeg læste om for nylig. Ud over familie og arbejde og træning tre gange om ugen havde hun klaret tretten maratonløb, to halvtredskilometerløb, to hundredkilometerløb og et ethundredogtreskilometerløb.

Alt sammen på ni måneder.

Var hun gal eller et ideal, fordi hun kunne køre sig selv så hårdt, at alle andre segnede omkring hende? Hendes eget svar var at gå i terapi, for hun var nået frem til, at det hele var løbet løbsk, og at motion var en besættelse.

I mine øjne hedder grundfortællingen i det ovenstående kick ass, og det er den fortælling, hver mand og hver kvinde og hvert barn i dag bliver påtvunget eller lokket ind i som alle tiders ideal. I al sin enfoldighed handler den om, at man skal bevise sin egen grænseløshed i en verden, der i sin materielle udformning bliver stadig mere begrænset. På den måde behandler hvert barn og hver kvinde og mand sig selv som en ting for et højere, abstrakt formål – præstationen i sig selv.

– Større vækst i produktionen! er statens og erhvervslivets mantra.

– Sejrsskamlen skal være vores! råber man i den evige skygge af Pisaundersøgelserne.

Eller med andre ord: kick ass, så du ikke havner i de andres kølvand.

I mine øjne er det egentlig interessante, at præstationerne maksimeres ud fra en vedtaget rationalitet og logik. Det har vejledt vores måde at tænke og handle på i de sidste tre-fire århundreder og ført meget godt med sig. Rationalitet er ikke forkert i sig selv, og logik kan være nyttig, men totaliseres fornuft og logik er der fare på færde.

Har man brug for et eksempel for at forstå det, kan jeg henvise til det fortællende digt ”Smeden og Bageren” af Johan Herman Wessel (1742-85), norsk-dansk poet med fast tilholdssted i København. I digtet løber det logiske ræsonnement i den grad af med de gode borgere, at det leder til et justitsmord.

Værre kan det ikke blive.

Og bedre end Wessel gør det, kan det ikke siges.

SMEDEN OG BAGEREN

Der var en liden Bye, i Byen var en Smed,

Som farlig var, naar han blev vred.

Han sig en Fiende fik; (dem kan man altid faae,

Jeg ingen har, det gaae

Min Læser ligesaa!)

Til Uhæld for dem begge to

De træffes i en Kroe,

De drak (jeg selv i Kroe vil drikke;

For andet kommer jeg der ikke.

Anmærk dog, Læser! dette:

Jeg immer gaaer paa de honette.)

Som sagt, de drak,

Og efter mange Skieldsord, hidsigt Snak,

Slaaer Smeden Fienden paa Planeten.

Saa stærkt var dette Slag,

At han saae ikke Dag,

Og har ei siden seet'en.

Straks i Arrest blev Smeden sat.

En Feldskiær faaer den Døde fat,

Og om en voldsom Død Attest hensender.

Den Mordere forhøres og bekiender.

Hans Haab var, at han skulle hisset gaae,

Og der Forladelse af sin Modstander faae.

Men hør nu Løier! netop Dagen,

Før Dom skal gaae i Sagen,

Fremtriner fire Borgere

For Dommeren; den mest veltalende

Ham saa tiltalede:

„Velviseste!

Vi veed, paa Byens Vel De altid see;

Men Byens Vel beroer derpaa,

At vi vor Smed igien maae faae.

Hans Død opvækker jo dog ei den Døde?

Vi aldrig faaer igien saa duelig en Mand.

For hans Forbrydelse vi alt for grusomt bøde,

Om han ei hielpes kan.“ –

„Betænk dog, kiere Ven! der Liv for Liv maae bødes.“ –

„Her boer en arm udlevet Bager,

Som Pokker snart desuden tager.

Vi har jo to, om man den ældste tog af dem?

Saa blev jo Liv for Liv betalt.“ –

„Ja,“ sagde Dommeren, „det Indfald var ei galt.

Jeg Sagen at opsette nødes;

Thi i saa vigtig Fald man maae sig vel betænke,

Gid vores Smed jeg Livet kunde skienke!

Farvel godt Folk! jeg giør alt, hvad jeg kan.“ –

„Farvel velvise Mand!“ –

Han bladrer i sin Lov omhyggelig;

Men finder intet der for sig,

Hvorved forbuden er, for Smed at rette Bager;

Han sin Beslutning tager,

Og saa afsiger denne Dom:

(Hvem, som vil høre den, han kom!)

„Vel er Grovsmeden Jens

For al Undskyldning læns,

Og her for Retten selv bekiendte,

Han Anders Pedersen til Evigheden sendte;

Men da i vores Bye een Smed vi ikkun have,

Jeg maatte være reent af Lave,

Ifald jeg vilde see ham død.

Men her er to, som bager Brød.“

„Thi kiender jeg for Ret:

Den ældste Bager skal undgielde det,

Og for det skedte Mord med Liv for Liv bør bøde,

Til velfortiente Straf for sig

Og ligesindede til Afskye og til Skræk.“

Den Bager græd Guds jammerlig,

Da man ham førte væk.

  

Moral 

Beredt til Døden altid vær!

Den kommer, naar du mindst den tænker nær.

Johan Herman Wessel

ANNONCE:

PILATES OG BILLEDBØGER

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

– Pilates er som at læse en billedbog, sagde min gamle ven til mig.

Vi stod i gymnastiksalen og så hinanden an, som man nu gør i gymnastiksale. Det vil sige med diskretion.

Vi var lige klare med timen i pilates, en gymnastikform, som hun har dyrket i det meste af en menneskealder. For mit vedkommende var det den første lektion, og jeg havde sandt at sige svært ved at fatte, hvad det gik ud på.

Og det var ikke bare, fordi de fleste af forklaringer var på finsk og handlede om alt andet end rigtig mandegymnastiks bøj–og–stræk og op–og–ned og frem–og–tilbage. Hovedårsagen var, at jeg havde svært ved at forbinde noget praktisk med de instruktioner, jeg havde forstået rent sprogligt. De kredsede alle sammen om nogle muskler i kroppens dybe lag, som jeg engang må havde lært at beherske, men ikke længere anede, at jeg havde. Og langt mindre kunne finde og aktivere.

Bækkenbunden, for eksempel. Og mellemgulvet. Aktivering af sædemusklerne, som åbenbart ikke var identisk med at stramme balderne. Desuden det der med åndedrættet, som skulle tilpasses i forhold til at spænde musklerne og slappe af. Det hele skulle komme indefra, og selv om det således ikke burde kunne ses udenpå, havde gymnastikfrøkenen flere gange været henne hos sin nybegynder og forklaret med flere ord og berøringer, hvordan jeg i sideliggende stilling for eksempel skulle sænke ribbenene og løfte bækkenbunden. Samtidigt. Og desuden puste ud, når jeg spændte musklerne, og suge luft ind, når jeg slappede dem. Eller var det omvendt?

Alt skulle udføres langsomt og under den største opmærksomhed for at udvikle muskler og muskelgrupper og koordinere dem. Med det formål at give indre støtte til kroppen, hele korsettet! som hun sagde, og balancen.

Det sidste forstod jeg. Kun ikke hvordan.

Som vi stod der tilbage i gymnastiksalen efter lektionen, min gamle ven og jeg, forklarede hun mig langsomt og med mange kropsbevægelser, hvad hun mente med parallellen mellem det, vi lige havde været igennem og læsning af billedbøger. Jeg skal sammenfatte hendes vejledning i følgende abnorme sætningskonstruktion:

Hvad det handler om er at gå langsomt og metodisk ind i sig selv og med skærpet opmærksomhed opdage nogle for længst glemte forudsætninger for at kunne observere hver lille detalje i en billedbog og samtidig se samspillet mellem alle detaljerne i en overordnet helhed og i et æstetisk perspektiv med ens eget indre barn og barnet i det hele taget som centrum.

– Og, tilføjede hun med armene over kors under brystet, – når du så er færdig, er du træt som efter en lang rejse fuld af oplevelser, en rejse, som du har foretaget mest ind i dig selv og inde i dig selv, anspændt til det yderste. Men du er også afslappet i hele kroppen og langt ind i sjælen, fyldt af velbefindende som kun den er, der har hengivet sig selv til den yderste grænse.

– Katharsis? forsøgte jeg mig med. – Eller orgasme?

– Du kan selv vælge, smilede min ven. – Og så skal du, tilføjede hun, - vælge bøger uden alt det der pædagogiske klister, som bare er med for at det skal fange forældre og bedsteforældre og andre med dankort og sedler i tegnebogen. Du skal kort sagt vælge efter det æstetiske.

– Vælge og vælge, sagde jeg, – hvis jeg skal vælge sådan helt frivilligt, bliver det nok litteratur i retning af bungeejumping.

– Thrillere, konstaterede hun.

– Netop, svarede jeg. – Eller krimier. Bøger, hvor man kort sagt hele tiden farer imod den langt uddragne afslutning uden at behøve at tænke for meget.

Hun så lidt for længe på mig. Nikkede farvel og forsvandt ind i damernes omklædningsrum.

Og jeg skyndte mig hjem for at afslutte læsningen af Henning Mankells krimi Den femte kvinnan.

ANNONCE: