PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Bogstavelige fortolkninger af religiøse
skrifter skal man holde sig fra! Det er noget fundamentalistisk hø, der fører
til grimme ting som for eksempel jihad, kvindeundertrykkelse og alle slags
krænkninger. En af de danskere, der oprigtigt har stridt imod en sådan
irrationel fanatisme, i daglig tale
kaldes fundamentalisme, er Søren Krarup, præst, forfatter og mangeårigt
folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.
En af hans
stærke indsatser og måske den med størst gennemslagskraft er udlægningen af det
Ny Testamentes lignelse om Den
barmhjertige Sameritaner. Den er nemlig på ingen måde en ligefrem fortælling
til efterfølgelse om uselvisk hjælp til et tilfældigt menneske i nød. Sådan en
forståelse, der tager teksten på ordet, er med de krarupske briller en politisk
og social mistolkning af Jesu ord, som hermed forvandles til humanisme og
humanitær ideologi. Og endnu værre: Den, der hjælper ifølge denne recept, er
prisgivet dæmonisk selvretfærdighed.
At holde sig
for god til den slags er blevet en mærkesag for den danske regering. Helt i
krarupsk ånd er den derfor nået frem til at tildele Danmark selv en tredjedel af det beløb, der på den
danske finanslov er afsat til ulandshjælp.
Ved denne
historiske beslutning har Danmark skabt intet mindre end epoke ved at komme ind
på førstepladsen blandt de lande i verden, der modtager dansk
udviklingsbistand.
Hvordan?
Jo, ved kort
og godt at lade pengene gå til at finansiere de mange flygtninge, der er kommet
til Danmark. Hjælp til selvhjælp, med andre ord. En virkeligt gennemtænkt og
jordnær, men også anderledes og kreativ fortolkning af begrebet om
udviklingsbistand. Så langt fra platfodet fundamentalisme, som man vist kan
komme.
Et stort halleluja for den krarupske ånd!
Men, som der
står i en gammel, meget jordnær sang i et skuespil om en melodi, der blev væk:
Det sku vær’ saa godt, og saa’
det faktisk skidt.
For mod alle
formodninger om at holde sig til den snævre vej har samme regering, der jo
ifølge sit program regerer i et kristent land, ind under jul brudt med sit antifundamentalistiske
princip og til egen skændsel og forfærdende platfodet efterlevet en af de velkendte
maksimer i Ny Testamente. Faktisk
kommer den samme tanke næsten enslydende frem i det mindste fem gange, nemlig i
Matthæus 25:29, Markus 4:25, Lukas 8:18, Lukas 12:48 og Lukas 19:26, her gengivet som vi læser den i Matthæus-Evangeliet kapitel 25 vers 29.
thi enhver, som har, ham skal der
gives, og han skal have Overflod; men den, der ikke har, fra ham skal endog det
tages, som han har.
Men ingen
krumspring her, ingen krarupsk kreativitet, ingen græsneoverskridende
nytolkning. Moralen bliver taget på ordet i værste fundamentalistiske ånd af
regeringen Rasmussen med den rødlokkede udlændinge- og integrationsminister Inger
Støjberg, der, næsten i skikkelse af en fakkel, brænder for sin sag: at få den
del af verdens tres millioner flygtninge, der er havnet i Danmark, til at føle
sig som de pariaer, de i henhold til det danske folketingsflertal dybest set
er.
Og hvordan
gør hun så? Jo, under sloganet:
Det er rimeligt at tage smykker
og penge fra flygtninge,
har hun med opbakning fra et
flertal i Folketinget iværksat endnu en såkaldt stramning af reglerne for
flygtninge i Danmark med det resultat, at dem, der har mindst eller slet intet
har, afleverer til dem, der har i overflod.
Onde tunger
har sagt, at en sådan fremfærd er krænkende, og at flygtningene derfor kan få
ondt i sinde. Det er der et glimrende middel imod: De skal bare drives sammen
og isoleres under skarp bevogtning. Det er før set i historien, oven i købet i
den historie, de ældre stadig kan huske. Og alle, der kender den, kan bedyre,
at fremgangsmåden var effektiv.
Men lad
denne helt nære fremtid hvile, og lad en fortjent julefred lægge sig trindt om
land. I et lidt længere perspektiv må vi, når de allerede styrtdykkende
oliepriser er faldet yderligere og olie er fortid, imødese en helt anden type
flygtninge: Russiske oligarker og arabiske oliesheiker. Når de står i
danskernes baghaver og rækker deres tomme hænder mod himlen, må vi virkelig
håbe, at en ferm dansk integrationsminister vi vide at få fingre i deres
guldtænder, mobiltelefoner og indeståender på diverse bankkonti, så vi kan få
betalt for deres ophold!
Skulle nogen
efter endt læsning komme på den tanke, at ovenstående tolkning af Matthæus 25:29, Markus 4:25, Lukas 8:18, Lukas 12:48 og Lukas 19:26 er letbenet, skyldes det udelukkende den krarupske ånd,
der her ind under jul 2015 i et par timer fuldstændigt besatte mig.
Jeg beder om
tilgivelse og ønsker mine læsere en glædelig jul og hårdt arbejde for fred og
fordragelighed i det nye år.
ANNONCE: