FEJLTRIN

Coppo di Marcovaldo, Satan i Helvede

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Syndefaldet i bestemt form klæber til Eva, Gamle Testamentes første kvinde. Mod bedre vidende lod sig lokke til en handling, der i forlokkelsens øjeblik lovede hende et privilegium. I konsekvens af sin synd rev hun som beskrevet i samme skrift sin Adam, den første mand, med i sit fald ved på sin side at lokke ham til at spise af de samme, forbudte frugter. Som den jødisk-kristne litteraturs første detektiv afslørede Gud dem, og drev, fordi han havde mistet tilliden til sin egen skabning, de to syndere ud af Paradiset.

Et syndefald i ubestemt form er uden samme mytologiske tyngde. Det er i slægt med et fejltrin, som dog er uden syndefaldets moralske implikationer. Den slags ligger der til gengæld rigeligt af i et sidespring.                                                                                                    

Det centrale for alle tre former for afvigelse er, at de svigter et forpligtende forhold. Det kan så være til Gud, til medmennesket i al almindelighed eller mere specifikt til en ægtefælle. Opdages faldet for fristelsen ikke, er man som uskyldig for verden. Men er uskylden først afsløret, er fanden løs. For tilliden er forduftet, og man må finde sig i at blive draget til ansvar og udsat for kontrol. I værste fald må man konstatere tabet af ens eget lille, personlige paradis.

Dette gælder i særlig grad for Eva og alle hendes efterkommere af kvindekøn. Deres straf for afvigelser fra normer, regler og løfter i form af sidespring og fejltrin, fejlgreb og udskejelser

er dobbelt i forhold til mandens straf for lignende afvigelser. For ikke alene må de som ham i afsløringens øjeblik bære hundehovedet. Tilgivelsens overbærenhed og nåde, som er en del af mandens forventning til sin omverden, nedflyder ikke over kvinder med samme lethed og i samme mængde som over ham.  

En sådan påstand må naturligvis føres i bevis med utallige, juridisk holdbare eksempler. Menneskehedens historie er lang, så der skulle være nok at tage af! Dette tidskrævende arbejde vil jeg dog overlade til min læser.

Selv vil jeg i en hast, med 5 skud fra hoften, nævne Mona Sahlins, den svenske statsmi-nisterkandidats uheldige, men hverken kriminelle eller personligt indkomstbringende håndtering af statslige og private kontokort. Hun faldt med et brag. Det var skud nr. 1. Til sammenligning finder jeg som skud nr. 2 statsministerkandidaten Lars Løkke Rasmussen, der som formand for Global Green Growth Institute (GGGI) med skandaleomsust rund-håndethed bevilgede sig selv luksusrejser på klimaets bekostning og i øvrigt modtog penge fra sit partis kasse til blandt andet indkøb af underbenklæder. Han er i dag, et par år efter, ikke ramt hårdere, end at han beklæder embedet som Danmarks statsminister. Helle Thorning-Schmidt, skud nr. 3, blev nedgjort med betegnelsen Gucci-Helle, fordi hun, socialdemokraten, tillod sig at bære en eksklusiv taske, hun i øvrigt selv havde betalt. Den blotte tanke, at hun havde overlevet som politiker iklædt medlemsbetalt lingeri, er utænkelig. Skud nummer 4 er Anneli Jäätteenmäki, der afslørede en ilde hørt sandhed i Riksdagen og derfor måtte afslutte sin karriere som Finlands statsminister efter kun to måneder. Til sammenligning vil jeg som skud nr. 5 pege på samme lands forhenværende statsminister, nuværende finansminister Alexander Stubb, som i foregående uge uden smålige hensyn til sandheden fortæller Riksdagen, at en overvældende majoritet på 90 pct. af adspurgte myndigheder forholder sig positivt til et lovforslag, mens der i virkeligheden er tale om 10 pct. Hvilket ikke har givet hverken ham selv eller landets statsminister anledning til at sætte spørgsmålstegn ved hans duelighed og værdighed som medlem af regeringen.

For den ikke-initierede er ovenstående afsnit sort tale. Det kan jeg dog ikke tage mig af, hvis blot følgende, som jeg som sagt opfordrer læseren m/k til selv at finde flere eksempler på, står klart:

Mænd slipper lettere om ved fejltrin end kvinder. Sådan har det været siden tidernes såkaldte morgen.

Men i mine øjne er det altså fair nok, at kvinder skal bære ansvaret for det, de har gjort. Hvem skulle ellers gøre det? På samme vikår som mænd, nemlig.

Se, det var bare dét, der var pointen med mine fem skud fra hoften!

ANNONCE: