GENBRUG

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Den, der smider dét væk med det samme, der er ude af brug, slipper for meget i forhold til den, der stuver sammen og gemmer af vejen for så med en mærkelig pludselighed at opdage, at nu – nu! går den ikke længere. For nu ligner ens liv mere end noget andet et arkæologisk projekt.

I mine øjne kan dette dilemma ikke bare reduceres til et personligt, eksistentielt problem, det drejer sig nok så meget om et fornuftigt genbrug.

Stadfæstelsen af min egen idéelle holdning til ikke at smide brugbart væk til fordel for det sidste nye kan jeg datere. Den går tilbage til efteråret 1963, da jeg som 2.g’er var med til at opføre Erik Knudsens revykomedie Frihed det bedste guld (1961) som gymnasiets obligatoriske skolekomedie. At følgende linjer, som jeg den gang lærte by heart, af dagens unge konsumenter generelt opleves som blodig satire mod en forbeholdsløst billigende holdning til det den gang fremstormende massekonsumtionssamfund med dets kasseringsmani, tvivler jeg stærkt på:

Køb og kassér.

Det er ikke noget værd det stads.

Køb og kassér,

Før naboen sir det er gammeldags.

Køb og kassér,

Du får brug for alle knapperne.

Køb og kassér,

Der er nyt ting på trapperne.

Kassér, kassér!

Det gør fler og fler.

Kassér, kassér!

Så kan du købe mer.

Ordet genbrug, som betegner et stadie mellem køb og kassering, fandtes ikke den gang, da talte man om at slide tingene op. Termen genbrug optræder, iflg. Nye ord i dansk 1955-75, faktisk først i 1965, og vi skal ind i midten af 70’erne, før genbrug opnår en vis frekvens.

I min egen lille verden er genbrug i høj grad knyttet til papir og træ. Det sidste fælder, saver og høvler jeg gerne i, det førstnævnte læser, skriver og printer jeg på. Problemet angående papir, og det vil jeg her holde mig til, ligger mageligt i spørgsmålet:

Hvornår er ord slidt op?

Ikke ord i leksikalsk betydning, for de forsvarer under alle omstændigheder deres plads som enkeltstående udtryk for meningsfuld anvendelse i en historisk eller måske aktuel kontekst.

Jeg tænker på ord, som i sammenhæng med andre ord danner romaner, digte, skuespil, faglitteratur af forskelligste art m.m. Naboens vurdering af, at det er gammeldags og outdated, ja, totalt meningsløst og spild af tid at læse Lucretius’ De rerum natura og så oven i købet på latin! kerer jeg mig ikke om, og han kan for min skyld gerne fortsætte med at læse sine klichéspækkede Jussi Adler Olsen-romanere og i øvrigt spille kålhøgen over, at hans motorsav er nyere end min.

Men netop her viser mit dilemma sig i forhold til det at kassere, for også Olsen er i en litteraturhistorisk kontekst interessant som et udtryk for den psykisk og fysisk udasedes middelklasselæsers fascination af ferm plotfremstilling, og netop derfor kan jeg, overklog overdommer, ikke bevæge mig selv til at lempe hans romaner ned i affaldsbøtten som den skinbarlige eskapisme. For tænk, hvis jeg nu – – – ja, netop lige nu! fik brug for at anvende ham, så var det jo meget rart at have ham på stående på hylden.

Han ryger altså ikke ud. Men i min aktuelle situation er problemet med at kassere langt mere personligt. For i konsekvens af udgivelsen af min nye bog Hvorfor? Storm P., Spørge Jørgen og kampen om retten til at stille spørgsmål har jeg i de seneste dage været igennem bunker af udkast, idéer, notater, halvfærdige, trekvartfærdige og ét rigtig færdigt manuskript, en del af det blandet sammen med optegnelser til et kursus i børnelitteratur, som jeg afholdt i nullerne, hvor netop Kamma Laurents’ og Robert Storm Petersens billedbog Spørge Jørgen, emnet for min egen bog Hvorfor?, indgik.

I min maniske frasortering fandt jeg helt uden for den forholdsvis systematiske orden en A4 fra begyndelsen af nullerne, som på en ubehagelig måde fik mig til at føle tidens gang. Det drejer sig om en dosmerseddel med tilknytning til et interview, som journalisten venligt havde givet mig lejlighed til at forberede med et antal spørgsmål. Under spørgsmålet

Hvordan er en dansker?

havde jeg kradset følgende ned:

humoristisk

åben

nysgerrig

social

medmenneskelig

tolerant

frisindet

Under dette havde jeg med klædelig, national beskedenhed skrevet idealer!, derefter, i en tyk parentes, tilføjet:

sig selv nok

nationalt fikseret

fremmedhad

intolerance

Med dette papir i hånden så mange år efter føler jeg mig virkelig som en gammel arkæolog, der har gjort et mærkværdigt fund fra en anden tid end den, der er vores, og

– hvor dagens mantra er, at det fremmede er farligt og skal holdes ude,

– hvor bøn om hjælp opfattes som en trussel mod egen velfærd,

– hvor medmenneskets værdi i kroner og øre overskygger tanken om menneskeværd, og

– hvor det som en fundamental motor for hele miseren udråbes som en national og nationaløkonomisk dyd at købe nyt, selv om det gamle stadig er fuldt brugbart.

Da Erik Knudsen i begyndelsen af tresserne skrev Frihed – det bedste guld, var depression ikke en folkesygdom, og ordene stress og stresse fandtes knap nok i hverdagssproget. Det første belæg for stresse i Nye ord i dansk er fra 1960. I dag er stress og stresse hverdagsord og hverdagskost, og den, der klager, får bare at vide, at nu er det tid at bide tænderne sammen, snøre løbeskoene, tage skeen i den anden hånd og komme med på holdet af de produktive, smukke og sunde.

I stedet for at stræbe efter at være medmenneske i sociale forhold, gælder det om at være menneske i betydningen individ, der fighter for sig selv.

Jeg skal slutte med et citat fra gårsdagens Information. Det er sakset fra et interview med Dansk Psykolog Forenings formand Eva Secher Mathiasen i anledning af en lovestorm på nettet med et klip fra DR1-programmet Debatten (se: https://www.youtube.com/watch?v=RWahsuwd5HA):

Politikere skal få os til at drømme om den fremtid, de taler om. Men jeg drømmer fandme ikke om noget konkurrencesamfund, hvor mine børn skal vokse om som møtrikker i den kæmpestore maskine, politikerne drømmer om, at Danmark skal blive i det globaliserede samfund. Det er, som om vi har glemt, at mennesker har værdi, blot ved at de er til.

Jeg køber gerne Eva Secher Mathiasens synspunkter, ikke for at kassere dem, men for at bruge dem til den dag, de ikke længere har hold i virkeligheden.

Også ordene

humoristisk

åben

nysgerrig

social

medmenneskelig

tolerant

frisindet

gemmer jeg som sprogskatte til genbrug i forventning om fornyet aktualitet.

ANNONCE:

 

LØB EN TUR – ELLER CYKL

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Lige siden Egon klagede over længden på gaden, hvor vi begge boede som børn, har jeg haft et problem med personlig hastighed angivet i et præcist antal kilometer i timen.

Jeg vil kende den.

For Egon var den slags småttérier, han så farten fra et højere perspektiv, for ham drejede det sig i al sin uspecificerede enkelhed om at cykle så stærkt, at hjulene på hans orange drengecykel slap asfalten, og han svævede op mellem skyerne med tusind kilometer i timen tværs over Tyskland til Amerika.

Men det gik jo ikke at få tilstrækkelig startfart på vores alt for korte vej. Sgu Satan i Helvede da osse!

Min egen cykel, lakeret sort af min far og med tykke træklodser monteret på pedalerne for at mine korte ben kunne nå, kom aldrig op på den slags hastigheder. Min triumf var, at naboen, efter at jeg engang havde forfulgt hans kromglinsende Opel Capitaine, betroede mig, at vi havde været oppe på femogtyve kilometer i timen – lige så hurtigt som fuglene flyver, du ved.

Og at jeg faktisk kunne cykle hurtigt mærkede jeg med passende mellemrum, når klodserne i skarpe sving ramte jorden, og jeg strøg hen over alfalten i korte bukser og med næsen nederst.

Til min konfirmation var min hedeste ønske en kilometertæller på en ny cykel. Jeg fik begge dele, og i min erindring har jeg et kært billede af mig selv i blazer med blanke knapper, hånden ligger på styret, og næsen er rettet mod kilometertælleren, den ligner en mindre konservesdåse og drives af et spiralkabel ned til forhjulets nav.

Mange, ja, virkelig mange år senere fik jeg i fødselsdagsgave mit livs første løbeur, et Garmin Forerunner 305. Det havde forbindelse til satellitter, GPS lærte jeg, at det hed, og kunne derfor registrere både afstand og fart samt en masse andet løberelateret som for eksempel omgange og tempo. I de næsten ti år, det holdt, holdt jeg ud og blev bedre til at løbe, også efter busser og s-tog, som jeg dog aldrig indhentede, når de først var kørt i gang.

Så gik løbeuret sig en tur, som det jo hedder, og jeg gik i gang for at søge efter et nyt. På nettet, naturligvis. Valget faldt igen på et Garmin, denne gang med tilnavnet Vivoactive, som kunne tilfredsstille mine enkle behov om at kende fart og afstand og skabe en boble, hvor det kun var os tre, der gjaldt.

Jeg tilstår det blankt, det var udseendet, som forførte mig, og den, der har set den krogede kartoffelform på det tre gange så tunge Forerunner 305 og sammenlignet med det diskret flade Vivoactive, vil forstå mig.

Hjemkommet med min nyindkøbte fitness pal, som ekspedienten benævnede løbeuret, finder jeg brugervejledningen på nettet.

Den står naturligvis i imperativ, så det er bare at rette ind, og første krav til mig er at parre enheden med min smartphone for at kunne aflæse notifikationerne. Ordet er nyt for mig, Den danske Ordbog har det uden betydningsangivelse, men jeg finder snart ud af, at ordet dækker mails, sms’er, telefonopkald og påmindelser om møder, som jeg har noteret i smartphonens kalender.

Javel!

Jeg downloader og får samtidig en widget ind med aktuelle temperaturer og vejrudsigten.

Imens opretter Vivoactive et dagligt mål for antallet af skridt baseret på mit aktivitetsniveau. Den vil også tælle kalorier i forhold til min højde og min vægt. Det sker automatisk, men som alternativ kan jeg vælge at opstille et personligt mål ved at følge en step by step brugsanvisning. Efter et swipe på urskiven viser en kurve mine fremskridt i forhold til dagens mål, som aflæser på en graf.

I sammenhæng med dette gør brugsanvisningen mig opmærksom på, at der kan opstå uønskede ændringer i stofskiftet, hvis jeg sidder ned i længere tid. Derfor har enheden en aktivitetsalarm, som vil minde mig om at holde mig i bevægelse. Den aflæses på en graf samtidig med, at enheden vibrerer. Miseren i form af mit lave aktivitetsniveau afhjælpes med en gåtur på mindst et par minutter.

Min søvn er også på enhedens program. Det udfærdiger mellem kl. 22 og 6 eller i et tidsrum, jeg selv bestemmer, en statistik over mit samlede antal timer med dyb og rolig søvn og let søvn med bevægelse. Så er det bare at trykke og swipe og vise frem, når jeg om morgen vil fortælle, om jeg har sovet godt.

Endelig kommer jeg til atletik- og fittnessaktiviteterne.

Men inden jeg fordyber mig i anvisningerne for, hvordan jeg løber en tur og samtidig får registreret min fart, min puls og tiden, jeg løber, fortæller min fitness pal mig, at jeg kan dele mine sensordata med et worldwide Garmin Connect fællesskab ved at trykke og swipe og vælge og sende.

Det er ikke et problem, for jeg er allerede connected.

Og hvis jeg skulle løbe vild i et fremmed terræn i en fjern verdensdel, har enheden en smart navigationtilbagetilstart-funktion. Det er bare at følge det indbyggede kompas.

Jeg tager en pause i tilpasningen af mig selv med min fitness pal og min smartphone og tænker på Egon. Han behøvede i hvert fald ikke kompas, for han kom aldrig op over skyerne på sine svimlende cykelture. Dertil var vejen for kort, som han sagde. Faktisk var den ikke længere, end at hans mor kunne se ham fra sit køkkenvindue.

ANNONCE: