OLYMPISK FRED

Martti Ahtisaari, finsk fredsmægler og nobelpristager

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Fredelig kappestrid og kappestrid i fred var målet og forudsætningen for de moderne olympiske lege, som den franske baron Pierre de Coubertin grundlagde og for første gang fik afholdt i 1896 i Athen. Bag legene lå blandt andet den tanke, at undervisning i idræt gik hånd i hånd med en forbedring af unge menneskers uddannelse og generelt bidrog til deres udvikling. Konkurrencen mellem atleterne skulle være international, og ideen fik momentum af samtidens voksende interesse for antikkens panhellenske lege, som blandt andet var blevet afholdt i Delphi og i Olympia, og som arkæologerne netop da fandt vidnesbyrd om. 

Fred skulle også herske mellem de græske stater, der i antikken sendte atleter til legene. Men det hørte med, at mange af disciplinerne, de kæmpede i, ikke kunne adskilles fra den tids krigsførelse. Fx skulle en god kriger kunne løbe både hurtigt og langt, kaste spyd og slynge tunge genstande mod fjenden. Jo hurtigere og længere des bedre. Set i denne sammenhæng var brydning og nævefægtning naturlige discipliner.

Det kunne gå voldsomt til, men grundlæggende skulle legene afvikles fredeligt og i fred, hvad der altså blev en vigtig del af den moderne olympiske bevægelses idégrundlag.

I dag skriver vi den 25. februar 2014. Det er således 1.621 år siden, de sidste antikke olympiske lege blev afholdt. Det er 118 år efter de første moderne olympiske lege og 2 dage efter afslutningen af årets vinterolympiade i Sochi. Hvor alt åbenbart er gået fredeligt til. Lige fra curling, som – tilgiv mig denne nederdrægtige flyvetanke: mest af alt minder om en idrætsgren for understimulerede husmødre, hvis sådan nogle endnu findes – til ishockey, hvor korporlige voldsomheder er en del af spillet.

Også den russiske præsident Vladimir Putin, hvis zaristiske ambitioner i forhold til den menige russer legene har banket fast med syvtommersøm, har holdt sig i skindet. Jeg tænker naturligvis på situationen i Ukraine, specielt i Kiev. Her er det gået voldsomt til, og hvem tror, at voldsomhederne nødvendigvis ophører med Viktor Janukovitjs flugt og anklagen mod ham for massemord, og frigivelsen af Julia Timosjenko, som også har været en mester i at mele sin egen kage?

Nyhedsformidlingen har i de to sidste dage, altså siden olympiaden sluttede, gang på gang manet en offensiv russisk indblanding i jorden som utænkelig. Paradoksalt nok er indblanding altså gang på gang tænkt som en mulighed. At Rusland ikke skulle sætte alt ind på at vinde det tabte terræn tilbage er nemlig en urimelig tanke, for uden Ukraine vil en genskabelse af et russisk økonomisk og militært imperium være umuliggjort. Som imperiebyggere kan Rusland, EU og USA spejle sig i hinanden. Her har den ene ikke noget at lade den anden høre.

At forene stormagternes interesser er en disciplin, som for præcis et hundrede år siden spillede fatalt fallit. De herskende manglede indsigt i den geopolitiske virkelighed og respekt for samarbejdspartneren – ja netop! samarbejdspartneren, ikke modstanderen eller fjenden.

Benævner man sin kontrapart sådan, bliver han det.

Lad os tro på diplomati og forhandlinger, og hvorfor ikke under finsk ledelse? For er der noget, Finland har både lært og praktiseret siden afslutningen af de finsk-sovjetiske krige i 1944, så er det at omgås den russiske bjørn med kløgt og varsomhed, så begge parter får mest muligt ud af naboskabet. Nobelpristageren og fhv. præsident Martti Ahtisaari er et godt bud på en finsk diplomat, der med respekt og indsigt har løst vanskelige internationale problemer.

Så måske har vi alligevel for sidste gang set de ukrainske demonstranter dyrke de olympiske discipliner kast, nærkamp og hurtigløb i Kievs gader. Med fredelig kappestrid havde det dog intet at gøre. Det vil det heller ikke have, hvis det utænkelige sker efter ophøret af den olympiske fred. For så kan det blive mod russiske kampvogne.

ANNONCE:

DEN RENE KOMEDIE

Pernille og herskabet, folketeatret.dk

 PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

I sidste akt af Ludvig Holbergs første komedie, Den politiske Kandstøber fra 1722, kravler hovedpersonen, Herman von Bremen, op på en stol med et reb om halsen.

Han vil hænge sig.

Hans vildeste drømme er gået i opfyldelse, han blev borgmester i sin by. Men med hvilket resultat? Alt gik i skuddermudder. Han fik aldrig greb om magten, som han ikke alene ikke forstod spillereglerne for. Han forstod heller ikke, at han var blevet taget ved næsen og trukket ind i en intrige, hvis mål det var at knække ham. Og at han derfor i virkeligheden kun var borgmester på skrømt.

Komedien er ofte blevet misforstået som en formaning til gemene mand om, at han ikke skal blande sig i politik, for det har han, det fremgår af stykket, ikke en brik forstand på.

Jeg er kommet til at tænke på denne Holbergkomedie af to grunde: Den ene er en aktuel opførelse af samme forfatter, nemlig af Den Stundesløse. Den anden er den løbende komedie, som udspiller sig på Christiansborg, sædet for Danmarks lovgivende forsamling og for regeringen.

Jeg så Den Stundesløse på Folketeateret i afvigte uge, da jeg var i København. Stykket handler om stundesløshed og pedanteri – eller på moderne dansk: om stress og nørderi.

Omdrejningspunktet for hele balladen, der mod alle odds ender med en løsning, der forener fornuft med følelser, er tjenestepigen Pernille. Hun har en strategi, kender sig selv og sin omverden og kan virkelig få sat sagerne i gang og på plads. Fra første øjeblik friede hun, spillet strålende af Cecilie Stenspil, til publikums lattermuskler, og de andre i ensemblet fulgte trop, så der næsten ikke var pause i grineriet. Hæsblæsende fra start til slut. At skuespillerne gentagende gange påstod, at stykket var fra 1723, virkede som det pure opspind. Altså ren løgn. Jeg så det som et nutidigt stykke i lidt gamle gevandter.

I Christiansborgkomedien er derimod intet på plads. I afvigte uge, da jeg altså var i Danmarks hovedstad, udspillede der sig to scener i den løbende komedie med Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne i hovedrollerne. Sidstnævnte reagerede som en flok forvildede høns på den hån, spot og latterliggørelse, som den netop udkomne pamflet, Den hemmelige socialdemokrat, spyede ud over partiet.

Det var faktisk ikke langt fra, at jeg i denne forbindelse kom til at tænke på reaktionerne på Kurt Westergaards tegning af Profeten Muhammed.

En god latter som reaktion ville have været udtryk for, at Socialdemokraterne havde styr på tingene i deres parti. Og at alt det om topstyring af forkvinden på stiletterne, om Corydon som hendes livlæge og om de tre kaffeklubber, der indbyrdes kæmper om nogle lunser, de kan vise frem som politiske sejre, er løgn og bagtalelse brygget sammen af partiets ydre fjender.

Nu tilbageviste de panikagtige reaktioner, blandt andet klapjagten på en arm forfattersynder i socialdemokraternes egen kreds og den hysteriske kø af folketingsmedlemmer ved håndvasken, enhver tanke om orden og målbevidsthed, kendskab til omverdenen og egenkundskab som en illusion.

Ligesom det har vist sig som en illusion, at partiforkvinden, Helle Thorning-Schmidts hjerte, hvad hun engang i en politisk udmelding påstod - og det bliver nok det eneste, jeg kommer til at kunne huske hende ordret for, sidder til venstre.

Hvilket usøgt leder til et andet dictum, der afslørede sig som falsk, da det blev prøvet på virkeligheden. Det blev møntet af Socialistisk Folkepartis med vanære afdankede ordfører, Annette Vilhelmsen med tænderne. Før sine erfaringer fra regeringens maskinrum, som det hedder på Christiansborgslang, lovede hun som bekendt at bide sig fast i forhandlingsbordet for at få sine synspunkter igennem.

Sådan noget gør nas i gebisset, og tænderne knækker let, det ved alle, der har bidt i en bordkant. Men Annette Vilhelmsens tænder så, da jeg sidst studerede hende evige smil i TV, ikke ud til at være det mindste slidt eller have lidt nogen som helst skade.

Rent grin bliver det, hvis Pia Olsen Dyhr, en politiker med troværdighed og erfaring og nu sikker på at blive kåret til SF’s nye partiforkvinde, snart spurter forbi Socialdemokraterne. Og både Enhedslisten og SF bliver større end dette skamslidte parti, der engang kunne samle danskerne.

Jeg skrev i indledningen, at Holbergkomedien Den politiske Kandstøber ikke var en formaning til den gemene mand om at blande sig uden om politik, fordi han ikke har forstand på den slags. Læser man komediens sidste fire linjer, hvor Holberg spidser moralen til, og giver man sig tid til at tænke sig om, er det indlysende, at Holbergs brod er møntet på uduelighed i al almindelighed:

Thi naar en Kandestøber til

Bormesters Embed løber,

Er som naar Stats-Mand blive vil

I hast en Kandestøber.

Ovenstående bevingede ord er på ingen måde et andet udtryk for det bekendte mundheld om, at skomageren skal blive ved sin læst.

Det handler om, at den, der vil bestride et håndværk med held – det være sig det politiske eller kandestøberiet, skal sætte sig ind i sagforholdene. En god håndværker bliver man ikke i en hast. Man skal ikke alene kende sine egne egenskaber, fx sine retoriske evner eller sine tommelfingres mængde, man skal vide noget om materialer, have ideer og kunne styre processen fra tanke til virkeliggørelse i en kontrær omverden. Sådanne egenskaber gav Ludvig Holberg sin Pernille i komedien Den Stundesløse. En kvinde, oven i købet en tjenestepige, der snoede mandsverdenen om sin lillefinger!

Jamen det kunne man da ikke skrive om på den tid. I 1723. I enevældens og patriarkatets glansperiode. Eller som kumpanen Oldfux formulerer det i 1. akt, scene 9:

Hillemænt! det er alt for store Anslag for en Piige, som du est.

Minsandten om ikke dagens danske politik trænger til store anslag. Det er ikke fra maskinrummet, hvor alt er underlagt den noksom bekendte nødvendigheds tyranni, den føres. Det er fra kommandobroen.

Og kommandobroen er i dag sørgeligt tom.

Tør man håbe på, at Pia Olsen Dyhr forstår vindens retning og kan få fyldt sejlene? Hun kunne starte med at gå i Folketeateret og studere Pernille i Cecilie Stenspils forførende skikkelse.

Minsandten, de to kan deres kram!

ANNONCE: