 | |
| Krokodille nær Victoria Falls |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
I et digt af Benny Anderen slås
det fast, at tænderne har godt af lys og luft. Smil, hedder digtet, og smil handler det om. Her i Zimbabwe, netop
ankommet fra Finland, indser jeg pludselig, hvor lidt der smiles i både mit
hjemland og i mit fædreland Danmark.
Jo, folks
tænder ser man jo i en uendelighed, perfekt afrettede og blegede stråler
gebisserne ens som fortidens porcelænstænder uden ophør imod mig. Selv statsministeren
i Danmark forsøger sig, dronningen dog ikke. Heldigvis!
Men ellers
går hver og hver anden rundt med blottede tænder. Også når der siges øv! Hvilket for resten ifølge fonologien
er en praktisk umulighed. Selv nyhedsoplæseren i tv kan dårlig skjule grimassen
med optrukket, vandret overlæbe, når tragiske hændelser skal formidles.
Men smil?
Nej, for pokker! For smil viser imødekommenhed, signalerer positivt nærvær i
forhold til den, der tilsmiles. Også når smilet er tandløst, hvilket kan
forekomme i ældre romaner. Tænderne, jeg ser blottede, viser ikke smil, de
viser en rovdyrgrimasse, er som krokodillens et sekund før den hugger til i
vandkanten. Jeg har magt, jeg er farlig. Pas på! Jeg erobrer dig, river dig i
småstykker og sluger dig med hud og hår!
Men her i
Zimbabwe, et land, den vist samlede vesterlandske presse udråber som forarmet
og med en præsident, hvis død forudsiges at resultere i en politisk eksplosion,
her i Zimbabwe smiler mennesker til hinanden.
Ærlig talt
blev jeg først lidt forskrækket over alle disse pludseligt opståede og
forsvindende tandblottelser, men hurtigt forstod jeg, at de kun var tegn på, at
jeg blev set og betragtet med venlighed. Her er det ikke sælgerens smil eller
konkurrentens, før han stikker dolken i mit hjerte, det er en imødekommende
gestus fulgt af venskabelige fraser:
– Hello, how are you?
– I’m fine.
– How are you to day?
– I’m ok, thank you.
Sådan lyder
den korte udgave af hilseformularen, som kan udveksles, mens man passerer en
anden i forbigående. Vel at mærke i den afrikanske gangart, som i begyndelsen
virker sløv, men faktisk er jordvindende, fordi den kan fortætte i nærmest en
uendelighed. Og det i en varme, hvor det stressede nordiske fodslag hurtigt
ville få de fleste til at kollapse.
Kommer man
uforvarende til at støde ind i et andet menneske m/k, standser man gerne op og
undskylder gensidigt, smiler og forsikrer sig om, at den anden trods
sammenstødet er fine.
Jamen
hvilken tidskrævende procedure, stønner den forjagede nordbo, som hjemmefra er
vant til at fræse videre efter i bedste fald at have ladet et hov! eller ups! slippe ud mellem de blottede tænder.
Kom til
Zimbabwe og oplev forskellen!
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar