![]() |
Pernille og herskabet, folketeatret.dk |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
I sidste akt af Ludvig
Holbergs første komedie, Den politiske Kandstøber
fra 1722, kravler hovedpersonen, Herman von Bremen, op på en stol med et reb om
halsen.
Han vil
hænge sig.
Hans
vildeste drømme er gået i opfyldelse, han blev borgmester i sin by. Men med
hvilket resultat? Alt gik i skuddermudder. Han fik aldrig greb om magten, som
han ikke alene ikke forstod spillereglerne for. Han forstod heller ikke, at han
var blevet taget ved næsen og trukket ind i en intrige, hvis mål det var at
knække ham. Og at han derfor i virkeligheden kun var borgmester på skrømt.
Komedien er
ofte blevet misforstået som en formaning til gemene mand om, at han ikke skal
blande sig i politik, for det har han, det fremgår af stykket, ikke en brik
forstand på.
Jeg er
kommet til at tænke på denne Holbergkomedie af to grunde: Den ene er en aktuel opførelse
af samme forfatter, nemlig af Den
Stundesløse. Den anden er den løbende komedie, som udspiller sig på
Christiansborg, sædet for Danmarks lovgivende forsamling og for regeringen.
Jeg så Den Stundesløse på Folketeateret i
afvigte uge, da jeg var i København. Stykket handler om stundesløshed og
pedanteri – eller på moderne dansk: om stress og nørderi.
Omdrejningspunktet
for hele balladen, der mod alle odds ender med en løsning, der forener fornuft med
følelser, er tjenestepigen Pernille. Hun har en strategi, kender sig selv og
sin omverden og kan virkelig få sat sagerne i gang og på plads. Fra første
øjeblik friede hun, spillet strålende af Cecilie Stenspil, til publikums
lattermuskler, og de andre i ensemblet fulgte trop, så der næsten ikke var pause
i grineriet. Hæsblæsende fra start til slut. At skuespillerne gentagende gange
påstod, at stykket var fra 1723, virkede som det pure opspind. Altså ren løgn.
Jeg så det som et nutidigt stykke i lidt gamle gevandter.
I
Christiansborgkomedien er derimod intet på plads. I afvigte uge, da jeg altså
var i Danmarks hovedstad, udspillede der sig to scener i den løbende komedie
med Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne i hovedrollerne. Sidstnævnte
reagerede som en flok forvildede høns på den hån, spot og latterliggørelse, som
den netop udkomne pamflet, Den hemmelige
socialdemokrat, spyede ud over partiet.
Det var faktisk
ikke langt fra, at jeg i denne forbindelse kom til at tænke på reaktionerne på
Kurt Westergaards tegning af Profeten Muhammed.
En god
latter som reaktion ville have været udtryk for, at Socialdemokraterne havde
styr på tingene i deres parti. Og at alt det om topstyring af forkvinden på
stiletterne, om Corydon som hendes livlæge og om de tre kaffeklubber, der
indbyrdes kæmper om nogle lunser, de kan vise frem som politiske sejre, er løgn
og bagtalelse brygget sammen af partiets ydre fjender.
Nu tilbageviste
de panikagtige reaktioner, blandt andet klapjagten på en arm forfattersynder i
socialdemokraternes egen kreds og den hysteriske kø af folketingsmedlemmer ved
håndvasken, enhver tanke om orden og målbevidsthed, kendskab til omverdenen og
egenkundskab som en illusion.
Ligesom det har
vist sig som en illusion, at partiforkvinden, Helle Thorning-Schmidts hjerte, hvad hun engang i en politisk
udmelding påstod - og det bliver nok det eneste, jeg kommer til at kunne huske
hende ordret for, sidder til venstre.
Hvilket usøgt
leder til et andet dictum, der afslørede sig som falsk, da det blev prøvet på
virkeligheden. Det blev møntet af Socialistisk Folkepartis med vanære afdankede
ordfører, Annette Vilhelmsen med tænderne. Før sine erfaringer fra regeringens
maskinrum, som det hedder på Christiansborgslang, lovede hun som bekendt at bide sig fast i forhandlingsbordet
for at få sine synspunkter igennem.
Sådan noget gør
nas i gebisset, og tænderne knækker let, det ved alle, der har bidt i en
bordkant. Men Annette Vilhelmsens tænder så, da jeg sidst studerede hende evige
smil i TV, ikke ud til at være det mindste slidt eller have lidt nogen som
helst skade.
Rent grin
bliver det, hvis Pia Olsen Dyhr, en politiker med troværdighed og erfaring og
nu sikker på at blive kåret til SF’s nye partiforkvinde, snart spurter forbi Socialdemokraterne.
Og både Enhedslisten og SF bliver større end dette skamslidte parti, der engang
kunne samle danskerne.
Jeg skrev i
indledningen, at Holbergkomedien Den
politiske Kandstøber ikke var en formaning til den gemene mand om at blande
sig uden om politik, fordi han ikke har forstand på den slags. Læser man
komediens sidste fire linjer, hvor Holberg spidser moralen til, og giver man sig
tid til at tænke sig om, er det indlysende, at Holbergs brod er møntet på
uduelighed i al almindelighed:
Thi naar en Kandestøber
til
Bormesters Embed løber,
Er som naar Stats-Mand
blive vil
I hast en Kandestøber.
Ovenstående
bevingede ord er på ingen måde et andet udtryk for det bekendte mundheld om, at
skomageren skal blive ved sin læst.
Det handler
om, at den, der vil bestride et håndværk med held – det være sig det politiske
eller kandestøberiet, skal sætte sig ind i sagforholdene. En god håndværker
bliver man ikke i en hast. Man skal ikke alene kende sine egne egenskaber, fx
sine retoriske evner eller sine tommelfingres mængde, man skal vide noget om
materialer, have ideer og kunne styre processen fra tanke til virkeliggørelse i
en kontrær omverden. Sådanne egenskaber gav Ludvig Holberg sin Pernille i
komedien Den Stundesløse. En kvinde,
oven i købet en tjenestepige, der snoede mandsverdenen om sin lillefinger!
Jamen det
kunne man da ikke skrive om på den tid. I 1723. I enevældens og patriarkatets
glansperiode. Eller som kumpanen Oldfux formulerer det i 1. akt, scene 9:
Hillemænt! det er alt
for store Anslag for en Piige, som du est.
Minsandten
om ikke dagens danske politik trænger til store anslag. Det er ikke fra
maskinrummet, hvor alt er underlagt den noksom bekendte nødvendigheds tyranni, den føres. Det er fra kommandobroen.
Og
kommandobroen er i dag sørgeligt tom.
Tør man håbe
på, at Pia Olsen Dyhr forstår vindens retning og kan få fyldt sejlene? Hun
kunne starte med at gå i Folketeateret og studere Pernille i Cecilie Stenspils
forførende skikkelse.
Minsandten,
de to kan deres kram!
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar