![]() |
Hjertet sidder til venstre (Helle Thorning-Schmidt) |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Minsandten, om det ikke er
selveste Kronborg, han har om styrbord! Støt står han på billedet, Kristian
Thulesen Dahl. Hænderne i et fast greb om roret og et kækt smil. Casual
poloskjorte med de to øverste knapper oppe. Stedet er et sejlskib, en skonnert
med blanktferniseret træværk, masser af tovværk, signalflag.
Kursen? Den
skal vi vende tilbage til.
Jeg så
billedet i dagbladet Politikens
webavis den 7. september, og mens versestumper som
– støt står den danske sømand på
havet sin vikingvagt
– du danske mand af al din magt
– havet omkring Danmark
– en sømand har sin enegang
løb gennem hovedet på mig,
forsøgte jeg at forestille mig et ikonisk billede af Danmarks regeringsleder
Helle Thorning-Schmidt.
Ikke et
billede, hvor hun ser klog ud på samme måde som Thulesen Dahl gør på andre
fotografier, hvor han står foran Christiansborg med en stabel papirer i favnen.
Eller poserer bag et skrivebord flankeret af imposante, indbundne værker, der
fortæller, at manden er både så belæst og begavet, som han – med rette eller
urette – har fået ord for at være.
I det hele
taget savner jeg et billede af Helle Thorning-Schmidt for mit indre øje. Her
kan jeg ikke se andet end en hestehale, hule kinder … jo, hej, nu kommer hun
frem bag nethinden, hun er på vej mod Eiffeltårnet i høje stiletter og stram
spadseredragt.
Lad mig
straks gå til bekendelse, billedet er ren fantasi. Og findes det virkeligt, har
jeg aldrig set det. Men sådan er nu engang mit billede af Danmarks
statsminister: Internationalist og på vej mod noget stort. Franske stemmer
giver det hende af gode grunde ikke. Lige så lidt som danske. For hun er ikke
iscenesat som dansker, langt mindre som klog og begavet. At der er tusind
grunde til at respektere hendes arbejde som statsminister, skal jeg ikke
benægte, men det er ikke det, der giver vælgertilslutning.
Se i stedet
på Kristian Thulesen Dahl, der siden han blev formand for Dansk Folkeparti kan
glæde sig over en stemmeandel, der er vokset fra 13 til næsten 18 procent. Og
en stigning i medlemstal på 13 procent.
Se på Jimmie
Åkesson, Sverigedemokraternes formand, der ved åbningen af Riksdagen gjorde sig
til grin i folkedragt med sølvknappet vest, kvaster ved strømperne og
bredskygget hat. Hard core-internationalisterne slog sig på maven, men mangen
en medelsvensson fick sig en funderare.
For hvad var det, han gjorde, Åkesson? Jo, trådte i karakter som hard
core-svensker og repræsentant for en svensk nationalisme, der støt og stille
samler stemmer. I den seneste måling er hans parti vokset med 2 procent til
11,6 pct.
Se på Timo
Soini, Finlands enfant terrible og formand for Sandfinlænderne. Ved valget i
2011 voksede partiet fra at være det mindste til at blive det tredjestørste, i
dag ligger det på en delt andenplads. Hvordan iscenesætter denne stemmesluger
sig? Som en lidt finere repræsentant for en finsk ølstuekultur, vommet, sjusket
klædt, med dårligt knyttede slips, der snor sig langs maven, slagfærdig og med
netop den evne til at udtrykke sig enkelt, som vinder gehør, når mænd samles om
et krus øl søndag eftermiddag.
I Norge har
vælgerne netop talt. Mor Norge i skikkelse af en lidt sat Siv Jensen med en
Mona Lisa-bekymret mine har nu afsluttet Fremskrittspartiets fyrretyve års
ørkenvandring og endelig erobret plads i regeringskontorerne.
Hvad gør
Helle? Klæder sig elegant, er altid mere end nydelig, ser bedre ud end de
fleste, er rap i replikken, har en ukuelig kampvilje, som kun overgås af hendes
evne til at samle: Først de to fløje i Socialdemokratiet, siden et stadig
skiftende flertal, men med basis i en konstellation af partier, som mange
spåede ville føre til et hurtigt nyvalg.
Men med den
slags egenskaber træder man ikke i karakter som socialdemokratisk stemmesluger
i dagens Danmark. Hvad skal hun gøre? Få et image som den pullert, der holder
moderskibet Danmark på plads ved rette kaj? Fremstå som et anker for velfærd og
stabilitet? Skal hun åbne ladeporten til fremtidens Danmark, beundre den kunst,
som alle elsker, læse populære bøger, udtrykke ro og underfundighed, når hun,
selv på cykel, vinker til børn i ladet på en Christianiacykel?
Helle
Thorning-Schmidt har været udsat for groft omsorgssvigt af dem, der får masser
i løn for at fremme hendes og Socialdemokraternes interesse. Hun skulle ta’ og
fyre dem, skulle hun. Erkende, at slaget er tabt, men også, at der er tid til
at vinde et nyt inden næste valg.
Ansvaret er
hendes. Hun behøves!
PS: Jeg lovede at vende tilbage
til billedet af Kristian Thulesen Dahl: Han styrer bagud med ryggen mod normal
sejlretning. Hvor han er på vej hen? Ingen steder. Men dette ser man ikke lige
med det samme. Det kræver lidt tid og en analyse. Ifølge almindelig opfattelse
er det ikke en aktivitet, Dansk Folkepartis vælgere hengiver sig lidenskabeligt
til. – Billedet er taget af Politikens fotograf Jens Dresling. Se det på
http://politiken.dk/politik/ECE2070275/ny-leder-lokker-flere-til-df/
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar