FINLANDSSVENSKER, FINLÆNDER, FINNE

Susanna Alakoski er ikke finlandssvensker

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Finland er et meget isoleret land

i forhold til resten af verden,

finnerne har en anden mentalitet.

Citatet er fra 1990 og stammer fra avisen Berlingske Tidende. Jeg fandt det i Den danske ordbog under opslagsordet ”finne”. Det vidner om et udbredt dansk ukendskab til Finland og fortæller måske i virkeligheden mere om dansk provinsialisme end om finske forhold. I den forstand er det velvalgt.

For nogle dage siden læste jeg en velskrevet og informativ artikel af dagbladet Informations Kamilla Löfström. Den handler om ny fiktion om Fattigsverige og fremholder i denne forbindelse især to forfattere med rod i Finland, nemlig Susanna Alakoski og Eija Hetekivi Olsson.

Jeg har kun én indvending mod artiklen, og den illustrerer på udmærket vis ovenstående påstand om danskernes manglende kendskab til og respekt for forhold, der angår Finland. I konsekvens heraf har jeg blandt andet tidligere skrevet blog om ”Navnet Helsingfors”.

I dag drejer det sig om noget andet, nemlig om anvendelsen af betegnelser for indbyggere i Republikken Finland. Jeg er tit stødt på fejl i dansk presse, for eksempel er forfatteren Märta Tikkanen ofte blevet kaldt finne og finsk forfatter. Eller hun er blevet kaldt svensker. Formodentlig med udgangspunkt i, at hun skriver på svensk, som i øvrigt er hendes modersmål.

Men Märta Tikkanen er hverken finne eller svensker. Og vrøvleordet svensk-finsk, som også er forekommet, har heller intet med hende at gøre.

Märta Tikkanen er, i lighed med godt fem procent af Finlands befolkning, finlandssvensker.

I den nævnte artikel af Kamilla Lövström kaldes Susanna Alakoski finlandssvensker. Det er hun ikke. Hvis man ville betone hendes forhold til Finland, som hendes efternavn sender et klart signal om, kunne man med et lån fra svensk kalde hende sverigefinne. Dette, fordi hun er en af de flere hundrede tusinde finske statsborgere, som især i 1960’erne immigrerede til højkonjunkturens Sverige. Den gang var hun meget lille, hendes forældre fra Finland havde finsk som modersmål, og hjemmesproget i Ystad, hvor hun voksede op, var finsk.

Susanna Alakoskis litterære sprog er svensk, og hendes svenske talesprog bærer for resten tydeligt præg af skånsk. Geografisk set kan man på en øst-vestakse således ikke i Sverige komme længere fra finlandssvensk, der af sprogforskere kaldes en regional variant af svensk. Eller på jævnt dansk en dialekt med de særtræk, en dialekt nu engang har. Finlandssvensk har fx ikke det rigssvenske accentsystem, der i danske ører lyder lidt som en intonationsmæssig rutchebane, i stedet har det en trykfordeling med hovedtryk og bitryk, der minder en del om trykfordelingen i både dansk og i finsk.

Det, som Kamilla Löfström og mange andre danskere bestandig løber sur i, kan faktisk nedskrives til tre gloser. Men af en eller anden grund er disse gloser lige så umulige at tilegne sig, som de fem danske talord halvtreds, tres, halvfjerds, firs og halvfems er for Danmarks nordiske naboer.

De tre ord er nationalitetsbetegnelserne

– finlænder,

– finne,

– finlandssvensker.

Slår man op i Den danske ordbog, fysisk eller på www.sproget.dk , vil man lede forgæves efter ordet finlænder som opslagsord. Under finne nævnes finlænder dog som et sjældent brugt synonym. Principperne for ordbogens opbygning følges uden tvivl. Ikke desto mindre er det beklageligt, for finlænder er et vældig praktisk ord til at betegne personer fra Finland med uanset, om de er finner eller finlandssvenskere.

En finlænder en kort sagt en person fra Finland. Møntet på danske forhold svarer det et hundrede procent til dansker, der som bekendt og også iflg. Den danske ordbog er en person fra Danmark.

Dette var enkelt. Nu bliver det lidt sværere, for mens der i Danmark kun findes ét officielt sprog, nemlig dansk, findes der i Finland hele to. Disse to sprog, her nævnt i alfabetisk rækkefølge, er finsk og svensk, og de er ifølge grundloven ligestillede. Hverken mere eller mindre. At finsk benyttes af en overvældende majoritet af personer i Finland er her uden betydning.

Årsagen til denne sprogtilstand er både historisk og aktuel. Uden svensk ville Finland isolere sig fra den nordiske sammenhæng, de fleste i Finland uanset sprog gerne vil høre til i. Og herved ville landet blive endnu mere isoleret, end denne blogs indledende citat fra Berlingske Tidende gerne vil overbevise sine danske læsere om.

I de første seks hundrede år af Sveriges historie, det vil sige næste lige så længe, som Sverige har eksisteret som stat, indgik væsentlige dele af det nuværende Finland under betegnelsen Österland eller Österlanden i det svenske rige. Først i 1809 ved Rigsdagen i Borgå trådte dette område under navnet Finland ind blandt nationerne, som det hed. Det skete ikke som republik, men som russisk storfyrstendømme. Hermed blev Finland for første gang en separat politisk enhed med klart fastlagte grænser. Vi skal så langt frem som til 1917, før Republikken Finland opstår.

Som russisk storfyrstendømme beholdt Finland i det store og hele svensk lovgivning og svensk retspraksis, hvilket alt sammen efter Selvstændigheden den 6. december 1917 kom til at indgå i den nydannede republik. Blandt andet dette har været med til at skabe mentaliteten i Finland. Havde den russiske zar i 1809 forkastet denne lov og indført russiske retstilstande, er der ikke nogen som helst grund til at tro, at Finland i dag ville regnes blandt de nordiske nationer. Om dette og meget andet inden for samme emnekreds, der gør Finland svensk, handler en stort anlagt serie på Yle, Finlands television. Serien går i disse uger om søndagen i primetime og hedder kort og godt Finland är svenskt. Ironisk nok er udsendelserne uden svenske undertekster.

Så meget for at begrunde nytten af ordet finlænder.

På baggrund heraf er betydningen af finlandssvensker let at forstå. Det er, som ordbogen siger, en person fra Finland der har svensk som sit modersmål. Præcist og letfatteligt.

Så kommer vi til finne, og her er ordbogens definition, som naturligvis følger dansk sprogbrug, mindre klar end den ville være i den bedste af alle sprogverdener. Om finne står der:

person fra Finland, især en person med finsk som modersmål; SYN (sj.) finlænder; JF finlandssvensker.

Iflg. denne definition kunne vi altså se stort på fx Märta Tikkanen modersmål og litterære sprog og kalde hende finne og i det hele taget opgive både finlænder og finlandssvensker, idet alle betydningerne rummes i ordet finne.

Set fra et økologisk synspunkt er finne med dets kun 5 bogstaver at foretrække i trykt tekst, mens finlænder og finlandssvensker dannes af henholdsvis 9 og 16 bogstaver. Jo mere pladskrævende, jo mere papir går der, og des mere skov skal der fældes.

Men prioriterer vi i stedet for det økologiske aspekt hensynet til sprogets nuancerigdom, korrekthed og præcision i forhold til tilgængelige udtryksmidler, er der god grund til at anvende såvel finlænder, finne som finlandssvensker i ovenanførte betydninger.


 PS den 10.2.13.

Efter mange opfordringer bliver programmet Finland är svenskt i Finlands tv Yle 1 nu tekstet til svensk. Programmet i aften, det 5. i serien, handler om, hvordan svensk sprog har påvirket finsk. Den, der ikke kan se programmet direkte, finder det via http://areena.yle.fi/tv 
PS den 18.3.13.
Programmet med svensk tekst se  http://arenan.yle.fi/tv/1828725

  

ANNONCE: