FIRE BILLEDER OG ET CITAT

PROFIL

Asger Albjerg 

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Første billede:

Jeg er på vej fra Finland til Sverige med en færge på elleve etager. Det er tidlig formiddag, og festen er i gang. Hvem drikker kaffe med så billig champagne? Og rejemadderne. Pigegrupper vugger forbi, før de forsvinder i dansesalen eller i de talløse kahytter. I færgens shoppingworld er det let at give efter for trangen til sidespring. En lidt mere raffineret parfume, en lidt bedre whisky, lidt flere flasker vin, et inspirationskøb af en frakke, et nyt smykke, en kop med mumitrollen. Slik i mængder til trøst.

Latter er færgens lyd, mens kysten med de vandslebne skær glider forbi. Sømærker udstikker ruten, selv i storm ligger færgen stabilt, vi skal nok nå frem.

Andet billede:

Jeg har set billeder af Amerikaemigranter fra Danmark, fra Sverige, fra Finland. Der er romaner om dem. Selv skrev de millionvis af breve. De står på kajen med bylter og kurvekufferter. Nu har de billetten, der skal give dem en plads i en bedre verden. Den kostede års slid, familiefædre må rejse alene og tjene til konens og børnenes rejse derover, men når  de først er der, over grænsen til det forjættede land, så er alle veje åbne. På lige vilkår med andre lykkejægere får de lov til at prøve kræfter og bygger en ny verden.

Tredje billede:

Lig synker i Middelhavet. Otte hundrede, står der i avisen. Det var forleden. På årsbasis tælles de i titusindvis. De flygter fra sult, fornedrelse og krige, der overgår alt, hvad vi oplevede, da vore forfædre brugte deres sidste kræfter til at skrige, at nu var det nok, for også de er mennesker med ret til et menneskeligt liv og brød for deres ansigts sved.

Fjerde billede:

På kanten af Europa står statsoverhovederne og vinker, fælder en tåre, vinker igen og nedskriver ti punkter om at hjælpe, hvis de bare får lov fra hjemmefronten, for der er krise, vi kan ikke gøre meget, desværre, desværre, men vi kan måske sørge for, at I ikke drukner lige for øjnene af os.

Jeg læser:

Vi bør beundre de illegale indvandrere for deres list, gåpåmod og udholdenhed. De er lige præcis sådanne mennesker, som et sklerotisk, indadvendt Europa har brug for mange flere af. Lad os åbne grænserne. Lad disse mennesker prøve lykken i vores lande, og lad os se, hvordan de klarer sig. Gør vi det, smadrer vi ikke blot menneskesmuglernes forretning og sætter en stopper for dødsfaldene i Middelhavet. Vi giver også mennesker, der ikke har begået nogen anden forbrydelse end at ville realisere deres potentiale i vores byer, en chance for at vise, hvad de duer til. Sammen med os.

Jeg læser på syvende etage, mens parret ved mit nabobord henter friske forsyninger fra færgens uudtømmelige lager.

ANNONCE:

ONDT GØR OND

Det Konservative Folkepartis valgplakat

PROFIL

Asger Albjerg 

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Så meget desto værre ser det ud til, at Finlands afgående forsvarsminister ved det netop overståede parlamentsvalg har tjent stemmer til sit parti, Svenska Folkpartiet, gennem ligefremme udtalelser om sin manglende tillid til Ruslands vilje til fred. I så henseende, skrev jeg i min seneste blog,

har han med åbne øjne klassificeret sig som en diplomatisk underbegavet ungdomspolitiker.

Jeg tør nok sige, at de ord er faldet nogle af mine læsere for brystet. I håb om at forbedre mit omdømme er jeg blandt andet blevet henvist til en artikel i Hufvudstadsbladet, hvor militære eksperter fra såvel Finland som Sverige udtrykker deres uro over, at Åland, et selvstyrende område i Finland, udgør en sikkerhedsrisiko ved en væbnet konflikt med Rusland.

Hvorfor? Jo, fordi Åland, ifølge den beslutning i Folkeforbundet, der i 1921 gav det autonomi, også blev demilitariseret og neutralt. Det bør der gøres noget ved, mener eksperterne. Og parallelt hermed skal det svenske Gotland igen bevæbnes. Øen ligger omkring to hundrede og halvtreds kilometer syd for Åland og har i de seneste år været uden militær.

At disse to små områder indgår i en trend, der hedder genoprustning, er let at forstå, men jeg kan ikke indse, at denne genoprustning er et bidrag til freden i verden.

Samtidig er jeg overbevist om, at man ikke skal betragte ovenstående og andre forholdsregler som en trussel mod Rusland.

Men det gør man åbenbart i Rusland, hvor man tager til både verbale og praktiske modforholdsregler i form af for eksempel skramlen med atomvåben og chikanerier med kampfly i Østersøområdet.

Hvem der begyndte, og hvad der er årsag, og hvad der er virkning i denne gradvise skærpelse af trusler er af højeste interesse for historikere. Dog ikke for borgere, der bare ønsker at leve i en verden uden krig. Lad mig her minde om, at ingen ønskede Første Verdenskrig, men gennem en gradvis optrapning, hvis egentlige mål var at skræmme modparten, havnede man til sidst i en situation, hvor det var umuligt at vende om.

Min første pointe er, at fortsat skærpelse af trusler og våbenskramlen er en sikker vej mod krig.

Min anden pointe vil jeg illustrere gennem et citat af

nazijægeren Simon Wiesenthal:

Sproget skaber sin egen virkelighed. Indrammer man mennesker og deres tro med foragt, ender det med, at mange bliver grebet af foragten. Giver man anerkendelse, vokser en hel anden realitet frem. Tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om.

Jeg efterlyser med andre ord, at det offentlige og det diplomatiske rum mellem Rusland og dets mulige modstandere i en krig fyldes med en samtale, som målbevidst styrer mod forståelse og ikke sætter konflikt som det fælles interessefelt.

Dialogen er vores civilisations hjerte og hjerne. Dens første forudsætninger er sprogkundskaber og viljen til at tale.

Det er selvfølgeligt.

Men hertil kommer fantasi til at se verden med den andens øjne og anerkendelse af, at verden kan se forskellig ud.

Dette nødvendige grundlag for dialog vil ikke vide af den arrogance, det overgreb og den ydmygelse, som fører til vold.

Når en militæralliance, en statsleder eller en gadedreng nedgraderes til en utilregnelig voldsudøver, det ikke er muligt at samtale med, planter det en forventning om utilregnelighed og vold. Når den forventning er gensidig, er der fare på færde. Og det er der nu.

Jeg tror, at ingen i den vestlige verden ønsker en militær konflikt med Rusland, og at det omvendte heller ikke er tilfældet. Men konflikten fremmes af for få og sporadiske forsøg på dialog, af dårlig kommunikation, af omfattende militære drillerier og af en udiplomatisk sprogbrug.

Alt dette er en del af en konfrontatorisk opførsel, hvis mage måske ikke er set siden Cubakrisen i 1962. Den tids ledere havde muligvis ikke mere fantasi til at forestille sig krigens rædsler end nutidens, men Anden Verdenskrigs ragnarok var den gang i frisk erindring hos befolkningerne og deres politikere.

Det er ikke tilfældet i dag.

ANNONCE:

SANDHED OG POLITIK

Fra Vinterkrigen

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

For nogen tid siden sagde den svenske udenrigsminister Margot Wallström et sandhedens ord om Saudi-Arabien. Det drejede sig blandt andet om landets massive krænkelser af menneskerettighederne, både hvad angår overgreb mod kvinder og censur. Hvad hun sagde, var ikke andet, end alle tænker, men få i officielle stillinger siger.

Hendes udtalelser førte til en svensk-saudisk krise på højeste diplomatiske niveau, som blev løst efter en forsonlig samtale mellem respektive staters konger. Derimod foreligger der intet om, at Saudi-Arabien overvejer at lægge stilen om.

Til gengæld er Margot Wallström og med hende Sverige styrket moralsk som den, der har vovet at sætte ord på den almindelige mening. Prisen var opsagte kontrakter og tab af eksportindtægter. Det kan Sverige sagtens finde sig til rette med, både økonomisk og sikkerhedsmæssigt.

Jeg kan levende forestille mig, at fx det saudiske statsoverhoved i det omfang, han nu optræder i svensk tv, især siden krisen er blevet udsat for seernes hovedrysten eller i ekstreme tilfælde for en løftet pegefinger og et symbolsk udtalt BANG! Altså ikke som et udtryk for, at svenskere ønsker at indføre den dødsstraf, som saudierne så rigeligt benytter sig af, men som en markering af dyb uenighed.

I Finland ved jeg derimod af erfaring, at den samme løftede pegefinger bliver rettet mod Ruslands præsident, der mere og mere ses som de sovjetiske generalsekretærers arvtager. Jeg betragter fingeren som en folkelig gestus, som paradoksalt udtrykke både afsky, men også ønsket om en fortsættelse af et fornuftigt samarbejde med Rusland. Det er et samarbejde, som trin for trin blev bygget op efter krigene 1939-44 mellem Finland og Sovjetunionen.

Grundtanken bag denne såkaldte Paasikivi-Kekkonenlinje var, at politikerne skulle drive realpolitik for at fremme konkrete resultater. I forhold til overmagten skulle man kende sin plads og indgå i et samarbejde, hvis fornemste mål var at opbygge et tillidsforhold, så konflikter og krig kunne undgås.

Se, den slags overvejelser kan Sveriges udenrigsminister se stort på, når det drejer sig om forholdet til Saudi-Arabien.

Men i relationen Finland-Rusland går det ikke an for den mindre part at råbe skiderik til den større. Nu er det ord naturligvis ikke blevet udtalt af det officielle Finland, men det er det, der er blevet hørt i Kreml i og med den danske, den finske, den islandske, den norske og den svenske forsvarsministers fællesartikel, Det nordiska försvarssamarbetet fördjupas, publiceret i bl.a. lørdagens finlandssvenske Hufvudstadsbladet.

I artiklen siges om årsagen ikke andet end det, alle allerede ved angående Ukraine, Krim og russiske militærflys betænkelige nærhed af civile fly i Østersøområdet. Ordene nordisk solidarisk oprustning for at imødegå de utilregnelige russiske skiderikkers aggressivitet bruges ikke, men det er det, som er budskabet i de nordiske landes stærkt intensiverede forsvarssamarbejde.

Det har forsvarsministrene så sat ord på i deres fællesartikel. At det er i Finland og ikke fx i Danmark, den har skabt opstandelse og været forsidestof, er indlysende. Forsvarsminister Carl Haglund har forsvaret sin deltagelse med, at den ikke indeholder noget nyt, og at han derfor ikke fortryder, at han ikke før publiceringen har konfereret med præsidentens kontor og med udenrigsministeriet, der tegner landets udenrigspolitik.

Hermed har han med åbne øjne klassificeret sig som en diplomatisk underbegavet ungdomspolitiker. Han forstår ikke, at politikere ikke er som prælater, der skal forkynde sandheden, eller som journalister, hvis arbejde det er at grave den frem. Carl Haglund har ikke indset, at ord har en somme tider uheldig tilbøjelighed til at skabe det, de nævner, og at hans og de øvrige forsvarsministres sikkert oprigtige ønske om

att bidra til fredlig utveckling och undvika militära incitenter och konflikter

er kontraproduktiv. Kremls svar er bevis nok for min påstands gyldighed.

Putin lever af konflikter, han kan imødegå med militær og nationalisme. At han og kredsen omkring ham gennem den efterretningsvirksomhed, som artiklen nævner, ikke skulle være velorienteret om et nordisk forsvarssamarbejde er en fuldstændig absurd tanke, som kun overgås af absurditeten i nævnte artikel. Ikke i det, som den siger, og som jeg er lige så enig i, som jeg er enig i Margot Wallströms udtalelser om Saudi-Arabien, men at den siger det.

Berusede af fællesskabet løfter forsvarsministrene krigerfanen så højt, at benene slipper jorden.

ANNONCE: