BRÆNDEKLØVER

 

Ferdinand Hodler, Der Holzfäller (1910)

  

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Mens jeg står ved den voksende brændestabel, ser jeg Hodlers ikonisk maleri af en træfælder for mig. Det er et studie i balance, præcision, kontrolleret raseri og evnen til at koncentrere kraften i et koldt, beregnende hug hvinende ned fra himmelske højder. Styrken øges gennem den vredne krop, billedfladen udnyttes maksimalt af diagonalkompositionen, og det næsten overmenneskelige fremhæves af den lave horisont, som får træfælderens skikkelse til at løfte sig mod himlen.

I dag bruger træfælderen motorsav. Til at kløve brænde findes der maskiner. Kunsten at stable det kan man læse sig til i bøger.

Men fascinationen af det ældgamle håndværk findes stadig. Tjek på nettet, hvor ungersvende som en afglans af Hodlers maleri viser musklerne i romantisk selvforherligelse.

Men den gang tipoldemor var barn, var træfældning og brændehugning ikke for sjov. Tjek folkeeventyr nedtegnet i hendes livstid. Her er brændehuggerne fattige og sulter. Til og med kan de som i grimmeventyret om Hans og Grete optræde som nogle værre tøffelhelte.

I dag kløver man brænde med økse aus Liebe zur Kunst. Den gang blev man brændehugger af bitter nødvendighed. Så slæbte man sig en pukkel til og døde midt i arbejdet. Tjek Jean-François Millets maleri af døden og brændehuggeren.

Jeg står ved min maskine og kløver. Med et let tryk på en knap udløser jeg en kraft, som svarer til vægten af en elefant. Stilfærdigt bevæger kløvekilen sig frem og tilbage. Mine tanker flyver frit. Brændestablen vokser. Kun irriterer det mig lidt, at jeg her nær slutningen af april er begyndt at småfryse.

Men jeg kunne jo finde kløveøksen frem.

Jeg slukker for strømmen, lægger en presenning over brændekløveren og går ind og drikker kaffe.

ANNONCE: 

GOD MORGEN, HR. JUSTITSRAAD!

Tegning Erik Henningsen

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

Jeg fik bogen til min etårs fødselsdag med lykønskninger fra Anna Krogh og Jørgine Abildgaard, dansk, folkelig kvindegymnastiks to store pionerer med befrielsen af kvindekroppen fra tungt og ødelæggende slid på programmet. På bogens omslag står en kroget kælling, med sin stok udpeger hun en konge, en fin frøken, en præst og nogle herremænd, og minsandten, der er også en rigtig rævepels blandt dem. Kvinden er åbenbart bevidst om sin undertrykkelse, men kom for sent til gymnastikken.

Der er ingen tvivl om, hvem der har overtaget, og det er lige så klart, at det er hos kællingen og ikke hos de fisefornemme, tegnerens sympati og fremtiden ligger.

Bogen hedder Danske Folkeæventyr, og det er Sven Grundtvig, søn af gamle N.F.S., dansk folkeoplysnings førstemand, der står for udgivelsen.

Modstående titelbladet ser vi Sven Grundtvigs portræt i træsnit. Her er tydeligvis tale om en mand, som ikke behøver at læne sig op ad nogen som helst faderautoritet.

Ren og klar skal Nutid føre

Fortids Røst til Fremtids Øre,

står der under portrættet. Så er rammerne for den videre læsning sat.

Jeg har gennem årene læst bogen mange gange, og hver gang med lige stor fornøjelse. Et af de mest træffende bidrag er ikke i egentlig forstand et eventyr, det har snarere karakter af en anekdote, men eventyrets fordeling af rollerne mellem højt- og lavtstående med sympatien hos den lavtstående er åbenbar. Det er nok derfor, denne lille fortællingen har fået lov til at slippe igennem.

En enkelt ting har altid forvirret mig, og det er sammenblandingen af fortællerens sikkert korrekte Byfoged og bondens titulering af samme person som Hr. Justitsraad. Måske skal det bare tages som et udtryk for den usikkerhed, et almindeligt menneske har, når det kommer til de finere nuancer i det, der udgør overklassens hjemmebane. Hvad enten det nu drejer sig om hierarkier og transaktioner i dagens finansverden eller som i nedenstående fortælling om magtudøvelsen i en svunden tid. Eller måske var nævnte byfoged faktisk ophævet i rangklasserne. –  Og så er der vel også, når det kommer til stykket, mere distanceskabende smæld i det fremmedartede Hr. Justitsraad end, der ville have været i et pæredansk Hr. Byfoged.

Jeg bringer fortællingen uforkortet og lader enhver tænke sit om nutidens, fortidens og fremtidens magtstrukturer og deres store og små svindlere. Det kan være kællingens kæp, der udpeger dem, eller bondemandens slående bemærkning. Begge udtryksformer vil det samme.

GOD MORGEN, HR. JUSTITSRAAD!

En Bonde kom en Morgen tidlig ridende ind til Købstaden. Saa traf det sig, at Byfogden netop stod og røg sin Morgenpibe i det aabne Vindue. ”God Morgen, Lars Pedersen!” sagde Byfogden, ”hvad godt nyt ude hos jer?” – ”Aa,” sagde Bonden, ”der passerer jo immervæk lidt nyt: de smaa Tyve hænger man, og de store tager man Hatten af for.”

I det samme tog han sin Hat af: ”God Morgen, Hr. Justitsraad!”             

ANNONCE: 

ER BJÖRN WAHLROOS SLET OG RET IDIOT?

 

Som bekendt vender pyramiderne den tunge ende nedad.

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Engang vidste herremanden, hvad der var bedst for bønderne. Afrikas hvide kolonister var ikke i tvivl om, at de gav de indfødte sorte nogle goder, de aldrig havde kunnet drømme om. Industrifyrster brystede sig af, at de bragte nationen velstand. For bønder, indfødte og arbejdere var først og sidst ansvarsløse, uvidende, overtroiske, misundelige, fordrukne, dovne, ugudelige, liderlige, kortsynede og bærere af andre laster, der gjorde dem uegnede til at bestemme over deres eget liv.

I dag er herremanden erstattet af storgodsejeren, han er uden fæstebønder, i stedet har han traktorer, sprøjtemidler og kunstgødning, og han ved bedst, hvad der tjener et bæredygtigt landbrug. Kolonierne er afviklet, men i de sidste, skarpt bevogtede rigmandsreservater lyder sukket efter de gode, gamle dage, da minerne spyttede diamanter ud og kornet voksede mod stjernerne. Og industrifyrsternes virksomheder er opløst i globale selskaber, hvor penge avler penge.

Finansbaronerne er i dag borgherrer. Også de danner en lille gruppe med nogle særlige regler, som andre i den politiske og økonomiske elite har gavn af. Derfor findes de. Alle ved det, alle kender til miseren og diskuterer den livligt, når sløret falder og skandaler som den med det panamaske advokatfirma Moassack Fonseca viser sig som toppen af isbjerget. Men ingen gør noget radikalt ved det, heller ikke de talrige værdikrigere, som et tilsløret ansigt ellers i årevis har holdt i det røde felt.

For det er jo dem, finansbaronerne, der bringer lykke og velstand til os, de ansvarsløse, uvidende, overtroiske, misundelige, fordrukne, dovne, ugudelige, liderlige, kortsynede og bærere af andre laster, der gør os uegnede til at bestemme over vort eget liv.

Lyt til, hvad en af dem, selv mistænkt skatteflygtning fra Finland til Sverige, Nordeas øverste chef, bestyrelsesformand Björn Wahlros, sagde i et foredrag i PFA-Pension i maj 2015:

Cirka 80 pct. af folk er idioter. I det mindste når det kommer til penge. Finanssektoren handler om at flytte penge fra de 80 pct. uden ideer til de 20 pct. af folk, der rent faktisk har ideer. Finanssektoren er en tunnel, der tager penge fra idioter til folk, der er bedre med penge, så alle får det bedre, både idioterne og de andre.

 Det store spørgsmål er nu, om Björn Wahlroos er vendt tilbage til sit politiske udgangspunkt og er i gang med at hverve kommunister, hvad han selv var den gang i tresserne, da de venstreradikale okkuperede Gamla Studenthuset i Helsingfors.

Eller er han slet og ret idiot?

ANNONCE: