 |
| Bærepinde skal i dag købes! |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i
dansk ved Helsingfors Universitet.
Mens
usikkerhed rumsterer i mellemgulvet og spørgsmålene hober sig op:
–
hvornår skal Donald Trump i fængsel?
–
hvis gæld vokser hurtigere end Kinas?
–
hvor længe holder Theresa Mays bukser?
–
hvorfor er Robert Mugabe ikke allerede død?
–
hvilken ulovlig ordre pønser Inger Støjberg lige nu på?
–
hvordan vil Emmanuel Macron genopfinde Frankrig & Europa?
–
hvem prygler demonstranter i Rusland efter Vladimir Putin og Dimitrij Medvedev?
–
hvad skiller Finlands Jussi Halla-aho fra Ungarns Viktor Orbán, fra Danmarks
Pia Kjærsgaard, fra Sveriges Jimmie Åkesson, fra Frankrigs Marine Le Pen?
griber
jeg efter noget velkendt, småt, kompakt, solidt, trygt:
En bærepind!
Bærepind?
Jeg ser den for mig i en rød og hvid snor, som ekspedienten
omhyggeligt har strammet om indpakningspapiret. Så tager han en bærepind fra
kassen på disken, hvor min mor allerede har lagt beløbet.
– Og så en bærepind, kære frue, siger han og lægger hovedet lidt
på skrå.
Uden at vente på svar knytter han rask bærepinden fast til snoren
og rækker den med en venlig gestus over disken og ned til mig.
– Så den unge mand også kan få lov til at hjælpe til.
Min mor synes sikkert, som jeg, at ekspedienten er et
skvadderhoved, men pinden ligger i hånden, hvor den skal, og snorestumpen til
pakken går uden at snære ned mellem langemand og guldbrand. Mens vi går hjemad
svinger jeg kækt med pakken, der dingler elegant i sin bærepind.
Det der med at dingle elegant i bærepinden er, må jeg tilstå, et citat,
som jeg har stjålet fra 3. udgave fra 1962 af Nudansk ordbog.
Billedet giver indkøbet overskuelighed. Jeg ser personlig
betjening og håndholdt pakke frem for dagens bugnende indkøbsvogn og
plasticposer, der tynger bæreren mod jorden, inden de eventuelt sprækker med en
katastrofe midt på fortovet i myldretiden til følge.
Men nu er vi allerede sprunget langt ind i en helt anden
tidsalder:
Plasticposens.
Den altrummende plasticpose.
Dét ord ser jeg først i 15. udgave fra 1995 af min uundværlige Nudansk ordbog. Men da havde posen længe
været bærepindens altbesejrende afløser.
I dag, toogtyve år endnu senere, i netudgaven af Den danske ordbog, finder jeg under
søgeordet indkøbsnet en sofistikeret
skideballe til netop denne pose.
Investerer du i et indkøbsnet af stof, vil du være med
til at stoppe den endeløse brug af jordens ressourcer, som vi alle ved, ikke
kan holde i det uendelige (Politiken, 2012)
Grådigt og uoverskueligt fremstilles vort
forbrug.
Og det gælder jo ikke blot varer, men også
nyheder og anden information om Trump, om May, Macron, Mugabe, Medvedev og hvad
ved jeg. Personer og problemer vælter ned fra alle virtuelle hylder, når jeg
åbner mit elektroniske net, og der er brug for maxiposer for at rumme bare det
vigtigste.
Intet opvejer fryden ved det vilde og mangefacetterede
i dagens udbud!
Og alligevel mærker jeg hver dag ikke blot
min egen indre forsigtigper. Rundt om mig kommer de stadig flere gående med en
fin pakke elegant dinglende i sin bærepind.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar