 |
| Fra Nokias gamle fabrik |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
For ganske få år siden kunne
mobiltelefonproducenten Nokia ikke omtales i de finske medier, uden at dets
status som världens största
mobiltelefontillverkare blev påpeget. Man kunne høre det flere gange om
dagen, og det ærgrede mig. Sikkert, fordi jeg ikke kan lide at få min
hukommelse så groft undervurderet,
men måske mest, fordi jeg, en fuldblods dansker, trods alle mine år i Finland ikke
var inkluderet i det nationale ritual og kunne dele den nationale stolthed.
Connecting people var Nokias allestedsnærværende
reklameslogan, og det havde et logo, to hænder rakt ud mod hinanden, som sendte
tankerne i glideflugt ned til Peterskirken i Rom og
Michelangelos freske i kuplen til
det Sixtinske kapel. Her række Gudfader som
bekendt sin hånd ud mod Adams fremstrakte. Ikke blot et sindbillede på en
livgivende forbindelse, men i sammenhæng med Nokia også en påstand om, at
jordisk kommunikation kan få et anstrøg af noget himmelsk.
Min eneste
trøst i forhold til Nokia og al den nationale virak, der omgav telefonen, var Det
Store Nordiske Telegraf-Selskab med hovedkontor i København, stiftet i 1869 af
den danske erhvervsmand C.F. Tietgen. Med tilhold i, at det lå i en neutral og
politisk ufarlig småstat, voksede det op og blev en gigant i den internationale
kommunikation. Men i løbet af første halvdel af 1900-tallet blev der begået en
række strategiske fejlvurderinger, bandt andet blev der ikke satset på den
trådløse telegraf. Det sendte Det Store Nordiske Telegraf-Selskab bag af
dansen, og det blev splittet op i aktivitetsområder, der lå langt fra dets
oprindelige formål: at forbinde folk ved at lægge telegrafkabler til lands og
til vands og åbne telegrafstationer.
Min trøst
var således dobbelt:
For det
første havde de taleglade danskere sandelig været med, da alverdens folkeslag
blev forbundet på en ny måde og verden åbnede sig radikalt. De tavse finners
nokiahysteri var faktisk bare second hand!
Ha-ha!
For det
andet gik Det Store Nordiske Telegraf-Selskab ned på grund af nogle
fejldisponeringer. Det skulle Nokia nok også gøre!
Det var der
selvfølgelig ingen, der troede på her i Finland – indtil Stephen Elop efter tre
år ved rorpinden som koncernchef i begyndelsen af september 2013 lod Microsoft
købe den finske nations stolthed og guldkalv. I de gode dage før Elop stod Nokia
for fire procent af bruttonationalproduktet. Efter, at Elop kom til i 2010,
blev børskurserne mere end halveret.
De bagkloge
siger, at der gik rygter om salget allerede i 2010, men der er jo rygter om så
meget. Derimod synes ingen rygter at have floreret om, at Stephen Elop skulle
forlade et nedkørt Nokia med et afgangsvederlag på atten millioner otte
hundrede tusind euro. Naturligvis eksklusive den klatsum på cirka ni millioner
euro, han fik ind i de tre år, ansættelsen varede. Langt mindre blev der hvisket
om, at formanden for Nokias bestyrelse, som godkendte afgangsvederlaget, han
hedder Risto Siilasmaa, skrabede fem hundrede tusinde euro ind som ekstra
vederlag til sig selv, fordi han godhedsfuldt overtog posten som koncernchef.
Træder man
et lille skridt tilbage, ligner dette præcis, hvad der skete i Danmark samme
september, om end ikke i det finske format. I Danmark fik den nuværende eks-koncernchef
for Danske Bank, Eivind Kolding, efter sin ansættelse siden februar 2012 tre og
tyve millioner, ikke euro, men danske kroner i afgangsvederlag. Grunden til
fyringen var, at han ikke forstod sig på bankvirksomhed. Han passede med andre
ord lige så lidt til sit embede som Stephen Elop. Med mindre hans opdrag ved
ansættelsen i 2010 var ikke blot at
få Nokias markedsværdi til at synke fra otte og tyve til atten milliarder euro,
men også at blande kortene sådan, at
Microsoft, som han jo kom fra, skulle overtage världens största mobiltelefontillverkare.
Det lyder
utroligt, men i virkeligheden er det ikke usædvanligt, at cheferne på de
højeste poster i erhvervslivet bytter en spand lort med en spand guld, når de
fratræder. Den opmærksomme læser af dagens medier kan selv tilføje flere
eksempler.
Her skal vi
i stedet vende blikket nedad, nemlig til dem, der kan overveje at tage på
arbejde i et par gummistøvler, når det regner, og som aldrig bliver
transporteret i privatfly, hentet i limousiner og nyder gratis luncher.
Støvlerne kan gerne være fra Nokias gamle fabrik, for nu lige at minde om, at världens största mobiltelefontillverkare
faktisk har sit udspring i sammenhæng med en ydmyg gummistøvlefabrik i Nokia,
en mindre by et hundrede og tre og halvfems kilometer nord nord-vest for
Finlands hovedstad Helsingfors.
Når det
bliver opdaget, at disse mennesker, som cykler, går til bussen eller løber frem
og tilbage gennem regnen til parkeringspladsen, ikke duer til deres embede, hvad sker der så med dem? De får ikke
så meget som antydningen af et gyldent håndtryk, men bliver med et spark og en
grå fyreseddel sendt ud i kulden, hvor de enten kan tænke sig om, gå på kursus
og blive bedre – eller gå i hundene.
Det føler vi
som retfærdigt, for man skal kunne sit embede, det har vi blandt andet fået
anskuelsesundervisning i med H.C. Andersens eventyr Keiserens nye Klæder. Her bliver alle bedraget til at se det tøj,
der ikke er. For skrædderne kan deres fortælling, og får folk til at se det,
der ikke er, når de væver uden det mindste på væven, klipper i luften med deres
store sakse og syer med synål uden tråd. Derfor præsenteres løgn som sandhed på
det højeste niveau i kejserdømmet, og kejseren selv, sandhedens øverste garant,
er med i spillet for ikke at blive afsløret som uduelig.
Vi ved alle
sammen, hvordan det til sidst går: Et lille barn gennemskuer svindelen, det har
jo intet embede at tabe, og pludselig kan alle, selv kejseren, se, hvordan det
forholder sig.
Men han har jo ikke noget paa,
raabte tilsidst hele Folket. Det krøb i Keiseren, thi han syntes, de havde Ret,
men han tænkte som saa: nu maa jeg holde Processionen ud. Og Kammerherrerne gik
og bar paa Slæbet, som der slet ikke var.
Eventyret er
fra 1837, og det var en tid, hvor de europæiske folk endnu ikke havde afsluttet
kampen mod deres royale despoter. Det vidste den danske eventyrdigter, der om
nogen levede med i sin samtid både inden for og uden for Danmark, alt om. Som
bekendt fik despotiet i Danmark en ende med Junigrundloven af 1849, men processen
starter med et brag i Frankrig den 14. juli 1789 med stormen på Bastillen,
borgen i udkanten af Paris med det forhadte statsfængsel, og når et forfærdende
højdepunkt den 21. januar 1793 med henrettelsen af Ludvig XVI. Ved den lejlighed kunne enhver
overbevise sig om, at ikke blot adelens, men også det royale blod var rødt,
ikke blåt. Ligeledes var det åbenbart, at her mistede en mand det hoved, han ikke havde kunnet bruge til at tage bestik af den nye tid med.
Så det gik, som
det gik.
I dagens
forretningsverden på højeste niveau går det som netop set også, som det går, hvilket
på væsentlige områder sker med omvendte fortegn i forhold til den måde, det går
på for almindelige mennesker.
Argumentet
for elitens særbehandling er, at topcheferne har et kæmpe ansvar og løber en
kæmpe risiko og derfor må fortjene en kæmpe pose penge. Men når de nu netop
ikke kan leve op til ansvaret og i grunden ikke løber en større risiko end
almindelige lønmodtagere, hvorfor skal de så forgyldes? Hvis man skal tro på
nylige tal fra Arbejdernes Erhvervsråd er dem, der i arbejdsforhold løber en virkelig
risiko, medlemmer af lavindkomstgrupperne. Deres levetid er nemlig omkring ti
år kortere end den, dem fra de højere indkomstgrupper kan forvente.
I blandt
andet dagens Finland og i dagens Danmark hviner pisken over de arbejdsløse. De
skal spores gennem kraftige indhug i dagpenge- og kontanthjælpssystemet. I
Finland forberedes der således på Social- och hälsovårdsministeriet en lov om ti
timers obligatorisk ugentlig arbejdspligt for den, der ikke vil gå ned i støtte.
På denne måde skal usikkerhed og økonomiske tab ved ledighed motivere til at
finde et job og arbejde.
Sagt igen
ser vi her en logik stik modsat den, der påstås at fungere i eliten af
erhvervslivet, hvor man belønnes for at
være uduelig, og et klækkeligt afgangsvederlag blot øger motivationen
til at arbejde videre.
Mon dagens
elite mener, at den er anderledes skabt end andre mennesker? Ligesom 1700-tallets
elite i Frankrig, konge og adel, der betragtede deres privilegier som
selvfølgelige rettigheder, som kom af, at de var skabt anderledes end borgere
og bønder. Det var et synspunkt, der bogstavelig talt viste sig at være
livsfarligt.
Afslutningsvis
skal jeg bringe et citat af den danske oplysningsskribent og komedieforfatter
Ludvig Holberg. I sit Forsvars Skrift for
Qvinde-Kiønnet (1721) læser vi følgende refleksion om det, der danner et
menneske:
En Bonde undres, staar fortabt,
Naar han seer Hofmænds Lader;
Han meen, det Folk Natur har
skabt
Til Complimenter, Sladder.
En Skram, en Høg, en Trolle
troer,
En Ulfeld, Urne, Banner,
At anden Siæl i Bønder boer,
End udi sexten Ahner.
Et Folk man kalder bange, fey,
Et andet u-polered;
Man troer: Naturen, Vanen ey,
Dem haver saa formered.
Det er ikke
helt let for moderne læsere at forstå sådan en holbergtekst. Men det er heller
ikke let at gennemskue dagens verbale virkelighed. Således kræver det ikke så
lidt tålmod at arbejde sig frem til forenklingerne i de vanvittige
fortællinger, som har sikret en Eivind Kolding og en Stephen Elop det gyldent
håndtryk.
ANNONCE:
