FORKRAMPET TRYGHEDSNARKOMANI

Yazidiere på flugt

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Går Sverige ind for racisme?

Nej vel!

Eller for jødehad?

Absolut ikke!

Efterlever det farbror Hitlers retningslinjer med hensyn til religion og etnicitet?

Bevar mig vel! Hvor dumt kan man spørge?

Men engang for ikke så længe siden var det anderledes.

Læs for eksempel Elisabeth Åsbrinks biografisk baserede tidsdokument, som jeg gerne vil kalde en romanbiografi, Och i Wienerwald står träden kvar, om den trettenårige Otto fra Wien, hvis jødiske forældre næsten mirakuløst får lov til at sende deres dreng med en børnetransport til Sverige.

Hans held er, at han bliver regnet blandt de jødekristne, opvakte og tilpasningsbare børn.

For et begrænset antal, i alt et hundrede, af den slags fik i begyndelsen af 1939 med Jesus og den svenske kirke som mellemstation lov til at komme til Sverige for at tjene som karle og tjenestepiger. Deres redning lå den svenske ærkebiskop Erling Eidem varmt om hjertet. Ham var det, der tog initiativet.

Godt for kristendommen i Sverige, som fik tilført nogle sjæle, og for erhvervslivet.

Men jøder med jødisk tro var som sådanne ansvarlige for henrettelsen af Jesus og ikke velkomne.

Åsbrink gør et for længst glemt Sverige lyslevende. Det er ikke til at tro det, men man sorterede altså forfulgte børn efter religion og anså det for en kristen kærlighedspligt at udelukke børn, som ikke var opdraget i lutherdom og tro på en treenig gud.

Med kildehenvisninger er Elisabeth Åsbrinks bog, hvis centrale gestalt er den jødekristne dreng Otto, på 329 sider.

Dette var indledningen. Herpå følger et citat fra en kronik i Berlingske den 27.7.2014 af Inger Støjbjerg, medlem af Folketinget siden 2001 for Venstre, Danmarks Liberale Parti, og samme partis politiske ordfører. Kronikken er siden blevet diskuteret, for og imod, i et omfang, der langt må overgå det antal sider, Åsbrink har brugt til at fortælle om svensk racisme og religiøse fordomme i og omkring Anden Verdenskrig.

Støjbjerg skriver, at hun som udgangspunkt vil forskelsbehandle

dem, der kommer til Danmark [...] alt efter om det er en kristen amerikaner eller svensker og en muslimsk somalier eller pakistaner, der kommer hertil.

Kriterierne bag ærkebiskop Eidems udvælgelse af børn med ret til at komme ind i Sverige og dermed slippe for forfølgelse er diskutable, men handlingen i sig selv var god, og med eftertidens historiske erfaring kan vi nok konkludere, at uden hans og kirkens indsats var børnene gået den visse død i møde.

Inger Støjbjergs kriterier for udvælgelse af mennesker med ret til at komme til Danmark ligner de svenske, for også her drejer det sig om religion, uddannelse og formodet evne til tilpasning. Parat og omstillingsparat arbejdskraft. Med andre ord en ren gevinst for Danmark og et lige så stort tab for giverlandene, hvor disse mennesker næppe er truede på liv, ære og velfærd.

Samtidig ekskluderes, for igen at bruge Støjbjergs eksempler, muslimske somaliere og pakistanere.

Går de forfølgelse og den visse død i møde i deres hjemlande? Vi ved det ikke, for vi vil ikke vide af dem. De og deres slags passer ikke ind. Og at de skulle have et værd som mennesker, der berettiger dem til at indgå i det danske samfund, bliver i stadig mindre grad en del af agendaen i et Danmark, hvor forkrampet trykhedsnarkomani er ved at udvikle sig til en af de samfundsbærende værdier.

Dette leder til det afsluttende spørgsmål, om Inger Støjbjerg med sin plædering for at sortere indvandrere er en anstændig samtalepartner, der lever op til et af de grundlæggende principper, troen på lige menneskeværd, som det danske samfund gennem de sidste godt halvandet hundrede år er bygget på?

At mange formodes at mene som Inger Støjbjerg, og at hun på sit partis vegne er ude på stemmefiskeri, gør intet til sagen, for anstændighed er lige så lidt et spørgsmål om flertalsbeslutninger som mennesker på flugt en økonomisk gevinst.

ANNONCE: