DEN RENE KOMEDIE

Pernille og herskabet, folketeatret.dk

 PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

I sidste akt af Ludvig Holbergs første komedie, Den politiske Kandstøber fra 1722, kravler hovedpersonen, Herman von Bremen, op på en stol med et reb om halsen.

Han vil hænge sig.

Hans vildeste drømme er gået i opfyldelse, han blev borgmester i sin by. Men med hvilket resultat? Alt gik i skuddermudder. Han fik aldrig greb om magten, som han ikke alene ikke forstod spillereglerne for. Han forstod heller ikke, at han var blevet taget ved næsen og trukket ind i en intrige, hvis mål det var at knække ham. Og at han derfor i virkeligheden kun var borgmester på skrømt.

Komedien er ofte blevet misforstået som en formaning til gemene mand om, at han ikke skal blande sig i politik, for det har han, det fremgår af stykket, ikke en brik forstand på.

Jeg er kommet til at tænke på denne Holbergkomedie af to grunde: Den ene er en aktuel opførelse af samme forfatter, nemlig af Den Stundesløse. Den anden er den løbende komedie, som udspiller sig på Christiansborg, sædet for Danmarks lovgivende forsamling og for regeringen.

Jeg så Den Stundesløse på Folketeateret i afvigte uge, da jeg var i København. Stykket handler om stundesløshed og pedanteri – eller på moderne dansk: om stress og nørderi.

Omdrejningspunktet for hele balladen, der mod alle odds ender med en løsning, der forener fornuft med følelser, er tjenestepigen Pernille. Hun har en strategi, kender sig selv og sin omverden og kan virkelig få sat sagerne i gang og på plads. Fra første øjeblik friede hun, spillet strålende af Cecilie Stenspil, til publikums lattermuskler, og de andre i ensemblet fulgte trop, så der næsten ikke var pause i grineriet. Hæsblæsende fra start til slut. At skuespillerne gentagende gange påstod, at stykket var fra 1723, virkede som det pure opspind. Altså ren løgn. Jeg så det som et nutidigt stykke i lidt gamle gevandter.

I Christiansborgkomedien er derimod intet på plads. I afvigte uge, da jeg altså var i Danmarks hovedstad, udspillede der sig to scener i den løbende komedie med Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne i hovedrollerne. Sidstnævnte reagerede som en flok forvildede høns på den hån, spot og latterliggørelse, som den netop udkomne pamflet, Den hemmelige socialdemokrat, spyede ud over partiet.

Det var faktisk ikke langt fra, at jeg i denne forbindelse kom til at tænke på reaktionerne på Kurt Westergaards tegning af Profeten Muhammed.

En god latter som reaktion ville have været udtryk for, at Socialdemokraterne havde styr på tingene i deres parti. Og at alt det om topstyring af forkvinden på stiletterne, om Corydon som hendes livlæge og om de tre kaffeklubber, der indbyrdes kæmper om nogle lunser, de kan vise frem som politiske sejre, er løgn og bagtalelse brygget sammen af partiets ydre fjender.

Nu tilbageviste de panikagtige reaktioner, blandt andet klapjagten på en arm forfattersynder i socialdemokraternes egen kreds og den hysteriske kø af folketingsmedlemmer ved håndvasken, enhver tanke om orden og målbevidsthed, kendskab til omverdenen og egenkundskab som en illusion.

Ligesom det har vist sig som en illusion, at partiforkvinden, Helle Thorning-Schmidts hjerte, hvad hun engang i en politisk udmelding påstod - og det bliver nok det eneste, jeg kommer til at kunne huske hende ordret for, sidder til venstre.

Hvilket usøgt leder til et andet dictum, der afslørede sig som falsk, da det blev prøvet på virkeligheden. Det blev møntet af Socialistisk Folkepartis med vanære afdankede ordfører, Annette Vilhelmsen med tænderne. Før sine erfaringer fra regeringens maskinrum, som det hedder på Christiansborgslang, lovede hun som bekendt at bide sig fast i forhandlingsbordet for at få sine synspunkter igennem.

Sådan noget gør nas i gebisset, og tænderne knækker let, det ved alle, der har bidt i en bordkant. Men Annette Vilhelmsens tænder så, da jeg sidst studerede hende evige smil i TV, ikke ud til at være det mindste slidt eller have lidt nogen som helst skade.

Rent grin bliver det, hvis Pia Olsen Dyhr, en politiker med troværdighed og erfaring og nu sikker på at blive kåret til SF’s nye partiforkvinde, snart spurter forbi Socialdemokraterne. Og både Enhedslisten og SF bliver større end dette skamslidte parti, der engang kunne samle danskerne.

Jeg skrev i indledningen, at Holbergkomedien Den politiske Kandstøber ikke var en formaning til den gemene mand om at blande sig uden om politik, fordi han ikke har forstand på den slags. Læser man komediens sidste fire linjer, hvor Holberg spidser moralen til, og giver man sig tid til at tænke sig om, er det indlysende, at Holbergs brod er møntet på uduelighed i al almindelighed:

Thi naar en Kandestøber til

Bormesters Embed løber,

Er som naar Stats-Mand blive vil

I hast en Kandestøber.

Ovenstående bevingede ord er på ingen måde et andet udtryk for det bekendte mundheld om, at skomageren skal blive ved sin læst.

Det handler om, at den, der vil bestride et håndværk med held – det være sig det politiske eller kandestøberiet, skal sætte sig ind i sagforholdene. En god håndværker bliver man ikke i en hast. Man skal ikke alene kende sine egne egenskaber, fx sine retoriske evner eller sine tommelfingres mængde, man skal vide noget om materialer, have ideer og kunne styre processen fra tanke til virkeliggørelse i en kontrær omverden. Sådanne egenskaber gav Ludvig Holberg sin Pernille i komedien Den Stundesløse. En kvinde, oven i købet en tjenestepige, der snoede mandsverdenen om sin lillefinger!

Jamen det kunne man da ikke skrive om på den tid. I 1723. I enevældens og patriarkatets glansperiode. Eller som kumpanen Oldfux formulerer det i 1. akt, scene 9:

Hillemænt! det er alt for store Anslag for en Piige, som du est.

Minsandten om ikke dagens danske politik trænger til store anslag. Det er ikke fra maskinrummet, hvor alt er underlagt den noksom bekendte nødvendigheds tyranni, den føres. Det er fra kommandobroen.

Og kommandobroen er i dag sørgeligt tom.

Tør man håbe på, at Pia Olsen Dyhr forstår vindens retning og kan få fyldt sejlene? Hun kunne starte med at gå i Folketeateret og studere Pernille i Cecilie Stenspils forførende skikkelse.

Minsandten, de to kan deres kram!

ANNONCE: