SAVNER VI FÆRGEN?


Færge som Lego

 PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Det er efter Storebæltsbroen på motorvejen mod København, at tanken om dansk tunnelsyn opstår mellem de frodiggrønne buske og træer, som på begge sider af motorvejen skjuler Sjælland. Under os asfalten, der er kedeligt grå som himlen.
Ikke sortladent som havet, vi lige har kørt over.
Men nej! nu forvrænger jeg, der er ikke noget sortladent over Storebælt set fra broen. Vandet flimrer forbi femogtres meter nede på den anden side af rækværkets gitter. Selve konstruktionen af hængebroen båret af pyloner på hver to hundrede og fire meter, Danmarks højeste faste punkter, er i sig selv storladen.
Men paradoksalt er hele systemet af højbro, lavbro og tunnel med til at gøre Danmark mindre, og oppefra berøver det havet dets sortladne karakter.
– Sortladent. Nu har du brugt ordet tre gange, siger min rejseledsagerske, som læser mine tanker. – Lyder det ikke lidt gammelt. Som når du siger EDB, men mener IT?
– Det er nærmest oldnordisk og ubrugeligt, siger jeg, – undtagen i én sammenhæng.
Hun har allerede googlet.
– 1778, siger hun. – Fiskerne, et syngespil af Ewald. Her indgår Kongesangen, en lovprisning af danske søhelte. Men hey, det er en fattig fisker, der synger Kong Kristjan stod ved højen mast, og lige inden siger han: Det er Herrefærd til Orlogs. Herrefærd?
– Det betyder, at det er helt vildt sjovt at slås i marinen, svarer jeg i håbet om at lyde moderne.
Hun ryster på hovedet og citerer:

Du danskes vej til ros og magt,
sortladne hav!
Modtag din ven, som uforsagt
tør møde faren med foragt,
så stolt som du mod stormens magt,
sortladne hav!
Og rask igennem larm og spil
og kamp og sejer før mig til,
og kamp og sejer før mig til
min grav!

Vi er enige om, at digtet taler til os fra for længe siden. Nærmest som fra Vikingetiden, da havet ikke adskilte, men forbandt de danske øer, og den, der ville se andet end sit havegærde, havde skibet som bedste mulighed. Øriger fostrer sejlere, og dem er der afsindigt mange af i Danmark.
Også nufortiden.
Nemlig i lystbådehavnene.
Min rejseledsager og jeg mindes således en tur langs kysten nord for København det foregående år. Der var master i titusindvis, tæt, tæt stod de en søndag med strålende sol og 4-6 sekundmeter og fortalte om lige så mange drømmere, mest mænd, formodentlig, med røven fuld af penge. Bådenes antal på Sundet var  minimalt. Måske tyve, måske halvtreds, men garanteret langt under hundrede havde gidet at tage sig ud.
Resten af bådene lå og fortalte om fantasiløse bolværksmatroser, snobberi for store lystsejlere og manglende evne til at se andet end egen rigdom.
– Det er som curlingforældrene! Min rejseledsagerske var igen på nettet. – Hør lige: vrede forældre klager på Facebook over, at logistikken på Roskilde Festivalen har svigtet, og at det våde vejr er for hårdt for deres børn. Sikke nogle selvgode, indskrænkede, narcissistiske slapsvanse m/k, afslutter hun forarget. De ser bare sig selv og vil have, at også andre ser dem.
Jeg gav hende selvfølgelig ret. 130 kilometer i timen gennem en grøn tunnel er ikke det bedste udgangspunkt for en mere nuanceret samtale om børneopdragelse og vores forventninger til de små. Som snart bliver store og overtager hele butikken. Som fra småbørnsalderen bliver pæset frem gennem tests. Som skal lære at svare rigtigt, ikke først og fremmest at tænke sig om.
Tage sit bestik, ville de gamle sømænd, der i Vikingetiden og med 1700-tallets enorme handelsflåde gjorde Danmark stort, kunne have sagt.
Men bestikket er allerede taget. Af andre. Politikere. Tænketanke. Bureaukrater. Og administreres med hård hånd. Af andre. Af hele eliten.
Hver dag stiger tempoet, og der gøres indhug i tiden til eftertanke.
Tænker vi.
Lidt romantisk tunnelsynsagtigt, måske.
På motorvejen mod København.
Savner vi færgen?

 ANNONCE:








Ingen kommentarer:

Send en kommentar