![]() |
Det Konservative Folkepartis valgplakat |
PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har
været højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i
dansk ved Helsingfors Universitet.
Så
meget desto værre ser det ud til, at Finlands afgående forsvarsminister ved det
netop overståede parlamentsvalg har tjent stemmer til sit parti, Svenska
Folkpartiet, gennem ligefremme udtalelser om sin manglende tillid til Ruslands
vilje til fred. I så henseende, skrev jeg i min seneste blog,
har han med åbne øjne
klassificeret sig som en diplomatisk underbegavet ungdomspolitiker.
Jeg tør nok sige, at de ord er faldet nogle af
mine læsere for brystet. I håb om at forbedre mit omdømme er jeg blandt andet
blevet henvist til en artikel i Hufvudstadsbladet,
hvor militære eksperter fra såvel Finland som Sverige udtrykker deres uro over,
at Åland, et selvstyrende område i Finland, udgør en sikkerhedsrisiko ved en
væbnet konflikt med Rusland.
Hvorfor? Jo, fordi Åland, ifølge den
beslutning i Folkeforbundet, der i 1921 gav det autonomi, også blev demilitariseret
og neutralt. Det bør der gøres noget ved, mener eksperterne. Og parallelt
hermed skal det svenske Gotland igen bevæbnes. Øen ligger omkring to hundrede
og halvtreds kilometer syd for Åland og har i de seneste år været uden militær.
At disse to små områder indgår i en trend, der
hedder genoprustning, er let at forstå, men jeg kan ikke indse, at denne
genoprustning er et bidrag til freden i verden.
Samtidig er jeg overbevist om, at man ikke
skal betragte ovenstående og andre forholdsregler som en trussel mod Rusland.
Men det gør man åbenbart i Rusland, hvor man
tager til både verbale og praktiske modforholdsregler i form af for eksempel skramlen
med atomvåben og chikanerier med kampfly i Østersøområdet.
Hvem der begyndte, og hvad der er årsag, og
hvad der er virkning i denne gradvise skærpelse af trusler er af højeste
interesse for historikere. Dog ikke for borgere, der bare ønsker at leve i en
verden uden krig. Lad mig her minde om, at ingen ønskede Første Verdenskrig,
men gennem en gradvis optrapning, hvis egentlige mål var at skræmme modparten,
havnede man til sidst i en situation, hvor det var umuligt at vende om.
Min første pointe er, at fortsat skærpelse af
trusler og våbenskramlen er en sikker vej mod krig.
Min anden pointe vil jeg illustrere gennem et
citat af
nazijægeren
Simon Wiesenthal:
Sproget skaber sin egen
virkelighed. Indrammer man mennesker og deres tro med foragt, ender det med, at
mange bliver grebet af foragten. Giver man anerkendelse, vokser en hel anden
realitet frem. Tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om.
Jeg efterlyser med andre ord, at det
offentlige og det diplomatiske rum mellem Rusland og dets mulige modstandere i
en krig fyldes med en samtale, som målbevidst styrer mod forståelse og ikke
sætter konflikt som det fælles interessefelt.
Dialogen
er vores civilisations hjerte og hjerne. Dens første forudsætninger er
sprogkundskaber og viljen til at tale.
Det er selvfølgeligt.
Men hertil kommer fantasi til at se
verden med den andens øjne og anerkendelse af, at verden kan se forskellig ud.
Dette nødvendige grundlag for dialog
vil ikke vide af den arrogance, det overgreb og den ydmygelse, som fører til
vold.
Når en militæralliance, en statsleder
eller en gadedreng nedgraderes til en utilregnelig voldsudøver, det ikke er
muligt at samtale med, planter det en forventning om utilregnelighed og vold.
Når den forventning er gensidig, er der fare på færde. Og det er der nu.
Jeg tror, at ingen i den vestlige
verden ønsker en militær konflikt med Rusland, og at det omvendte heller ikke
er tilfældet. Men konflikten fremmes af for få og sporadiske forsøg på dialog, af
dårlig kommunikation, af omfattende militære drillerier og af en udiplomatisk
sprogbrug.
Alt dette er en del af en
konfrontatorisk opførsel, hvis mage måske ikke er set siden Cubakrisen i 1962.
Den tids ledere havde muligvis ikke mere fantasi til at forestille sig krigens
rædsler end nutidens, men Anden Verdenskrigs ragnarok var den gang i frisk
erindring hos befolkningerne og deres politikere.
Det er ikke tilfældet i dag.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar