TAL OG TALENT

?

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Rasmus er en ung mand i min omgangskreds. Han er god til at ta’ mennesker. Ikke bare dem på hans egen alder. Og min. Også børn og gamle. Man føler sig set af ham, han lytter og reflekterer. I hans selskab føler man sig altid velkommen, tryg og betydningsfuld. Desuden er han begavet med et smittende humør og evne til at gennemføre det, der engagerer ham.

Det gjorde lektielæsning på intet tidspunkt i hans gymnasietid. Der var så meget andet. I foråret kneb han sig gennem studentereksamen. Resultatet kunne han ikke bruge til noget –  ikke engang til at komme ind på den læreruddannelse, han med henvisning til ovennævnte egenskaber syntes, at han passede til, og havde lyst til.

Men nu er det så heldigt, at uddannelsesinstitutionen har ændret reglerne for optagelse. I stedet for at stirre sig blind på gennemsnittet indkalder man til en samtale. Her forsøger erfarne lærere og pædagoger at nå frem til, om kandidaten af andre grunde kan betragtes som velegnet til lærergerningen, som det lidt patetisk hedder.

Til trods for gennemsnittet blev Rasmus fundet velegnet, og han har netop påbegyndt uddannelsen. Om nogle år vil vi, der troede på ham som et menneske, hvis studie- og erhvervsidentitet ikke skulle bestemmes ud fra gennemsnittet af hans studentereksamen, finde ud af, om vi havde ret.

Jeg kom til at tænke på Rasmus under læsningen af Michael Bjerrings kronik i Dagbladet Information den 20. august 2014. Mor, er det okay, at jeg dropper universitetet? hedder den. Michael Bjerrings problem er det stik modsatte af Rasmus’. Hans

karaktergennemsnit på 11,8 fra gymnasiet gjorde det ugleset, at jeg ’bare’ ville være folkeskolelærer. Spild af talent, mente omverdenen.

Men i et sabbatår havde Michael taget et vikariat som lærer og fundet ud af, at det var det, han ville være. Sammenlignet med de højere uddannelser, hans topkarakterer havde banet vejen til: statskundskab, medicin, jura, er læreruddannelsen imidlertid lavstatus med et fald af ansøgere på 16 pct. i år, fortæller han i kronikken. I omgivelsernes øjne var han således i gang med at lade sit talent gå til spilde, han var uambitiøs og uden blik for de økonomiske og sociale fordele, der følger med en højere uddannelse.

I stedet tror han, at hans såkaldt lavere uddannelse som lærer opfylde hans lyst til fællesskab og forandring. Og at folk med højere uddannelse skulle være mere samfundsgavnlige end resten, anerkender han ikke.

Helt realistisk skriver han:

Der er jo brug for alle: Dygtige og passionerede akademikere, der bor i huse bygget af drevne tømrere, hvis børn får en god og solid uddannelse i folkeskolen af motiverede lærere og fagligt stærke pædagoger.

Jeg giver ham ret, det er ikke karaktergennemsnittet, der skal styre valg af uddannelse. Det skal engagementet, lysten, troen på, at man kan udrette noget. Det er den måde, man forholder sig til sin omverden på, der viser talentet.

Her mødes Rasmus og Michael.

I samme segment finder vi Albert Einstein, hvis resultater iflg. hans egen overbevisning ikke hidrørte fra særlige begavelser, men af hans talent til at være lidenskabeligt nysgerrig. Altså af den måde, han forholdt sig til sin omverden på.

En sådan egenskab giver næppe mange points til studentereksamen.

ANNONCE:

 

PRÆSIDENTMAGT OG SANDKASSEMODEL

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Finlands præsident, Sauli Niinistö, er gennem sine tillidsfremmende initiativer tilsyneladende begyndt at gå i sine store forgængeres spor. Her tænker jeg på de to statsmænd Juho Kusti Paasikivi og Urho Kaleva Kekkonen. Efter afslutningen af krigene mod Sovjetunionen stod de begge gennem indgåelse af den såkaldte venskabs- og bistandspagt i spidsen for opbygningen af Finlands fredelige og stabile forhold til den store nabo mod øst.

De mellemliggende præsidenter, Maunu Koivisto, Martti Ahtisaari og Tarja Halonen, har haft mindre udfordringer, og har derfor ikke haft de samme muligheder for at udfolde sig på diplomatiets slappe line.

Balancekunsten, som Paasikivi og Kekkonen bemestrede, består i i god tid at indse den fornuftige samtales nødvendighed og i at effektuere den i en situation, hvor alle ens følelser skriger til en om at smide noget i hovedet på den anden part: Nedsættende udtalelser, beskyldninger, fornærmelser, skældsord, trusler. Lagkager, hvis de er ved hånden.

En sådan resultatløs eller ligefrem destruktiv mudderkastning fulgt af en stadig optrappet handelskrig – fx forsøger EU at genere russiske oligarker (så de kan tage Putin i ørerne), mens Rusland boykotter EU-producerede og EU-støttede fødevarer (hvad der fører til destruktion af mad for hundredvis af millioner kroner) – har i forhold til den eskalerende krise ved Ukraines østgrænse i alt for høj grad været niveauet for EU’s udenrigspolitik. Andet har jeg ikke kunnet forstå gennem pressens præsentation af den.

Modellen, som passende kunne kaldes sandkassemodellen, kan illustreres således:

– Det er min spand!

– Vel er det ej!

– Du er dum!

– Det er du også!

– Min far er stærkere end din!

– Min storebror er stærkere end din far!

– Kom an, hvis du tør!

– Du er bare fej!

– Det kan du selv være!

– Av, det gør ondt!

– Der er mer’, hvor det kom fra!

– Du skal få tilbage, ska’ du!

– Nå så du sparker!

Og så videre.

Omkring tusind kilometer nord for grænsen mellem Ukraine og Rusland ligger Finland. Her har jeg med et par afbrud boet siden midten af halvfjerdserne. Det er ganske mange år, og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg kender meget få i dette land, som ikke ser med udpræget skepsis, frygt eller ligefrem had på den store nabo mod øst. Men jeg kender ingen, som ikke forstår situationens alvor. Og situationen i forhold til denne nabo er ALTID alvorlig. Jeg kender heller ingen, der ikke har indset, at den geopolitiske nødvendighed i form af den fælles grænse mellem to stater og to måder at opfatte verden på skal man altid se at få det bedste ud af. Det er en lærdom, finlænderne har draget af deres elskede republiks korte historie.

To nøgleord i opbyggelsen af det velfungerende forhold mellem Finland og Sovjetunionen/Rusland er samhandel og samtale.

Konsekvensen af samhandelen i form af konkrete produkter kunne af og til irritere mig voldsomt i mine første år her i Finland, fx grimme og dårligt fungerende sovjetisk producerede brødristere. Men jeg måtte snart indse, at jeg, helt elementært, i dem ristede brød i fredens tjeneste.

Hvad samtalen angår, blev jeg slået af, at diplomatisk samkvem på topniveau var karakteristisk for forholdet mellem de to stater. Ved forudanelsen af den mindste kurre på tråden gik hele apparatet i gang, stationsforstanderen fløjtede afgang for Moskvaekspressen, eller præsidenten hastede til lufthavnen. Genbesøg hørte til dagens orden.

Jeg sagde forudanelse, for netop at forgribe en beklagelig hændelse, så den ikke får lejlighed til at ligge i baghold, er en del af statsmandskunsten. Sagt med andre ord skal man aldrig lade sig tage på sengen, men altid have et beredskab. Vel at mærke af diplomatisk art.

Bättre att förekomma än att förekommas,

som et svensk her i Finland ofte brugt mundhel lyder.

Det har EU til fulde vist, at EU ikke har forstået. Samtidig vil jeg prise mig selv og verden lykkelig over, at EU ikke har et militært beredskab, for så kunne den dilettantisme, EU gennem sine halvhjertede udvidelsesfølere helt op til Ruslands grænser i rigeligt mål har demonstreret, kaste verden ud i endnu mere uoverskuelige kriser end den nuværende.

Hvad har Finlands præsident Sauli Niinistö så fået ud af sine samtaler, først i Sotsji og siden i Kiev med sine to præsidentkolleger? Det ved vi meget lidt om, men døren står nu på klem, som en tilfreds præsident udtrykte det ved ankomsten til Helsingfors i lørdags. Besøget var således en pointering af historiens lærdom, at det allervigtigste middel til at undgå misforståelser og løse konflikter er, at parterne faktisk træffes, indgår i en åben dialog. Og bliver ved med at træffes.

Vi ved også, at Niinistö gennem kendskab til sit lands historie ved, at ikke skældsord, trusler og handelskrig, men samtale og samhandel er de bedste midler til at løse konflikter. Så lad os gætte på, at han under sine besøg har haft netop denne viden med i sin bagage, og at hans præsidentkolleger har lyttet til ham og indset, at han ikke fører tom tale, fordi han gennem henvisning til et blomstrende Finland har ført tilstrækkeligt bevis for, at han har ret.

Den slags gør større indtryk end trusler, som enhver statsleder kan vride og vende til sin egen fordel, fx i et land, hvor fædrelandskærligheden og stoltheden over fædrelandet let slår over i en skræmmende nationalisme.

Præsident Niinistö har gjort, hvad det royale danske statsoverhoved efter Grundloven ikke har mulighed for. Så jeg skulle hilse og sige, at nogen fordel er der ved en republik med en stærk præsidentmagt.

ANNONCE:

 

FORKRAMPET TRYGHEDSNARKOMANI

Yazidiere på flugt

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Går Sverige ind for racisme?

Nej vel!

Eller for jødehad?

Absolut ikke!

Efterlever det farbror Hitlers retningslinjer med hensyn til religion og etnicitet?

Bevar mig vel! Hvor dumt kan man spørge?

Men engang for ikke så længe siden var det anderledes.

Læs for eksempel Elisabeth Åsbrinks biografisk baserede tidsdokument, som jeg gerne vil kalde en romanbiografi, Och i Wienerwald står träden kvar, om den trettenårige Otto fra Wien, hvis jødiske forældre næsten mirakuløst får lov til at sende deres dreng med en børnetransport til Sverige.

Hans held er, at han bliver regnet blandt de jødekristne, opvakte og tilpasningsbare børn.

For et begrænset antal, i alt et hundrede, af den slags fik i begyndelsen af 1939 med Jesus og den svenske kirke som mellemstation lov til at komme til Sverige for at tjene som karle og tjenestepiger. Deres redning lå den svenske ærkebiskop Erling Eidem varmt om hjertet. Ham var det, der tog initiativet.

Godt for kristendommen i Sverige, som fik tilført nogle sjæle, og for erhvervslivet.

Men jøder med jødisk tro var som sådanne ansvarlige for henrettelsen af Jesus og ikke velkomne.

Åsbrink gør et for længst glemt Sverige lyslevende. Det er ikke til at tro det, men man sorterede altså forfulgte børn efter religion og anså det for en kristen kærlighedspligt at udelukke børn, som ikke var opdraget i lutherdom og tro på en treenig gud.

Med kildehenvisninger er Elisabeth Åsbrinks bog, hvis centrale gestalt er den jødekristne dreng Otto, på 329 sider.

Dette var indledningen. Herpå følger et citat fra en kronik i Berlingske den 27.7.2014 af Inger Støjbjerg, medlem af Folketinget siden 2001 for Venstre, Danmarks Liberale Parti, og samme partis politiske ordfører. Kronikken er siden blevet diskuteret, for og imod, i et omfang, der langt må overgå det antal sider, Åsbrink har brugt til at fortælle om svensk racisme og religiøse fordomme i og omkring Anden Verdenskrig.

Støjbjerg skriver, at hun som udgangspunkt vil forskelsbehandle

dem, der kommer til Danmark [...] alt efter om det er en kristen amerikaner eller svensker og en muslimsk somalier eller pakistaner, der kommer hertil.

Kriterierne bag ærkebiskop Eidems udvælgelse af børn med ret til at komme ind i Sverige og dermed slippe for forfølgelse er diskutable, men handlingen i sig selv var god, og med eftertidens historiske erfaring kan vi nok konkludere, at uden hans og kirkens indsats var børnene gået den visse død i møde.

Inger Støjbjergs kriterier for udvælgelse af mennesker med ret til at komme til Danmark ligner de svenske, for også her drejer det sig om religion, uddannelse og formodet evne til tilpasning. Parat og omstillingsparat arbejdskraft. Med andre ord en ren gevinst for Danmark og et lige så stort tab for giverlandene, hvor disse mennesker næppe er truede på liv, ære og velfærd.

Samtidig ekskluderes, for igen at bruge Støjbjergs eksempler, muslimske somaliere og pakistanere.

Går de forfølgelse og den visse død i møde i deres hjemlande? Vi ved det ikke, for vi vil ikke vide af dem. De og deres slags passer ikke ind. Og at de skulle have et værd som mennesker, der berettiger dem til at indgå i det danske samfund, bliver i stadig mindre grad en del af agendaen i et Danmark, hvor forkrampet trykhedsnarkomani er ved at udvikle sig til en af de samfundsbærende værdier.

Dette leder til det afsluttende spørgsmål, om Inger Støjbjerg med sin plædering for at sortere indvandrere er en anstændig samtalepartner, der lever op til et af de grundlæggende principper, troen på lige menneskeværd, som det danske samfund gennem de sidste godt halvandet hundrede år er bygget på?

At mange formodes at mene som Inger Støjbjerg, og at hun på sit partis vegne er ude på stemmefiskeri, gør intet til sagen, for anstændighed er lige så lidt et spørgsmål om flertalsbeslutninger som mennesker på flugt en økonomisk gevinst.

ANNONCE: