PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet
Hvad var det nu lige, der var
Danmarks nationalsang? Jo, selvfølgelig: ”Der er et yndigt land”, digtet af
Adam Öehlenschläger, formodentlig i 1819, og sat i musik af H.E. Krøyer omkring 1835.
Spørg enhver
fodboldentusiast. Han har i det mindste første vers parat på tungen. Og de nationalkonservative
damer og herrer ved kysten nord for København kan muligvis endnu flere vers.
Også by heart.
Dette uanset
har der i de senere år været en debat, sporadisk ganske vist, om at finde en
afløser til nationalsangen.
Det hyppigst
nævnte forslag er nok H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født” fra 1850 med
melodi af Poul Schierbeck. Men også Johannes V. Jensens ”Hvor smiler fager den
danske kyst” med melodi af Oluf Ring er blandt kandidaterne. Helge Rodes og
Carl Nielsens ”Som en rejselysten flåde” er et tredje bud, jeg tror, det er
Bertel Haarder, nuværende kulturminister, der har en forkærlighed for netop den,
og som det ses af indledningslinjen starter også den i det maritime.
Meget
passende, for der er så meget vand
omkring Danmark.
Helge Rodes
og Otto Mortens ”Du gav os de blomster” er en poetisk beskrivelse af Danmarks
omskiftelige natur, men den ville formodentlig falde med et brag, hvis det kom
til en folkeafstemning, for noget mindre slagkraftigt under og efter en fodbold-
eller håndboldkamp findes næppe.
Men skulle
katastrofen indtræffe og en majoritet af skønsangere og poesielskere valgte ”Du
gav os de blomster”, vil der altid være ”Kongesangen” fra 1779 af Johannes Ewald
at falde tilbage på. Den har musik, der brasker, og et højpotent ordvalg. Tænk
bare på indledningens ”Kong Christian stod ved højen mast, i røg og damp”!
Sangen i arrangement ved Friedrich Kuhlau indgår i Elverhøj, det danske nationalskuespil fra 1828.
Dronningen
tager gerne prominente gæster med i Det kongelige Teater for at se stykket, så
mere national kan en sang næppe blive.
Alt dette og
meget mere faldt mig ind, da jeg her i weekenden hørte, at det
liberal-konservative Samlingspartiets Ungdomsforbund pønser på en ny
nationalsang til Finland.
For de
finder ikke ”Vårt land” fra 1848 tilstrækkelig ”finsk”. Sangen, som såvel
finsk- som svensksprogede op igennem historien har været forenede om, passer
ikke med en finsk nynationalisme, som bæres frem og inspireres af Riksdagens
næststørste parti, Sandfinlænderne. Den er nemlig skrevet af J.L. Runeberg, svensksproget
finlænder, og musikken fra samme år er af Fredrik Pacius, som, bemærket
parentetisk, ganske vist boede i Finland, men havde tysk stamtavle.
Det er ikke
første gang, at der er forslag fremme om en udskiftning af Finlands
nationalsang. Således mente et sandfinlandsk riksdagsmedlem i 2001, at ”Vårt
land” ikke tjente sit formål. Samlingspartiets kulturminister gav følgende
svar:
”Under vinterkriget befäste ”Vårt
land” sin ställning som nationalsång då den tydligare än förr framstod som en
symbol för självständighetsviljan som förenade hela folket. Varken språkliga
eller politiska meningsskiljaktigheter delade längre inställningen till vår
nationalsång. Sedan dess har ”Vårt land”s ställning som nationalsång varit
obestridlig.”
I stedet for
”Vårt land”, eller på finsk ”Maamme”, foreslås den melankolske
”Finlandiahymnen”, komponeret i 1899, som V.A. Koskenniemi efterfølgende har
sat ord til. Den ”är mer finsk”, som det hedder, og det påpeges, at en ny
nationalsang ville passe glimrende til at festligholde Finlands 100-års
selvstændighedsdag til næste år.
Det bærende
argument er hverken æstetisk eller nationalt, men en ekskluderende finsk
nationalisme, der retter sig mod landets svensksprogede mindretal. Ikke et
forslag skabt til at samle nationen, men et projekt til at splitte og udstøde. Mange
finlandssvenskere ville sikkert fortsætte med at synge ”Vårt land”.
En virkelig
uskøn duet.
Måske kunne de
unge, finske løver i Samlingspartiet gøre ”Finlandiahymnen” til deres
sommersang. Når de nu elsker den så højt.
Samtidig vil
jeg bemærke, at der jo er frit valg på hylderne til at istemme danske sange,
der handler om fædrelandet. Når som helst. Men en udskiftning af ”Der er et
yndigt land”, der ligesom ”Vårt land” har en grundfæstet sædvanestatus, bliver
der næppe tale om.
ANNONCE: