PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk
ved Helsingfors Universitet.
For
et år siden anede ingen en skid om verdens sande tilstand.
Først kom Brexit.
Trump slog dørene ind.
Til de kloges forbløffelse fik Geert Wilders i Holland (hvis nogen
havde glemt ham) så pludselig åndenød.
I Danmark går Dansk Folkeparti for første gang tilbage i
meningsmålingerne, mens Socialdemokratiet stormer frem på at føre DF’s politik.
To alen af et stykke.
Dansk Folkepartis mere grovkornede søsterparti i Finland, det
fremmedfjendske og EU-kritiske Sandfinlænderne, findes nu i to fraktioner med
samme had og samme fobier på programmet. Men mens den ene er dømt ude af
regeringen af moralske årsager, beholder den anden det oprindelige partis
samtlige ministerposter.
I Storbritannien faldt Mays bukser selvforskyldt ned om anklerne
og fratog hende bevægelsesfriheden.
Fred være med det – folket har talt.
Og i Frankrig vandt Emmanuel Macron igen en knusende sejr på et
program, som forståsigpåerne fatter som en bevægelse fra noget til noget andet.
Hvad præcist er
de uenige om.
On
verra,
som macronisterne har fået for vane at sige. Hvilket direkte oversat betyder,
at det får vi at se, men samtidig tilkendegiver, at det aner de ikke en skid
om.
Men lige meget, om det svinger hid eller did, lever
gennemsnitsvesterlændingen stort set uanfægtet videre i sin verden af velstand
og selvtilstrækkelighed. Selv sine argeste modstandere favner han i dybsindige
analyser. De kræver kraftanstrengelser, men at forstå ham modstanderen er højeste
dyd og befæster følelsen af, at vi lever i den bedste af alle verdener.
Her kan kun svingende konjunkturer og en og anden malplaceret
mafiosotype - muligvis med en overdosis religion i bagagen, i forbigående forstyrre
roen ved pølsegrillen og hummerbordet. Anormaliteten bliver forklaret rationelt,
og hyggen genoprettes, for er vi ikke, når det kommer til stykket, én verden
under den samme himmel?
Hvad er alternativet?
Udstødelse!
Strid!
Krig – først bare på kniven, hvilket kan være slemt nok, siden Rigtig
Krig.
Nej! hvor lyder det ulækkert, det springer vi over. Lidt
oprustning, bare, det er en klar livsforsikring, som vi ta’r med. Det gør alle
andre jo, opruster. I alskends fredelighed, förstås!
Undskyld
mig, men ligger tankegangen ikke alt for meget på linje med den selvfedme og
velbegrundede fryd over egen fortræffelighed, som beherskede Europa op til
udbruddet af Første Verdenskrig? Vi griber alt med fornuftens jerngreb, men
hvor meget begriber vi?
Vi tilbeder stabilitet, og vi lever trygt videre med såvel de
ubehageligste som de behageligste overraskelser, når først de er
gennemanalyseret. For eksempel i skikkelse af en Trump eller en Macron, men også
i form at ugerninger begået af jihadister, der gennem terror og død skal berede
sig et hinsides liv i evig vellyst. Eller som hævnangreb, der skal sone
tidligere hævnangreb som i Vikingetidens slægtsfejder.
Øje
for øje,
som der står i kristenhedens hovedbog.
Én dag uden disse ugerninger er som en ekstra søndag. I øvrigt den
dag i ugen, der høster flest bildræbte, ofre for familievold og andet. Men det
skal bedre teknik og terapi nok få bugt med, lover analytikeren og genopretter
roen hos de selvfede.
For 103 år siden blev krigens helende og rensende stålbad hilst
velkommen som en frelse til noget med en højere mening end selvtilfredshedens
evige navlepilleri. Mænd udskiftede stråhatten med stålhjelm og fik brystet
revet op af granatsplinter.
Galskaben startede med et skud i Sarajevo og forklares lidt
dyberegående i skolebøger med rivalitet mellem Europas imperialistiske magter og
en løbsk militær oprustning.
Genkendeligt fra dagens verden?
Men uden folkenes billigelse var krigen gået i graven, før den var
begyndt. Pludselig var den der, irrationel, uberegnelig og grusom over alle
hidtidige grænser. Og den fortsatte og fortsatte.
For
et år siden anede ingen en skid om verdens sande tilstand.
Lille mand, hvad nu, hvad vil du, hvor går du hen?
PS
Ovenstående er ikke inspireret af en svær sommerdepression, men af en række
essays af Peter Englund, der i Förflutenhetens landskap
(1991) med en storartet sproglig energi
stiller en
lang række af den Store Histories fejlagtige vurderinger og hovedløse
handlinger og deres katastrofale følger til skue. Det er lystlæsning til lang
eftertanke.
ANNONCE:
