 |
| Da blåbær var blåbær! |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk
ved Helsingfors Universitet.
–
Verden er af lave, mumlede fruen ned i de små grønne planter. Hun drejede
hovedet og så skråt op mod mig, som jeg stod der med hagen støttet til min vandringsstav.
– Mere end fjorten dage forsinkede! Hvis de overhovedet kommer.
Hun strakte tre små blåbær frem, som jeg pillede op af hendes hånd
og kastede i munden. Ikke hendes, men min. Hun havde allerede spist nogle
stykker.
– Hvad skal vi så finde på? sagde jeg.
Men i virkeligheden mente jeg: Hvilken dessert vil du nu foreslå,
når blåbærtærte er en umulighed, fordi tiderne er, som de er?
Når sommeren er forsinket og måske aldrig kommer?
Når krisen er akut og ingen løsning er i sigte.
Så fjernt fra din barndom med blåbærskoven som hjemmebane – og
slet ikke som i vore år i Uppsala, hvor vi begejstrede skrev hjem om, at vi
havde fundet blåbær så store som fodbolde og overmodigt kastede os ud i planer
om at åbne et blåbærtærteudsalg for de dumme uppsalaboere, der ikke forstod at
plukke deres egne bær.
Søde minder fra for længe siden her ude i dagens blåbærskov, som ikke
var nogen blåbærskov, fordi naturens
rytme er af lave. Og surt lige nu, fordi vi ikke kan leve op til vore gæsters (de
kommer i aften) forventninger om en dessert i særklasse.
Økologisk, naturnær og så oprindelig, at den står øverst på
speltmødres ønskeseddel.
Oven i købet gratis, fordi den er hentet fra skoven.
Men ikke mindst er den så velsmagende, at det gamle,
østerbottniske mundheld:
Om
de riik sku veta hur de fati mår
er
blevet en selvfølgelig del af ritualet omkring denne lune dessert garneret med
flødeskum, vaniljesauce eller is. Også efter, at vi ikke længere tænker det
mindste på at stå i grøftekanten og sælge blåbærtærter for at holde armoden fra
døren.
Da vi godt og vel var kommet hjem med let blå tunger, men
ingenting af betydning i kurven, søgte jeg trøst for samtidens uorden ved at
opleve den flig af evighed, som et digt kan give.
Grønne digte vil jeg læse nu, tænkte jeg, og hvem andre end Ole
Sarvig har skrevet grønne digte? Sikkert mange, ret beset, men han lagde i 1943
beslag på titlen, og rigtignok, jeg fandt straks et om sommeren, som jeg gerne
vil citere in extenso for min læser, som måske også trænger til det håb, der
kan hentes i årstidernes faste gang og evige tilbagekomst. – At Sarvig i øvrigt
skrev på en højt profileret krisebevidsthed hører med som et memento.
SOMMER,
MIN VEN
Sommer,
min ven,
huset
stod fugtkoldt og vintersygt hen.
Stemmer
og trin
rungede
hult i det halvtomme skrin.
Alting
var klamt,
svampet
og slimet og rustent og ramt.
Lyset
var sort.
Alt
var gemt hen, stuvet ned, pakket bort.
Vintren
var hvid.
Du
er saa grøn og saa drømmende blid.
Dage
var graa.
Du
er så frisk og saa blæsende blaa.
Vinterens
nat:
vildvindens
horder paa vej gennem krat.
Sommerens
dag:
løbende
vinde om for og om bag.
– – –
Nu
er vi nær,
sikkert
i læ bagved sommerens skær.
Aabnede
gem.
Mange
smaa bøjede nakker brød frem.
Nu
er her sang,
stemmer
og lys, som der var det engang.
Skyggernes
net
leger
med solen, hvor græsset staar tæt.
Nu
kan du gaa
ud
til de blaanende vande, du saa.
Langeligt
syn,
farende
vind over Sjælland og Fyn.
Brusende
vand,
talende
stemmer i krans om mit land.
Sommer,
min ven,
elskede,
nu er du kommen igen!
For nogle dage siden genlæste jeg Sarvigs forsøg i kriminalgenren,
Havet under mit vindue. Som kriminal(roman)
er den rædselsfuld, desuden frygtelig patetisk og fyldt af et skønånderi og
samfundsanalytisk dilettanteri, hvilket næsten gav mig kvalme.
Dette til trods har jeg tænkt mig at give hans Stenrosen en chance for at se, hvad han har
hentet ud af intetheden og skabt. Jo, for han er fra en tid, da Digtere var
Digtere og hellere sultede end tog et borgerligt erhverv, der kunne besmitte
deres rene tanker, som kom til dem fra livet selv i opløst form, som kun de kunne se meningen med og give videre
til de dødelige efter at have mejslet det i ord.
Sarvigs sprog skrives ikke af mange nufortiden. Det fascinerer
mig. Og ret beset er sproget i de fleste romaner mere værd end halvdelen af
indholdet. Derfor er han værd at læse.
Og så kan han sætte kommaer, det kunne man dengang.
ANNONCE:
