 |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Vinteren begyndte igen i lørdags,
da jeg med god fart under skiene løb over sletten ved Hemtans nogle kilometer
vest for Finlands hovedstad Helsingfors. Den frosne sne, skaren, lå meterhøj på den gamle havbund, nogle spredte banker, der
stak frem som øer halvvejs over gav sikker pejleretning, solen stod stadig over
trætoppene, og den lunede trods blæsten, der var frisk imod.
Da jeg var
omtrent midtvejs med sikker kurs med et hjørne i skoven endnu langt borte,
tiltog vinden, og en dis rejste sig mod solen. Det tog bare nogle øjeblikke og
gav mig en ubehagelig følelse af at være ensom i den finske skærgård i en alt
for lille båd. Jeg kneb øjnene sammen, trak huen bedre ned i panden og stagede
fremad. Der var absolut ingen grund til panik. Selv om naturmagterne skulle gå
helt amok indenfor de næste ti minutter, ville jeg med sikkerhed kunne finde ly
i skoven eller i et af de mange huse, der i de senere år var klatret op ad
klipperne omkring sletten. Desuden var der ikke lang vej hjem ad kendte stier.
Selvfølgelig
kom snestormen ikke som et uvejr i fjeldene eller en sommerstorm i skærgården.
Den tog sig god tid, og jeg var næsten hjemme, da de første snefnug stak i
kinderne. Da – netop da mærkede jeg i
mine indre næsebord duften af oksehalesuppe. Varm, kraftig, krydret og stadig
med et flor af fedtperler trods grundig skumning. Efter min erfaring er intet
bedre til at vække en forfrossen krop.
Men, tænkte
jeg i samme åndedræt som en refleks af de seneste ugers debat om hest på
middagsbordet - kan hest ikke også bruges til suppe? En gedigen hestehalesuppe
med de rigtige ingredienser kunne måske være et uovertruffet alternativ til den
velkendte suppe på oksens lange, kød- og fedtspækkede hale. Efter at have
tørret frosten af skægget og banket liv hænderne gravede jeg ned i min farmors
dragkiste. Hun boede på Sydfyn og var gift med en dragon. Og hvad fandt jeg –
jo, netop hvad jeg søgte efter:
stod der med min farmors sirlige håndskrift.
Jeg gengiver
den nedenstående og skynder mig at ønske velbekomme!
TOLV PERSONER
2 lange hestehaler
1 spand friskplukkede hestepærer
2 kg hesterejer
4 porrer
4 løg
8 gulerødder
1 selleri
1 persillerod
1 pastinak
4 kraftben
4 hestesko
1 liter tomatpuré
1 liter kraftig rødvin
8 hele nelliker
4 laurbærblade
10 enebær
2 stilke timian
1 bundt persille
salt
hvid peber
cayennepeber
kardemomme
1 liter fløde
½ liter Black Horse whisky
1 glas syltede hestebremser
1 dusk hestemulehår
1 lille knippe hestegræs
1 kg henkogte hestebønner
2 kg glaserede hestekastanjer
Halerne vaskes og skylles og
hakkes fint. Pærerne skrælles og skæres i både. Rejer, porrer, løg, gulerødder,
selleri, persillerod og pastinak renses, skrælles og skæres i skiver. Det hele
lægges i en stor gryde med hestesko og kraftben i bunden og koges i 3-4 timer i
tomatpuré, vand og rødvin tilsat nelliker, laurbærblade, enebær, timian,
persille, salt, hvid peber, cayennepeber og kardemomme. Hår og rejeskaller sies
fra, og suppen tilsmages med fløde, Black Horse whisky, hestebremser,
hestemulehår, hestegræs og hestebønner. Til suppen serveres glaserede
hestekastanjer.
Hesteskoene kan gemmes til næste
suppe,
sluttede min økonomisk bevidste
farmor sin opskrift.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar