HVAD VI HUSKES FOR. EN NOVEMBERREFLEKSION

I klyvandets tid. Foto: Peter Slotte

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Johan Ludvig Heiberg, den danske vaudevilles skaber, højt estimeret kritiker og filosof, fornyer af den æstetiske smag, direktør for Det kgl. Teater og i det hele taget en af Danmarks førende kulturpersonligheder i første halvdel af 1800-tallet huskes i dag for et lille digt. Det findes i Vaudeville-Monologen Emilies Hjertebanken fra 1840 og udsættes i den sammenhæng, Heiberg lader det fremkomme i, for spot og latterliggørelse:

Høit paa en Green en Krage –

sim seladim bam ba seladu seladim –

høit paa en Green en Krage

sad.

Saa kom en hæslig Jæger –

Sim seladim bam ba seladu seladim –

Saa kom en hæslig Jæger –

Hen.

Han skiød den stakkels Krage –

Sim seladim bam ba seladu seladim –

Han skiød den stakkels Krage

Ned.

Og naar man saa spurgte ham [siger Emilie til den gamle degn, der har siddet ved det gamle Hakkebræt af et Claveer og spillet og sunget med tårer i øjnene]: ”Hvad saa Mere?” – svarede han: ”Der er ikke Mere; naar Kragen er død, saa er Historien ude.”

Virkelig to traurige pointer her midt i novembermørket om skabninger højt på strå og et plat fald til død og glemsel.

Men endnu værre for Heiberg er det, at han slet ikke havde ret i, at historien med kragens fald er ude. I børnefolkloren, som den fine æstetiker var langt hævet over, har digtet fået et efterliv og en fortsættelse med en ræv fra skoven, der kommer hen og æder den stakkels krage op. Videre i historien følger vi rævens fordøjelsesproces med blandt andet mavepine. Et økologisk forløb opstår, og resultatet bliver efter nogle vers nye krageunger. Og så kan det begynde forfra.

På denne måde fortsætter kragen sit liv i naturens store kredsløb, mens den fine digter glider ud af sagaen. Død.

Og sådan går det jo for de fleste digtere og det meste af det, de skriver. Her i november tænker jeg specielt på én, Henrik Nordbrandt, for hans digt fra Håndens skælven i november (1986) kommer jeg heller ikke denne november uden om.

Året har 16 måneder

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

Hvis det er, hvad han huskes og citeres for om to hundrede år, har han gjort det bedre end de fleste.

Hvad jeg selv vil huskes for? Måske et skævt slag på en kile, som flækkede en stamme.

ANNONCE: