Færge som Lego |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i
dansk ved Helsingfors Universitet.
Det
er efter Storebæltsbroen på motorvejen mod København, at tanken om dansk tunnelsyn
opstår mellem de frodiggrønne buske og træer, som på begge sider af motorvejen
skjuler Sjælland. Under os asfalten, der er kedeligt grå som himlen.
Ikke sortladent som havet, vi lige har kørt over.
Men nej! nu forvrænger jeg, der er ikke noget sortladent over
Storebælt set fra broen. Vandet flimrer forbi femogtres meter nede på den anden
side af rækværkets gitter. Selve konstruktionen af hængebroen båret af pyloner
på hver to hundrede og fire meter, Danmarks højeste faste punkter, er i sig
selv storladen.
Men paradoksalt er hele systemet af højbro, lavbro og tunnel med
til at gøre Danmark mindre, og oppefra berøver det havet dets sortladne
karakter.
– Sortladent. Nu har du brugt ordet tre gange, siger min
rejseledsagerske, som læser mine tanker. – Lyder det ikke lidt gammelt. Som når
du siger EDB, men mener IT?
– Det er nærmest oldnordisk og ubrugeligt, siger jeg, – undtagen i
én sammenhæng.
Hun
har allerede googlet.
– 1778, siger hun. – Fiskerne,
et syngespil af Ewald. Her indgår Kongesangen,
en lovprisning af danske søhelte. Men hey, det er en fattig fisker, der synger Kong Kristjan stod ved højen mast, og lige
inden siger han: Det er Herrefærd til
Orlogs. Herrefærd?
– Det betyder, at det er helt vildt sjovt at slås i marinen,
svarer jeg i håbet om at lyde moderne.
Hun ryster på hovedet og citerer:
Du
danskes vej til ros og magt,
sortladne hav!
Modtag din ven, som uforsagt
tør møde faren med foragt,
så stolt som du mod stormens magt,
sortladne hav!
Og rask igennem larm og spil
og kamp og sejer før mig til,
og kamp og sejer før mig til
sortladne hav!
Modtag din ven, som uforsagt
tør møde faren med foragt,
så stolt som du mod stormens magt,
sortladne hav!
Og rask igennem larm og spil
og kamp og sejer før mig til,
og kamp og sejer før mig til
min
grav!
Vi er enige om, at digtet taler til os fra for længe siden. Nærmest
som fra Vikingetiden, da havet ikke adskilte, men forbandt de danske øer, og
den, der ville se andet end sit havegærde, havde skibet som bedste mulighed. Øriger
fostrer sejlere, og dem er der afsindigt mange af i Danmark.
Også nufortiden.
Nemlig i lystbådehavnene.
Min rejseledsager og jeg mindes således en tur langs kysten nord
for København det foregående år. Der var master i titusindvis, tæt, tæt stod de
en søndag med strålende sol og 4-6 sekundmeter og fortalte om lige så mange
drømmere, mest mænd, formodentlig, med røven fuld af penge. Bådenes antal på
Sundet var minimalt. Måske tyve, måske
halvtreds, men garanteret langt under hundrede havde gidet at tage sig ud.
Resten af bådene lå og fortalte om fantasiløse bolværksmatroser,
snobberi for store lystsejlere og manglende evne til at se andet end egen rigdom.
– Det er som curlingforældrene! Min rejseledsagerske var igen på
nettet. – Hør lige: vrede forældre klager på Facebook over, at logistikken på
Roskilde Festivalen har svigtet, og at det våde vejr er for hårdt for deres
børn. Sikke nogle selvgode, indskrænkede, narcissistiske slapsvanse m/k,
afslutter hun forarget. De ser bare sig selv og vil have, at også andre ser
dem.
Jeg gav hende selvfølgelig ret. 130 kilometer i timen gennem en
grøn tunnel er ikke det bedste udgangspunkt for en mere nuanceret samtale om
børneopdragelse og vores forventninger til de små. Som snart bliver store og
overtager hele butikken. Som fra småbørnsalderen bliver pæset frem gennem tests.
Som skal lære at svare rigtigt, ikke først og fremmest at tænke sig om.
Tage sit bestik, ville de gamle sømænd, der i Vikingetiden og med
1700-tallets enorme handelsflåde gjorde Danmark stort, kunne have sagt.
Men bestikket er allerede taget. Af andre. Politikere. Tænketanke.
Bureaukrater. Og administreres med hård hånd. Af andre. Af hele eliten.
Hver dag stiger tempoet, og der gøres indhug i tiden til
eftertanke.
Tænker vi.
Lidt romantisk tunnelsynsagtigt, måske.
På motorvejen mod København.
Savner vi færgen?
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar