DIGINATIVER OG TAKTILISTER

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Jeg har læst et nyt, dansk ord, diginative. Så  vidt jeg forstår min Wikipedia, må det være afledt af digital native, der i 2001 blev præget af Marc Prensky med bogen Digital Natives, Digital Immigrants.

Nu har det fået en dansk form, bestemtheds- og flertalsbøjningerne  diginativen og diginativerne ligger lige for. Udtalen på tilnærmet engelsk går ubesværet i ubestemt ental, de andre former må man nok vænne sig lidt til, for de danske endelser vil ikke udtales på engelsk. Det bliver altså som i tilfældet roastbeef, roastbeaferne. En sær blanding af engelsk og dansk, men i mine ører lyder denne løsning i hvert fald bedre end den pæredanske rostbøf, rostbøfferne, der mest har klang af en snobbenedadjoke.

Det lykkedes mig ikke at google mig til et eneste dansk hit med hverken diginative, diginativen, diginativer eller diginativerne. Men nu findes ordene altså, på nettet.

Førnævnte engelske kilde definerer en digital native som en person, som er vokset op med den digitalteknologiske udvikling eller er født omkring to tusindtallet, da digitalteknologien slog igennem, og som fortrinsvis og ubesværet anvender denne teknologi.

Modbegrebet eller antonymet er digital immigrant (dansk: digitalimmigrant), der defineres som en person født før digitalteknologien, som han anvender sporadisk.

Og så er der naturligvis digitalignoranten (også med dansk udtale). Ham er der ikke meget liv i, det blev til nogle få tusind hits på google, mens digital native scorede millionvis.

Det er en tendens til fordel for diginativerne, der er svær at afvise med, at den er udledt af et digitalt medie. På den måde set er folk, der som taktilister (fra latin tactilis afledt af tangere, røre, berøre) klamrer sig til papir i troen på, at ord bliver mere konkrete via dette medie end på en skærm, i dag totalt agterudsejlede. Taktilisterne er som børn, der skal røre og smage på alt, de er som drøvtyggende køer på en sommereng, mens digitalnativerne reflekterer, diskuterer og skaber hurtigt.

Herover sukker taktilisterne. Ingen ting bliver gjort færdigt! Ingen ordentlige analyser. Intet er seriøst!

Jamen er det ikke herligt! Noget kan noget, noget andet kan noget andet.

Hvis taktilister i alle lande tror, at de kan redde verden, må de se at forene sig i en offensiv! Og hvorfor ikke starte med en facebookgruppe under navnet taktilisme?

PS Ordene taktilist og taktilisme er i øvrigt splinter nye. Jeg svedte dem netop ud i sommervarmens plus 30 grader.

ANNONCE:

 

FODRING TILLADT

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Vi var på besøg i Danmark og havde bestemt os for et stop ved Nyborg Slot, middelalderborgen med ni hundrede år på bagen, sæde for danehofferne, hvor rigets stormænd mødtes med kongen. I midten af 1500-tallet blev borgen udbygget til en af Danmarks stærkeste fæstninger. Forfaldet af den firfløjede bygning begyndte hundrede år senere efter Svenskekrigene.

– Og, fortsatte jeg belæringen af min ledsager, da vi vel ude af bilen så de røde borgmure rejse sig på den anden side af voldgraven, – på den måde spejler Nyborg Slot danmarkshistorien, der i en nøddeskal er en tabshistorie.

Tag vikingeriget med besiddelser i England og Valdemarernes baltiske herredømme. Kalmarunionen med dansk konge. Alt tabt. Svenskekrigenes tab af Skånelandene. 1800-tallets tab af handelsflåden til England, af Norge til Sverige, af Sønderjylland til Tyskland.

– Og så videre, og så videre, sagde hun. – Men I overlevede jo som et nationalt stolt land.,

– Jep! svarede jeg. – Og det beror på oplysningen og troen på den enkeltes omdømme. Vi kan ræsonnere og ved, hvor grænsen går. Det skaber tillid, så vi ikke behøver alle de regler. Se for eksempel på...

– Sverige, indskød hun.

– Ja, og Tyskland. Du ved, hvad det første var, jeg lærte i tysk: In Deutschland ist alles verboten, was nicht ausdrücklich gestattet ist. Sondern in Dänemark...

– Ja, ja, du har sagt det tusinde gange. In Dänemark ist alles gestattet, was nicht ausdrücklich verboten ist.

– Nemlig, og det gælder også Sverige!

– Ja, de regler, svarede hun og gik over græsset mod broen over voldgraven. Under den snadrede ænderne. På den anden side vejede Danneborg på sin femogtyve meter høje stang.

– Se ned, sagde hun.

Der var et skilt.

FODRING TILLADT,

meddelte det.

Hun nikkede frem for sig og gav mig et venligt klap på skulderen.

– Det var så den illusion, sagde hun bare.

ANNONCE:

 

ET SPØRGSMÅL OM ET PÆDAGOGISK LOS

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det var ganske vist, han havde selv hørt det i radioen, min finlandssvenske ven, oven i købet i nyhedsudsendelsen, hele to gange, endda, og nu skulle han så lige tjekke, om jeg, vennekredsens dansker, faktisk var obs på, at humanitære organisationer i Danmark nu får bøder, hvis de bistår hjemløse udlændinge med mad, overnatning, lægehjælp og lignende.

At politiet opsøger, vækker og stresser hjemløse udlændinge, hvis de forefindes overnattende i parker.

At mennesker fra den tredje verden, som gribes i at være syge, sovende eller siddende på et gadehjørne med et papkrus foran sig, fængsles og udvises, mens EU-borgere slipper med advarsler og bøder.

På den måde, refererede han fra nyhedsudsendelserne, skulle de fremmede finde ud af, at Danmark ikke er et hotel med frit ophold, og sådan belærte rejse videre til fx Sverige og andre lande med bedre muligheder for folk som dem.

– Agurketiden, sagde jeg hånligt, – kendes på, at Dansk Folkeparti bliver mediedarling i den finlandssvenske radio. Jeres egne Sandfinlændere...

Men her afbrød min ven mig med et teatralsk ha! og fortsatte:

– Synspunkterne blev ytret af en SOCIALDEMOKRAT, som er partiets retspolitiske ordfører.

Jeg var lige på nippet til at slå fast, at han havde fået solstik, for det var en meget varm dag, og foreslå, at vi fandt et roligt sted for at slappe af med en iskold hvedeøl med højt skum. Men han så for alvorlig ud, så jeg forsøgte at falde ind i hans høje stil og svarede belærende:

– Danske socialdemokrater har i partiets hundredårige historie altid hylder retten til at arbejde sig ud af fattigdommens svøbe og hjælper dem, der trænger, uanset køn, alder og hudfarve! Gennem fællesskab og solidaritet rejste de Danmark fra et samfund, hvor hjemløshed og sygdom var hver mands eje. De rige måtte vige samtidig med, at arbejderens værdighed udsprang af hans færdighed. Derfor blev der bygget skoler og hospitaler, så dem på bunden skulle kunne komme op og ikke lide nød og få en alt for tidlig død.

– Som du kan rime, svarede min ven helt uden beundring. Desværre rimer din lille forsvarstale for nævnte parti ikke med virkeligheden. Og hvis jeg lige må have lov til at fortsætte uden, at du afbryder mig med nye klicheer, så hedder nævnte retsordfører for SOCIALDEMOKRATERNE Trine Bramsen.

– Javel, sagde jeg.

– Og, fortsatte han triumferende, – for at det ikke skal være løgn, så googlede jeg på problemet fremmede i Danmark og fandt ud af, at de østeuropæere, som nu også DANSKE SOCIALDEMOKRATER åbenbart betragter som en laverestående race, der højst duer til at samle flasker og plukke bær, faktisk tilfører den danske statskasse næsten en milliard kroner om året.

– Javel, gentog jeg. – Hvem siger så det?

– Dansk Arbejdsgiverforening. Men – , sagde han og slog mig på skulderen, – i dag er en varm dag, gamle ven, skulle vi ikke finde et sted med en iskold øl?

– Eller to, korrigerede jeg ham. For at få det sidste ord, lissom.

På vejen kom vi forbi en rumænsk tigger iklædt tørklæde og trøjer. I de fremstrakte hænder et papkrus.

Mon et ordentligt los imod papkruset – et los så stort som det, den argentinske fodboldststjerne Messi drømte om udføre mod det tyske mål i søndagens kamp om guldet – – – mon Trine Bramsen ville betragte sådan et los – udført i Danmark, förstås – som en pædagogisk handling i socialdemokratiets tjeneste?

Hverken min ven eller jeg er socialdemokrater, så vi så vi lossede ikke, vi var jo heller ikke i Danmark, men gik pænt forbi. Og – skal jeg skamme mig over det? uden at give almisse.

ANNONCE: