 |
| Bruegel, Babelstårnet bygges, 1563 |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
I
Første Mosebog, 11. kapitel fortælles
det, at menneskeheden engang havde ét
eneste sprog. For at kunne holde sammen blev de enige om at bygge en by og i
den et tårn, der skulle nå op til himlen. Gud misbilligede planen, for den
ville vise menneskene, at intet var umuligt for dem. Han forvirrede derfor
deres sprog, så de ikke længere forstod hinanden, og spredte dem ud over hele
jorden.
Tårnet, menneskene aldrig blev færdige med, kaldtes Babelstårnet,
og den sprogforbistringen, der ramte menneskene, har navnet Den Babyloniske Forvirring.
Tager man den smålige Gud ud af fortællingen om Babelstårnet og
forvirringen under det, står den banale sandhed tilbage, at et fælles sprog
fremmer forståelsen og er en forudsætning for store bedrifter. Skal der
samarbejdes, skal der samtales, og samtale kan ikke finde sted uden, at vi forstår
hinandens sprog.
Et af de områder i verden, hvor denne sandhed har ført til store
resultater, er Norden, som generelt set er et koldt, fugtigt, blæsende,
ugæstfrit landområde uden adgang til store naturressourcer. En redegørelse for
det nordiske samarbejdes forudsætninger og opståen ville fylde en bog og ikke
en blog. Jeg vil derfor bare konstatere, at det er der, og at det har fungeret
i mange år på baggrund af en gensidig forståelse, der ikke bare er sproglig,
men også historisk og kulturel.
Hvis man ikke umiddelbart mærker dette, når man er på rejse i et
nordisk naboland, er det i hvert fald en genkommende oplevelse i det store
udland. Her rykker folk fra Norden sammen i en gensidig følelse af respekt,
tillid og forståelse.
I dette samarbejde har det danske, det norske og det svenske sprog
været fundamentet for samtalen, fordi disse sprog ligger så tæt op ad hinanden,
at det ikke kræver mere end nogle få dages arbejde at tilegne sig de to andre,
hvis man kan det ene. Det fortæller mine personlige erfaringer som lærer og
kulturarbejder i Finland, på Åland og i Sverige mig.
Det kan læserne så springe op og falde ned på og henvise til andre
erfaringer, der fortæller om, at de al’så
ikke kan forstå dansk/svensk/norsk. Og så er man - om man vil det eller ej,
i gang med en samtale over sprog- og landegrænser. Og det er en samtale, som
giver mening i en dansk-norsk-svensk kontekst på en hel anden måde end den
samme type samtale mellem for eksempel mennesker fra et germansk Tyskland og et
romansk Frankrig, hvor der er tale om to vidt forskellige sprog.
Et indlæg i den nordiske sprogdebat, som har sat sig fast i min
hukommelse, er fra begyndelsen af året. I centrum står Bertel Haarder,
tidligere minister for kultur, undervisning med mere, og den norske teenageserie
Skam, som også i Danmark har opnået en uhyre popularitet. I et interview til Kristeligt Dagblad siger Bertel Haarder,
der har set et par afsnit af serien:
Det,
der optager mig, er udelukkende det forhold, at hundredtusinder af danske
teenagere nu pludselig forstår norsk. Det er et mirakel! Efter at jeg som
nordisk borger har skullet høre på, at de unge ikke forstår andre nordiske
sprog, viser det sig, at efter to afsnit af serien ”Skam”, så forstår man det
hele. Jeg talte med en teenager, som sagde, at hun nærmest forstod norsk efter
at have set et par afsnit af serien.
Det siges endvidere, at danske unge har overtaget norske
slangudtryk fra Skam. Wauw, siger jeg
med et låneord fra engelsk. Når unge begynder at adoptere den slags ord, rykker
sprogtilegnelsen.
Det var noget i stil med ovenstående, der et kort øjeblik for
gennem mit hoved, da jeg forleden i det finlandssvenske Hufvudstadsbladet læste overskriften:
Bakslag för finskan i Nordiska rådet.
Kort fortalt
havde ålændingen Britt Lundberg, medlem af partiet Centern på Åland og præsident
for Nordisk Råds Præsidium, bremset et forslag fra den finlandske delegation
om, at finsk og islandsk skulle ligestilles med dansk, norsk og svensk som
officielle arbejdssprog i Nordisk Råd.
En rankrygget ålænding, tænkte jeg, som nu i en større sammenhæng
end den lokalt ålandske forsvarer retten til
at
undgå sprogforbistring. En ret, som et ensproget Åland har nydt god af siden
Folkeforbundet den 24. juni 1921 garanterede det svenske sprogs særstatus på
Åland.
Nu tror jeg på ingen måde, at Britt Lundberg er imod det finske
sprog som sådant. Men finsk er et sprog med et ordforråd og en grammatik, som
det kræver årelange studier at tilegne sig. Siden Finlands medlemskab fra 1953
af det den gang ét år gamle Nordisk Råd med Danmark, Island, Norge og Sverige
som medlemmer har Finland sprogligt set kørt på frihjul, fordi landet har været
så heldigt at have en minoritet med svensk som modersmål. For at gøre en lang
historie kort er det ad den vej, Finland kom ind i det nordiske samarbejde.
Men nu skal Finland altså stå på egne ben med eget, ligestillede
sprog, mener en af de drivende kræfter bag forslaget, sandfinlænderen Juha
Eerola, vicepræsident i Nordisk Råd.
I de kredse, som interesserer sig for det nordiske samarbejdes
former, er debatten efter Britt Lundbergs udmelding i fuld gang. Med en
henvisning til Første Mosebog og talløse erfaringer angående sprogforbistringens
splittende resultater vil jeg give mit bidrag ved at stille spørgsmålet:
Men hvorfor flere sprog? Hvorfor ikke være praktisk og vælge færre?
Hvorfor ikke vælge et enkelt? Nemlig dét nordiske sprog, der tales af flest og
derfor også forstås af flest?
Det gør mig naturligvis ondt for mit danske modersmål, at det således
ikke længere vil være officielt sprog i de nordiske regeringers samarbejde. Men
det og andre sprog i Norden vil stadig blive talt, når der holdes pause fra det
officielle og drikkes kaffe.
På den måde vil både kaffe og sproglig mangfoldighed beholde deres
plads som uundværlige bindemidler i samarbejdet i Norden.
ANNONCE:
