KÆRLIGHEDENS FORELØBIGE SEJR

Ill. Linda Bondestam

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

En god bog er en ven, man er glad for at være sammen med og ked af at skilles fra. En god bog er en kæreste, man tager med i seng og falder i søvn med på puden ved siden af sig. En god bog kan man være sammen med masser af gange og hver gang opdage noget nyt. Man kan le sig halvt fordærvet af en god bog og blive klog – ja, som en bog, men også på livet uden for bogen. Med bogen kan man rejse ud i verdener, man altid har længtes efter uden at ane, at de fandtes. En god bog vil man ikke lægge fra sig, så hellere lade sovsen brænde på. En god bog har ingen aldersgrænser. Man kan finde sig selv i en god bog og se andre på en måde, man aldrig før har set dem. En god bog kan mere, end man tror, og man kan vende tilbage til den, selv når strømmen svigter, for den flyder ikke rundt på en skærm – i hvert fald ikke med nødvendighed. Og så kan man læse den højt. Også for andre end sig selv.

Sådan en bog er Diktatorn, en illustreret roman i fjorten korte kapitler, af Ulf Stark og Linda Bondestam

En diktator er som bekendt en, der vil bestemme alt, og denne bogs diktator er ingen undtagelse. Siger han Hop på et ben! er det bare at hoppe på et ben. Siger han Slå koldbøtter! så skal alle gøre det. Ellers er det fængsel. Når han skal i seng, bestemmer han nattehimlen frem med måne og stjerner og skråler Sov! til sig selv, så han må adlyde.

Diktatorn i Diktatorn har et stort, sort overskæg sat fast om nakken med et gummibånd, han bærer militærkasket med rød stjerne og må stå på tæer, når han skal tisse af om aftenen. Ude i skoven får han myrerne til at myldre og stene til at tie. I MINIsteriet, hvor han tilbringer dagen, træner han ihærdigt på at blive bedst til at rokke med ørerne og at skrive sit navn, for det skal en diktator kunne. Alt, hvad han skriver, betyder Jeg Jeg Jeg Jeg, og det er, hvad han tænker på.

Men romanen rummer også et kærlighedsdrama. Det er der lagt op til fra første side, og det accelererer romanen igennem.

Forgæves har Diktatorn drømt om og gjort tilnærmelser til Sirkka med de blåbærsblå øjne. Men hun lever i en verden med dyr og babusjkaer, og det er en hel anden verden end hans, hvor der køres i kampvogn med rejst kanon og drømmes om spioner og soldater. Og det vækker ikke hendes allermindste medlidenhed, da han efter pudekrigen med Ali må have hovedet viklet ind i en hel rulle gazebind.

Efter opgøret med Jussi, trekantsdramaets førsteelsker, som han

spænder ben for foran et stateligt fyrtårn med sekstant og løgkuppel, afvises Diktatorn endeligt:

Ska vi gå tillsammans nu? frågar diktatorn.

Aldrig i livet, säger Sirkka. Då går jag hellre med en apa.

Det er virkelig en rå replik, som kunne tage modet fra hvem som helst. Men ikke fra Diktatorn. Efter at have vinket farvel til Sirkkas højre vante, der hænger på knagen med en appelsin én plads fra hans egen bananknage, hvor hans overskæg har hængt hele dagen, bestemmer han sig:

I MORGEN VIL HAN VÆRE EN ABE.

På sidste opslag ser vi ham i en venlig jungle med et appelsintræ i midten, en mængde blomster og en masse grønt, der optager farven på hans grønne dragt. Han går foroverbøjet med hængende arme mod sin far, der venligt smilende strækker en banan frem.

Det er præcis samme frugt, som vi ser skallen af på den illustrerede romans allerførste opslag, mens faderen klædt som tjener holder diktatorpyjamassen med femtakkede stjerner, og moderen bøjer sig frem med et halvt glas mælk med sugerør.

Men over hele sceneriet svæver pigen med de blåbærsblå øjne i balletskørt. Vi ved endnu ikke, at det er Sirkka, her er hun blot et drømmesyn. Men drømme kan erobres, og det er Diktatorn til allersidst i historien på vej til at gøre ved at abdicere fra sin position som hersker og bevæge sig ned på en mere ydmyg plads i menneskets biologiske stamtavle. Også de talrige billeder af små børn og hunde i harmonisk samvær, tydeligst på opslaget ved siden af kapitlet Änglagröt, vidner om en naturlig nærkontakt mellem børn og dyr.

Som voksen læser indser man hurtigt, at Diktatorns egentlige styrke er at sige Nej! For eksempel til kys og godnateventyr. Eller påståeligt at kræve mad, når det alligevel er spisetid. Det har han fælles med børn i sin alder. Men det sidste viser også, at han er ved at indrette sig efter virkeligheden.

Hans bratte overgang fra diktator til abe er ligeledes en prøve på den modning, der normalt finder sted, når et menneske, barn som voksen, er ved at finde sin plads i et fællesskab. Og den skal netop findes med udgangspunkt i erkendelse af egne begrænsninger, ikke erobres med den omnipotens eller almagt, som tillægges guder, og som diktatorer, store eller små, altid ender med at løbe sur i.

Diktatorn i Ulf Stark og Linda Bondestams illustrerede roman undgår ikke knubs og oplever ensomhed og udenforskab. Men det er lærepenge, som giver en indsigt, han kan komme videre med. Ser man på omslagets venstreside over for titelbladet, pranger der en rød rose som det første billede. Det er en blomst, der normalt lover kærlighed – Sirkkas, måske. Og det er en kærlighed, som Diktatorn vil bøje sig for at fortjene. For kærlighed får man ikke gennem vold eller ved at påkalde sig medlidenhed.

Men kærlighed opstår også ved at leve op til kærlige voksnes kærlighed. Gode rollemodeller, hedder de med et slidt udtryk. Og se! bogen florerer med kærlige voksne, der med et forstående smil bøjer sig for billedbogens lille diktator i en verden, hvor venlig ironi sammen med blomster og dyr fylder godt.

Det gør også kyrilliske bogstaver og røde stjerner, og her er der noget at navigere igennem, hvis man vil besejre sit diktatorjeg og finde sin plads i fællesskabet. Derfor indgår også søkort, et fyrtårn med kompas og togbilletter som en naturlig del af de billeder af den vanskelige rejse fra omnipotens i egen indbildning til et helt almindeligt menneske med et uslukkeligt behov for andre menneskers nærvær og kærlighed. At der virkelig er fare på færde ses af nogle af selve tekstens bogstaver, R, O, Ö, S, G, N og B, som tenderer mod at blive kyrilliske.

Den illustrerede roman Diktatorn fortæller levende om kærlighed og had, kamp, sejr, nederlag og selverkendelse – kort sagt alle de følelser og komponenter, som skaber store romaner. Og så er den til og med morsom. Jeg er ikke færdig med Diktatorn endnu. Hver gang, jeg slår op i den, opdager jeg noget nyt, både i billederne og i teksten og i forholdet imellem dem.

Til slut skal jeg nævne, at Ulf Stark kommer fra Sverige, mens Linda Bondestam er finlandssvensker. Deres illustrerede roman Diktatorn udkom i 2010 på Söderströms og er solgt til oversættelse til tretten sprog, blandt andet dansk.

ANNONCE:

HØFLIGHED

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Med et høfligt smil stak han dolken i sin broders hjerte.

Gammelt tankesprog

 Søndagens festforestilling i de danske medier var pressemødet med Lars Løkke Rasmussen. Tre timer og tre og fyrre minutter tog showet. Danmarksrekord i pressemøde, siger de erfarne. De erfarne siger også, at nu skal han til at kravle op igen, Lars Løkke Rasmussen, både som formand for Venstre, Danmarks liberale parti, som oppositionsleder, som statsministerkandidat og som formand for det internationale miljøinstitut GGGI.

Eller som Lille Peter Edderkop, Danmarks mest berømte insekt, der har fået egne navn på svensk, nemlig Imse Vimse Spindel, og som man på finsk synger om under navnet Hämä Hämä Häkki.

Da det lange pressemøde var slut, meldte spørgsmålet sig: Hvorfor i alverden havde man siddet og kikket og lyttet i samfulde to hundrede og tre og tyve minutter? Efter den første time kørte det hele jo nærmest i båndsløjfe, der handlede om:

– Datterens flybillet til syv og tyve tusind kroner, som Lars Løkke Rasmussen havde ladet GGGI, som jo støttes af den danske stat, betale. Ved en fejltagelse! var forklaringen.

– Bonuspoints for ca. et hundrede tusind kroner, som nu stod på hans private konto, og som var genereret af

– eksorbitant dyre rejser i ovennævnte organisations tjeneste, men som han slet ikke havde opdaget var så ekstravagante, før han var blevet gjort opmærksom på det – og undskyld! undskyld! undskyld! for det.

– Nogle småbeløb til minibar og den slags.

Hvorfor havde man altså siddet i næsten fire timer og lytter til tomgangssnak og leveret af en bleg mand? Hvad ventede man på?

På det dræbende slag, selvfølgelig! Helt ligesom i en god krimi. For eksempel Håkan Nessers Carambole, som jeg begyndte på lige efter maratonpressemødet.

På side 36 læser vi:

”Undskyld,” sagde han. ”Men jeg tror, De tabte noget.”

Han holdt venstrehånd frem en halv meter fra mandens ansigt.

”Hvad for noget?”

Han kastede et hurtigt blik ud over parkeringspladsen og omgivelserne. Mørket tog til for hvert sekund nu. Ikke et menneske var at se nogen steder. Med fuld kraft slog han røret mod mandens hoved og ramte lige over venstre øre. Uden en lyd faldt manden om.

Læg mærke til den indledende høflighed. Samme høflighed som hele pressemødet med Lars Løkke Rasmussen var gennemsyret af. Men tag ikke fejl. Under det emmede lysten til at se blod.

I gamle dage, som oftest var rå og sjældent gode, samledes folket omkring skafotterne. En klassisk replik fra en forestående henrettelse kommer fra delinkventen, der sidder i sin kærre, mens folket haster forbi på vej til henrettelsespladsen.

Hvorfor skynder I jer sådan? siger han. Der sker alligevel ikke noget, før jeg kommer.

Lars Løkke Rasmussen ikke blot gik ind og satte sig ved bordet tjældet med hvide duge – ved fornemme folks henrettelser i gamle dage kunne skafottet, har jeg engang læst, være tjældet med sorte. Men han gik også ud. Heldigvis. Rank i ryggen. Og således overlevede han første runde. Han havde selv stået for iscenesættelsen af showet. Hans stil havde været tilbageholdende. Angerfuld. Meget velinstuderet. Det klarede han godt.

Spørgsmålet er, hvor langt Lars Løkke Rasmussen efterfølgende når op på sin klatretur. Helt op som Lille Peter Edderkop? Det bliver ikke let, for der er mange, der gerne vil svinge et jernrør over hans politiske hoved.

En lignende sag fra Sverige med et sjuskehoved med dårligt omdømme melder sig uforstilt. Det drejer sig om den svenske politiker Mona Sahlin, ligeledes statsministerkandidat, der for nogle år siden havde svært ved at skelne mellem egne og offentlige kreditkort. Det var småbeløb og det rene vand mod Lars Løkke Rasmussens rod.

Rodet førte til hendes fald. Men hun kom op igen.

 ANNONCE:

ZILLE HANS DOTTER, MALALA YOUSAFZAI OG OPLYSNINGEN

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Vi befinder os i København i 1722. Universitetets professor i latinsk litteratur hedder Ludvig Holberg. Han har netop udgivet et langt, ræsonnerende digt, som han kalder Zille Hans Dotters Gynaicologia eller Forsvars Skrift for Qvinde-Kiønnet. Det grundlæggende spørgsmål i det er:

Hvorfor skal hun, Zille, som er bedre begavet end sin bror, Frantz, bruge sit liv på at spinde og varetage andre huslige gøremål? For gennem uddannelse kunne hun udrette mere, end han nogen sinde vil få mulighed for.

Faderens svar er lige så kontant, som det i Zilles øjne er dumt:

Han heeder Frantz, du Zille.

Digtet om Zille har intet med Holbergs professorat i latinsk litteratur at gøre. Det er derimod sammen med andre satiriske digte og et langt epos en generalprøve på professorens kommende komedieproduktion. Og den skulle vise sig at blive et vigtigt bidrag til at ændre datidens syn på, at den eksisterende kultur ikke er udtryk for menneskets sande natur, men netop noget tillært. Den udspringer af vaner og opdragelse. At kvinden, oven i købet på tyendeniveau, havde et enormt potentiale til at beherske enhver situation og dreje herskabet en knap, er et genkommende tema, som gestaltes i komediernes tjenestepige. Pernille plejer hun at hedde.

Ved at fremhæve intelligens og snarrådighed som midlet til at vinde magt og komme frem satiriserer Holberg over de fødte magthavere og gør sig samtidig til talsmand for intelligensens aristokrati. Dét skal have mulighed for at udfolde sine evner. Det turde være indlysende, at den slags tale er farlig i et standssamfund, der regeres af en enevældig konge med adelen som en betydelig magtfaktor, men med den politisk tilsidesatte borger på vej til at erobre den økonomiske magt i samfundet.

Præcis fem og halvfjerds år senere sidder Knud Lyne Rahbek, ekstraordinær professor i æstetik ved samme universitet, og arbejder på en oversættelse og en fortale til Den franske Republiks Constitution antaget 1795. Det er en præstation, der i et hug bringer hans mange læsere af de løbende rapporter om den store revolution i tidsskriftet Minerva ind i den tankeverden, som var vejledende for den borgerlige revolutions opgør med monarki og adelsskab.

Grundlaget for Constitutionen er et oplysningsprojekt, der principielt set henvender sig til alle samfundets indvånere med tilbud om delagtighed i friheden, men på betingelse af disciplinering gennem fornuften. Her er ingen plads til de uoplyste, tøjlesløse masser, der hverken kan læse eller skrive, og som lader sig besnære af blodtørstige folkeforførere.

Men rummer Constitutionen så en løsning af problemet ved at tilbyde masserne den nødvendige oplæring i forudsætningerne for demokratisk magtudøvelse? Overhovedet ikke. I dens 10. kapitel, som handler om offentlig undervisning, anføres der intet om almindelig skolepligt. Hermed mangler tanken om frihed gennem oplysning for alle samfundsmedlemmerne et centralt element for at kunne virkeliggøres.

En sådan tanke ser vi først gennemført i den danske skolelov af 1814, hvor Danmark midt i en kolossal økonomisk og politisk krise som det første land i verden indfører undervisningspligt, dog uden sigte mod et demokratisk styret samfund. Loven, der var frugten af arbejdet i Den Store Skolekommission, nedsat så langt tilbage som i 1789, skulle helt enkelt bidrage til at øge produktiviteten i samfundet ved at fremme et bedre kundskabsniveau på landet og i byen.

Målet for oplysning og demokrati blev sat i 1700- og 1800-tallet, og set i et dansk, europæisk og amerikansk perspektiv er vi i dag nået kolossalt langt. Det har taget hundreder af år, og perspektivet bliver stadig fordybet. I Danmark, for eksempel, deltager børn jævnlig i debatten på lige fod med voksne. Og det er oven i købet deres lovlige ret, den står indskrevet i FN’s børnekonvention, der giver børn ret til ytringsfrihed og medbestemmelse.

Men geografisk set bliver perspektivet også udvidet. Alle kender den pakistanske aktivist Malala Yousafzai (født 1997), der som 15-årig overlevede et talibanattentat på vej hjem med skolebussen. Men alligevel ufortrødent fortsætter sin kamp for pakistanske kvinders og pigers ret til uddannelse. For det er gennem den, de får den magt, som er deres menneskeret.

Malala Yousafzai har modtaget et antal internationale hædersbevisninger, blandt andet har Euorpa-Parlamentet tildelt hende Sakharovprisen for tankefrihed, hun har talt i FN og er blevet nomineret til Nobels Fredspris. På den måde er hun blevet en superstar for den oplysning, som Ludvig Holbergs fiktive person Zille Hans Dotter to hundrede og en og halvfems år tidligere gjorde sig til talsmand for. Begrebet om demokrati var ikke en del af Zilles tankeverden. Men hun viste vejen gennem sin kamp for ret til uddannelse.

Malala Yousafzai kender demokratiet og ved, at første etape er en lang, sej kamp mod forbenede strukturer, hvor tildeling af magt og rettigheder bestemmes af kultur og vaner, arv og traditioner. Og selv om hun skulle blive to hundrede og to og halvfems år gammel, vil hun opdage, at kampen aldrig hører op.

ANNONCE:

HUSMØDRE OG STATSCHEFER

                 

Ludvig XVI

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Denne blog skal handle om to gruppebilleder, der på hver sin måde fortæller om et oplysningsprojekt, der havde sit gennembrud i 1700-tallet.

Det ene billede er et såkaldt familieportræt af EU-statschefer. Den overvældende majoritet er mænd. Når de udtaler sig til deres respektive nationers presse både før og efter, at billedet er taget, anvender de en pompøs og selvhøjtidelig retorik, der handler om historiske øjeblikke og om at ændre verden.

Det andet billede, et fotografi fra 1954, pryder omslaget til en historik om en lokal marthaforening i Finland. Det viser tre og tredive kvinder. Sammen med utallige andre kvinder i andre marthaforeninger har de i løbet af 1900-tallet formået at ændre verden.

Jeg fik historikken tilsendt af en af mine finske blog-læsere. Det var som tak for min foregående blog Hurra for husmoderen. I en mail til mig skriver hun:

Du har alldeles rätt i att marthorna sysslade med en livsviktig form av upplysning. Det är lätt att som många okunniga göra sig lustig över marthorna som "bara" dricker kaffe och sjunger "Bred dina vida vingar". Men deras verksamhet under de 100+ år som rörelsen existerat visar på klokskap och framförhållning.

Tilbage til billedet af de tre og tredive marthaer: I græsset helt fremme i dets højre side står der en kaffekande. Det er en tykmavet kobberkande med svunget tud og hank, den er stor som en spand og må kunne rumme noget i retning af femten liter. Typen var velkendt ude på landet, nu koster den en halv formue i antikvitetsbutikker. Selv kender jeg den fra hylden over komfuret i det hjem, hvor mine børns oldemor flyttede ind, da hun blev gift som attenårig og boede, til hun afgik ved døden i en høj alder. Kanden blev ikke brugt mere, men jeg forstod, at den havde været flittigt anvendt til de talløse marthamøder, oldemor havde deltaget i. Og jeg husker, at hun engang nævnede, at alt, hun kunne på husførelsens område, havde hun lært af marthaerne.

På linje med kaffekanden står der en stor taske. Måske er den fyldt af det hvedebrød til kaffen, som også var obligatorisk til møderne. Da vi skriver 1954 og således er små ti år efter de forfærdelige krige, Finland udkæmpede mod først Sovjetunionen og siden mod Tyskland, kan  vi nok gå ud fra, at det igen var af god kvalitet, luftigt, läckert och vitt, som der står et sted i historikken.

Kvindernes tøj ser derimod ikke luftigt ud. Kjoler og nederdele hænger tungt og folderigt ned over midten af skinnebenene. Stoffet er stribet eller storblomstret, snittet forbløffende ens. Mange bærer hvide snydekraver, foran dem løber en række knapper ned til taljen. De fleste ærmer er korte, under dem ses kraftige, arbejdsvante overarme. Præcis i midten af billedet står der en kvinde med forklæde, det er måske hende, der har brygget kaffen, som hun om lidt skal servere.

Det er let at besvare spørgsmålet om indholdet i de tasker, kvinderne holder i hænderne. For kan der være andet i dem end det håndarbejde, som var en vigtig del af marthamøderne? Var man ung, og det ser nogle af de forsamlede kvinder ud til at være, kunne man drage nytte af de ældres erfaring angående alt fra strømpestopning til vævning af kludetæpper. Broderede bordskånere var derimod ikke et fremtrædende del af aktiviteterne i marthaforeningerne.

Taget som en helhed virker kvinderne på billedet uorganiserede. Omkring halvdelen ser på fotografen, en del ser på hinanden, en enkelt vender ryggen til, en håndfuld kvinder i baggrunden ser man knap nok øjnene på. Øjensynligt er stemningen i top, de fleste smiler, sure miner er der ikke skyggen af, kropsholdningen er afslappet, ingen forsøger at tage sig ud. Her er der tale om kvinder, som kender hinanden, har det godt sammen og glæder sig.

Til hvad? Naturligvis til snakken omkring kaffen, hvedebrødet og håndarbejdet. Men fællesskabet, arbejdsglæden og samværet i marthaforeningerne havde ikke overlevet i mere end hundrede år, hvis de bare havde stået for hjemlig hygge og strømpestrikning.  

Perspektivet i marthaforeningernes arbejde kan man ane sig til ud fra det første navn på den kvindeforening, der skulle tage navnet Martha. Dens navn var Bildning i hemmet, men det navn blev hurtigt stoppet af de russiske magthavere, for bildning, dannelse, lød det ikke farligt så sandt som dannelse, uddannelse og oplysning var tre sider af samme sag? Sådant stads havde fordrejet hovederne på folk i andre lande og skabt revolutioner, så det skulle man sandelig ikke have for meget af i det russiske storfyrstendømme Finland.

Navnet Martha, der henviser til skurekonen i Ny Testamente, var derimod et velvalgt navn for en kvindeforening. Men Marthas modpol, der tog sig af det åndelige, blev ikke glemt i foreningslivet. Hverken i form af et obligatorisk lutheransk-religiøst islæt eller en verdslig bestræbelse på at udvikle kvindernes bevidsthed om, at de havde en selvfølgelig plads i nærsamfundet og i fædrelandet.

De temaer, som blev taget op i foredrag og studiekredse i marthaforeningernes første århundrede, var traditionelle i den forstand, at de handlede om at udvikle, forfine og effektivisere kvindelige gøremål som madlavning, vask og rengøring. Men de var også tidstypiske i den forstand, at de fulgte med i de nyeste tiltag indenfor for eksempel sundhedspleje og hygiejne. Gennem marthaforeningerne vandt de nye ideer hurtig udbredelse og anerkendelse. Hvor for eksempel fødder også tidligere i bogstavelig forstand havde rangeret lavt, blev de nu løftet frem på en skammel og gjort til genstand for særlig opmærksomhed og specialistpleje. Det kom mange til at gå bedre af.

Vigtigst var naturligvis hensynet til den nye generation, og her var oplysningen i marthaforeningerne utvivlsomt med til at fremme et kolossalt fald i børnedødeligheden, så Finland på dette område hurtigt kom med blandt verdens førende nationer.

Temaer som havebrug og madlavning kunne i de enkelte lokalforeninger udvikles gennem foredrag, besøg i mønsterhaver og studierejser til Sverige. Med et blink i øjet kan man med nogen ret påstå, at det i dag højt besungne nordiske køkken med økologiske produkter blev virkeliggjort længe før kokkene på den verdenskendte københavnerrestaurant Noma havde fået deres første klask i halen.

Velgørenhedsarbejde til fordel for sognets socialt udsatte, men også i form af indsamlinger til for eksempel det internationale Røde Kors var også en obligatorisk del af programmet i marthaforeningerne.

Alt dette arbejde udviklede naturligvis administrative færdigheder, som en del marthaer nyttiggjorde igennem deltagelse i lokalsamfundets forskellige politiske organer.

I mine øjne har marthaernes dannelsesarbejde siden starten i 1899 bevirket større lighed, større velstand og større lykke i Finland. Den bibelske skurekonen Martha rejste sig fra sin gulvspand og blev en uundværlig del af det finske oplysningsprojekt, som var med til at ændre verden i en demokratisk retning, hvor søsterskab blev løftestang for nye indsigter og nye praktiske tiltag til gavn og glæde for marthaerne selv og deres medmennesker.

Havde de russiske administratorer i Finland, som arbejdede under den årvågne, dobbelthovede ørns mærke, haft bare den mindste anelse om, at noget sådant var blevet resultatet af foreningen med skurekonenavnet, havde den aldrig fået lov til at opstå og brede sig.

Og skal vi så vende tilbage til billedet af de europæiske statschefer!

Spørgsmålet hvad disse mænd, hvis virke også kan føres tilbage til 1700-tallets oplysningsarbejde, har udrettet, er det let at stille. Men svaret? Hvis vi ikke skal fortabe os i detaljer, men se på tilstanden i EU lige nu, kan man nok blive grebet af en let gysen. Statscheferne har gabt over meget, og de råder over et kolossalt administrativt apparat til at holde tingene flydende. Men de har ikke kunne forhindre, at de forskellige befolkningers tro på EU-projektet som noget, der vil fremme lighed, velstand og lykke stadig rokkes og i nogle tilfælde synes at smuldre fatalt. Se på arbejdsløsheden især blandt de unge, på gældskrisen og på bankerne, hvis finansielle fiaskoer almindelige borgere skal betale for. Det positive billede, som ansporede og samlede: medlemsstaternes sikre vej mod øget velstand, var et korthus. Hvad samler nu? Det gamle skræmmebillede af krig og ødelæggelse.

Fotografiet af marthaerne fortæller om sammenhold, livsglæde og selvbevidsthed. Deres historie viser, at de også vare kloge og forudseende. Billedet af statscheferne udstråler selvhøjtidelighed. Historien viser, at ambitionerne ikke stod mål med virkeligheden.

Der er en verden til forskel mellem de to billeder. Det ene peger fremad. Det andet fortæller om noget, der skal skjules og giver forventning om stagnation og nederlag.

Se på billedet af Ludvig XVI. Pompøst og selvhøjtideligt, hvadbehager! Som bekendt gik det ham ilde.

ANNONCE: