FRA CYKELKLEMMER TIL F-16 FLY

Krigsinvalider fra 1864

PROFIL

Asger Albjerg       

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Uden egentlig at tænke over det afsluttede jeg min foregående blog med et lettere forvrænget citat fra et digt af Benny Andersen.

Det gav mig lyst til at genlæse digtet. Som tænkt så gjort. Det hedder På høje tid og er i år præcis halvtreds år gammelt.

Det er på tide

vandet koger

jorden brænder

verden venter

da Alexander var på Cæsars alder

var han allerede Den Store

da Cæsar var i min alder

var han allerede færdig

de spildte ikke tiden

tiden spildte ikke dem

de brugte tiden som en skjorte

sov med den på

spiste med den på

blev begravet i den

og her sidder jeg

holder avis

holder jul

holder igen

lader bedrifter gå min næse forbi

i håbløs restance med opdagelser

verden venter ikke

da Mozart var fem år

da Jesus var tolv

da Columbus lettede anker

da Homer

da Rembrandt

da Pasteur

da Darwin

da Dalgas

da Vinci

da Gama

Damokles

det er på høje tid

det er over tiden

min hat

min frakke

mine cykelspænder

det er nu eller aldrig

Umiddelbart læser jeg stadig, så mange år efter, digtet som nutidigt. Men er det, fordi jeg læser mig selv, mine erfaringer, de traditioner, jeg er vokset op med og hele mit verdensbillede ind i digtet? Er der sket en mentalitetshistorisk udvikling siden da?

Dets synsvinkel er det ikke til at gå fejl af. Det er den lille mands, men over ham svæver digteren, der ser ham over skulderen med et solidarisk-ironisk blik. På overfladen drejer livet sig om at blive til noget, at adskille sig fra mængden og slå sit navn fast i historien. Og dog ikke, for tidlig død blev den stolte krigsherres sold, læser vi, og rækken af betydningsfulde mænd er sprogligt kling-klang, der ender med en hentydning til det bekendte Damoklessværd, der som en anden faldøkse hænger over potentatens hoved. Og alligevel – alligevel er vores lille mand grebet af en ubændig lyst til at være med og komme frem, og sådan forsvinder han for vores blik som massemenneske i massen af cyklister på vej mod at vinde om ikke den hele, så dog en god bid af den halve verden. Tror han.

I et halvtreds-år-efter-perspektiv er det åbenbart, at manden er på vej ind i vores egen tid. Det er en tid, hvor det værste skældsord er taber, og hvor kampen om at komme frem og virkeliggøre sin individualitet ikke levner plads til hverken ironi over for andre og da slet ikke selvironi.

Enspænderen med spidse albuer skal man ikke skæmte med.

Men engang, før Danmark i starten af nullerne efter mange års pause igen blev en krigsførende nation, og stolthed, såvel den individuelle som den nationale, blev kærneværdierne i danskernes selvforståelse – engang var den ironiske skæmtefuldhed et kært nationalt karaktertræk. Jeg vil illustrere påstanden med en anekdote, sand eller usand, som vores matematiklærer i mellemskolen gav til bedste. Datoen har sikkert været enten den 4. eller den 5. maj, for på årsdagen for Danmarks befrielse kunne vi elever ofte plage os til et afbrud i undervisningen med et par anekdoter fra det virkelige liv.

Det var en gruppe, begyndte læreren, der havde været ude for at hente englændere og våben, der var blevet nedkastet. De lå bag i en ladvogn med nogle presenninger over sig. Det hele skulle give indtryk af en gartner og hans medhjælper, der var på vej til torvet med friske grøntsager. Uformodet dukker så en talstærk tysk patrulje op i det tidlige morgengry, og følgende replikskifte, som vi alle dengang forstod uden efterfølgende forklaring, fandt sted:

– Was haben Sie im Wagen? brøler den tyske befalingsmand og peger med sit afsikrede våben på de to danskere på førersædet af ladvognen. Rundt om den tager patruljen af tyske soldater opstilling med skudklare våben. Al modstand betyder sikker død og lemlæstelse.

Løbet er med andre ord kørt. Så hvad gør danskerne? Med et sideblik til hinanden og et skævt smil til overmagten lægger ham, der spiller gartneren, begge hænder på rattet og svarer:

– Engländer und Waffen, natürlich.

Den tyske befalingsmand sikrer sit våben og med en rasende grimasse i ansigtet brøler han:

– Fahren Sie weiter!

Ja, hvad skal man tilføje? Vi i klassen, som var opflasket med, at dansk humor og ironi havde været et effektivt våben til at få tyskerne til føle sig som idioter, behøvede ingen forklaring. Ironien er og bliver den lille mands våben, den store, med sømbeslåede støvler og knojern, har andre midler til at manifestere sig.

Med udgangspunkt i blandt andet denne påstand er det derfor ikke overraskende, at ironien er et så fremtrædende greb i Ole Bornedals aktuelle tv-serie 1864. I hvert fald som man kan aflæse det af de to første afsnit, der indtil i dag er blevet vist.

Om der er en ironisk tvist i gengivelsen af danskernes land, krigsdramaets egentlige hovedperson, skal jeg indtil videre lade være usagt. Givet er, at det fanges i nationalromantiske billeder af en landskabelig skønhed, som sjældent og måske aldrig er set på film, hvad da også mange anmeldere med anerkendelse har haft blik for.

At filmen med et ironisk filter fanger tidens nationalistiske patos er derimod faldet mange nynationalistiske politikere for brystet. De har ytret sig i pressen med blandt andet krav om, at manuskript og instruktion i statsstøttede produktioner for fremtiden skal synes af faghistorikere for at sikre objektivitet og korrekt gengivelse. – Ligesom i Nordkorea, tænker jeg ved mig selv, for den slags skal man ikke sige højt.

Men hvad er der egentlig, lyder mit spørgsmål, i denne sammenhæng at råbe hurra for? Det råb, der gjaldede trefoldigt i blandt andet den tids uovertrufne slager Dengang jeg drog af Sted og fulgte mange danske landsoldater ind i døden?

Ingen ting – måske med undtagelsen af landskabet, som vi formodentlig til sidst ser sønderrevet som de soldater, der meldte sig for at forsvare dets skønhed. For Danmarks nederlag på slagmarken den gang i 1864 indgår i én lang sammenhængende fortælling om nederlag på nederlag med den såkaldte Treårskrig (1848-51) som den første, uafgjorte station bagud. Siden må det være nok at opregne følgende årstal: 1814, 1807, 1801 og 1658 som markeringer af Danmarks vej fra europæisk stormagt til lilleputstat: Her adskilles Norge fra Danmark, flåden, Danmarks stolthed og kilde til landets rigdom, tabes til England, og provinserne øst for Øresund overgår til den svenske krone. Den, der vil gå længere tilbage i tiden på jagt efter flere nederlag, kan begrunde opløsningen af Kalmarunionen med hovedsæde i København, af østersøvældet og af vikingeriget med England som en af den danske kong Knuds besiddelser. I vor egen samtids totusindtal må det være tilstrækkeligt at nævne Libyen, Irak og Afghanistan, hvor missionernes påstande om fred og demokratiudbredelse så grundigt er blevet gjort til skamme.

Men Danmark er, som 1864 med et ironisk blik på al storhed, fortæller, nederlagets mester.

I en kostelig scene fremfører en gammel kaptajn følgende peptalk til en deling rekrutter:

Raske, danske drenge! I er endnu drenge, men I skal snart blive til mænd. Mænd! I er nu del af verdens bedste hær, den danske hær. I 1851 sejrede vi stort over den satans [tysker]. Men der har ikke kun været sejre. Ret skal være ret, den danske hær har også oplevet sine nederlag. For lige så nemt det er at fejre sin sejr, lige så svært er det at fejre nederlaget, men også her har den danske hær altid været den bedste, vi har altid kunnet fejre nederlaget, rejst os, børstet støvet af og med stolthed i blikket sagt: Ingen kan med så rank ryg tabe som os danske, for den danske soldat rejser sig altid fra støvet.

Talen bliver, skal jeg ikke glemme at anmærke, fremført med en ægtefølt national patos, der driver gæk med ordenes tilslørede alvor, for faktuelt har han ret, den gamle. Man sidder måbende, ved ikke, om man skal le eller græde.

Set med mine øjne peger den gamle officer på et Danmark, der i sin tradition, her udtrykt med en anakronistisk metafor, er cykelklemmernes forjættede land. Vi har tabt alt for meget på national og individuel opblæsthed, måske kan serien 1864 hjælpe os til at genopdage os selv i et perspektiv, hvor en tribut til medmenneskelighed og en ironisk distance til egen storhed tæller mere end dagens krigseventyr med F-16 fly i fjerntliggende lande.

Holder mine antagelser stik, er 1864 gennem sin æstetik en farlig serie for dem, der vil isolere Danmark og danskerne som Guds udvalgte med grænsebomme og fremmedhad.

ANNONCE: