![]() |
Ludvig XVI |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Denne blog skal handle om to
gruppebilleder, der på hver sin måde fortæller om et oplysningsprojekt, der
havde sit gennembrud i 1700-tallet.
Det ene
billede er et såkaldt familieportræt af EU-statschefer. Den overvældende
majoritet er mænd. Når de udtaler sig til deres respektive nationers presse både
før og efter, at billedet er taget, anvender de en pompøs og selvhøjtidelig
retorik, der handler om historiske øjeblikke og om at ændre verden.
Det andet
billede, et fotografi fra 1954, pryder omslaget til en historik om en lokal marthaforening
i Finland. Det viser tre og tredive kvinder. Sammen med utallige andre kvinder i
andre marthaforeninger har de i løbet af 1900-tallet formået at ændre verden.
Jeg fik historikken
tilsendt af en af mine finske blog-læsere. Det var som tak for min foregående
blog Hurra for husmoderen. I en mail
til mig skriver hun:
Du har alldeles rätt i att marthorna sysslade med en livsviktig form av
upplysning. Det är lätt att som många okunniga göra sig lustig över marthorna
som "bara" dricker kaffe och sjunger "Bred dina vida
vingar". Men deras verksamhet under de 100+ år som rörelsen existerat
visar på klokskap och framförhållning.
Tilbage til
billedet af de tre og tredive marthaer: I græsset helt fremme i dets højre side
står der en kaffekande. Det er en tykmavet kobberkande med svunget tud og hank,
den er stor som en spand og må kunne rumme noget i retning af femten liter.
Typen var velkendt ude på landet, nu koster den en halv formue i
antikvitetsbutikker. Selv kender jeg den fra hylden over komfuret i det hjem,
hvor mine børns oldemor flyttede ind, da hun blev gift som attenårig og boede, til
hun afgik ved døden i en høj alder. Kanden blev ikke brugt mere, men jeg forstod,
at den havde været flittigt anvendt til de talløse marthamøder, oldemor havde
deltaget i. Og jeg husker, at hun engang nævnede, at alt, hun kunne på
husførelsens område, havde hun lært af marthaerne.
På linje med
kaffekanden står der en stor taske. Måske er den fyldt af det hvedebrød til
kaffen, som også var obligatorisk til møderne. Da vi skriver 1954 og således er
små ti år efter de forfærdelige krige, Finland udkæmpede mod først Sovjetunionen
og siden mod Tyskland, kan vi nok gå ud
fra, at det igen var af god kvalitet, luftigt,
läckert och vitt, som der står et sted i historikken.
Kvindernes
tøj ser derimod ikke luftigt ud. Kjoler og nederdele hænger tungt og folderigt ned
over midten af skinnebenene. Stoffet er stribet eller storblomstret, snittet forbløffende
ens. Mange bærer hvide snydekraver, foran dem løber en række knapper ned til
taljen. De fleste ærmer er korte, under dem ses kraftige, arbejdsvante
overarme. Præcis i midten af billedet står der en kvinde med forklæde, det er
måske hende, der har brygget kaffen, som hun om lidt skal servere.
Det er let
at besvare spørgsmålet om indholdet i de tasker, kvinderne holder i hænderne.
For kan der være andet i dem end det håndarbejde, som var en vigtig del af
marthamøderne? Var man ung, og det ser nogle af de forsamlede kvinder ud til at
være, kunne man drage nytte af de ældres erfaring angående alt fra
strømpestopning til vævning af kludetæpper. Broderede bordskånere var derimod
ikke et fremtrædende del af aktiviteterne i marthaforeningerne.
Taget som en
helhed virker kvinderne på billedet uorganiserede. Omkring halvdelen ser på
fotografen, en del ser på hinanden, en enkelt vender ryggen til, en håndfuld
kvinder i baggrunden ser man knap nok øjnene på. Øjensynligt er stemningen i
top, de fleste smiler, sure miner er der ikke skyggen af, kropsholdningen er
afslappet, ingen forsøger at tage sig ud. Her er der tale om kvinder, som
kender hinanden, har det godt sammen og glæder sig.
Til hvad? Naturligvis
til snakken omkring kaffen, hvedebrødet og håndarbejdet. Men fællesskabet,
arbejdsglæden og samværet i marthaforeningerne havde ikke overlevet i mere end
hundrede år, hvis de bare havde stået for hjemlig hygge og strømpestrikning.
Perspektivet
i marthaforeningernes arbejde kan man ane sig til ud fra det første navn på den
kvindeforening, der skulle tage navnet Martha. Dens navn var Bildning i hemmet, men det navn blev
hurtigt stoppet af de russiske magthavere, for bildning, dannelse, lød det ikke farligt så sandt som dannelse,
uddannelse og oplysning var tre sider af samme sag? Sådant stads havde
fordrejet hovederne på folk i andre lande og skabt revolutioner, så det skulle
man sandelig ikke have for meget af i det russiske storfyrstendømme Finland.
Navnet
Martha, der henviser til skurekonen i Ny
Testamente, var derimod et velvalgt navn for en kvindeforening. Men Marthas
modpol, der tog sig af det åndelige, blev ikke glemt i foreningslivet. Hverken
i form af et obligatorisk lutheransk-religiøst islæt eller en verdslig
bestræbelse på at udvikle kvindernes bevidsthed om, at de havde en selvfølgelig
plads i nærsamfundet og i fædrelandet.
De temaer,
som blev taget op i foredrag og studiekredse i marthaforeningernes første
århundrede, var traditionelle i den forstand, at de handlede om at udvikle,
forfine og effektivisere kvindelige gøremål som madlavning, vask og rengøring.
Men de var også tidstypiske i den forstand, at de fulgte med i de nyeste tiltag
indenfor for eksempel sundhedspleje og hygiejne. Gennem marthaforeningerne
vandt de nye ideer hurtig udbredelse og anerkendelse. Hvor for eksempel fødder også
tidligere i bogstavelig forstand havde rangeret lavt, blev de nu løftet frem på
en skammel og gjort til genstand for særlig opmærksomhed og specialistpleje. Det
kom mange til at gå bedre af.
Vigtigst var
naturligvis hensynet til den nye generation, og her var oplysningen i
marthaforeningerne utvivlsomt med til at fremme et kolossalt fald i
børnedødeligheden, så Finland på dette område hurtigt kom med blandt verdens
førende nationer.
Temaer som
havebrug og madlavning kunne i de enkelte lokalforeninger udvikles gennem
foredrag, besøg i mønsterhaver og studierejser til Sverige. Med et blink i øjet
kan man med nogen ret påstå, at det i dag højt besungne nordiske køkken med økologiske produkter blev virkeliggjort længe
før kokkene på den verdenskendte københavnerrestaurant Noma havde fået deres
første klask i halen.
Velgørenhedsarbejde
til fordel for sognets socialt udsatte, men også i form af indsamlinger til for
eksempel det internationale Røde Kors var også en obligatorisk del af
programmet i marthaforeningerne.
Alt dette
arbejde udviklede naturligvis administrative færdigheder, som en del marthaer
nyttiggjorde igennem deltagelse i lokalsamfundets forskellige politiske
organer.
I mine øjne
har marthaernes dannelsesarbejde siden starten i 1899 bevirket større lighed,
større velstand og større lykke i Finland. Den bibelske skurekonen Martha
rejste sig fra sin gulvspand og blev en uundværlig del af det finske oplysningsprojekt,
som var med til at ændre verden i en demokratisk retning, hvor søsterskab blev
løftestang for nye indsigter og nye praktiske tiltag til gavn og glæde for
marthaerne selv og deres medmennesker.
Havde de
russiske administratorer i Finland, som arbejdede under den årvågne,
dobbelthovede ørns mærke, haft bare den mindste anelse om, at noget sådant var
blevet resultatet af foreningen med skurekonenavnet, havde den aldrig fået lov
til at opstå og brede sig.
Og skal vi
så vende tilbage til billedet af de europæiske statschefer!
Spørgsmålet
hvad disse mænd, hvis virke også kan føres tilbage til 1700-tallets
oplysningsarbejde, har udrettet, er det let at stille. Men svaret? Hvis vi ikke
skal fortabe os i detaljer, men se på tilstanden i EU lige nu, kan man nok
blive grebet af en let gysen. Statscheferne har gabt over meget, og de råder
over et kolossalt administrativt apparat til at holde tingene flydende. Men de
har ikke kunne forhindre, at de forskellige befolkningers tro på EU-projektet
som noget, der vil fremme lighed, velstand og lykke stadig rokkes og i nogle
tilfælde synes at smuldre fatalt. Se på arbejdsløsheden især blandt de unge, på
gældskrisen og på bankerne, hvis finansielle fiaskoer almindelige borgere skal
betale for. Det positive billede, som ansporede og samlede: medlemsstaternes
sikre vej mod øget velstand, var et korthus. Hvad samler nu? Det gamle
skræmmebillede af krig og ødelæggelse.
Fotografiet
af marthaerne fortæller om sammenhold, livsglæde og selvbevidsthed. Deres
historie viser, at de også vare kloge og forudseende. Billedet af statscheferne
udstråler selvhøjtidelighed. Historien viser, at ambitionerne ikke stod mål med
virkeligheden.
Der er en
verden til forskel mellem de to billeder. Det ene peger fremad. Det andet fortæller
om noget, der skal skjules og giver forventning om stagnation og nederlag.
Se på
billedet af Ludvig XVI. Pompøst og selvhøjtideligt, hvadbehager! Som bekendt
gik det ham ilde.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar