PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Min
første tanke efter at have læst digtet var monstret Harvey, orkan, syndflod og spreder
af giftige kemikalier i ét ustandseligt uvejr.
Men det var dumt, de tanker havde sikkert ikke været i digterens
hoved, langt mindre fandtes de på papiret. Det var bare mine associationer, der
løb løbsk på grund af den finske sommers vedholdende stærke blæst og talrige
regnbyger med unormalt store vandmængder.
Pseudonymet Gromit står for digtet, der stod at læse i det
finlandssvenske Hufvudstadsbladet,
hvortil Gromit hver søndag leverer et bidrag.
September
Överraskad inser jag
att sommaren är slut.
Värmen såg jag inte till
och fjärden låg ju aldrig still,
det är så länge till april.
Nu när hösten kommer vill
jag sucka och gå ut.
Illustrationen til digtet, for sådan en er der også hver søndag,
viser et koøje med et bølgende hav bag. Godt ramt, tænker jeg, præcis sådan er
denne sommers sejlerliv set fra et koøje.
Og når man er træt af synet, sukker man og går ud.
Som Gromit.
Til hvad går man ud?
Og igen griber dommedagsstemningen fra monstret Harvey mig. Som
forstærkes af nyheden om Irma, en ny monsterstorm, der med 280 km/t har kurs
mod Jomfruøerne og Florida. Hjælp, tænker jeg og søger i tankerne beskyttelse
bag et koøje. Nu på amerikadamperen Titanic, engang det strålende symbolet på
luksus, fart, sorgløshed og kontrol over naturen i et uendeligt fremskridt mod
en bedre verden.
Det var i 1912. Som bekendt forliste Titanic på sin jomfrurejse
mod det forjættede land Amerika. Og jeg har hørt sige, at havde verden den gang
besindet sig og gennemtænkt årsagerne til forliset og handlet derefter, var Første
Verdenskrig aldrig brudt ud to år senere.
Jeg
kan ikke afgøre, om det er langt ude.
Til gengæld er jeg sikker på, at det, som jeg for nylig hørte i en
diskussion i radioen, at Harvey er et wakeupcall og en generalprøve på det, der
vil ramme os, hvis vi ikke besinder os på klimaforandringer skabt af
menneskene, har meget for sig.
Ikke, at jeg er nervøs for hverken storm eller vand, sådan
personligt når jeg er hjemme i hvert fald. Ikke på nogen måde! For rundt om
huset, hvor jeg bor, har jeg møjsommeligt gravet faskiner og fyldt dem med
kubikmeter efter kubikmeter af dyrt indkøbte skærver. Og de farligste træer
omkring huset er fældet, savet og kløvet. Uvejr, vand og vinter kan komme, jeg
er beredt, jeg har set om mit hus, tænker jeg i tråd med tidens individualisme
og føler mig godt tilfreds.
Så går jeg ud til min bil. Det er lige før solnedgang, det er
vindstille, og jeg ved, hvor jeg skal hen. Til en sø ved en krummet, naturskøn
vej nær Fagervik Gård et halvt hundrede kilometer vest for Helsingfors. Her
standser jeg bilen, ruller vinduet ned og tager et billede.
Naturen er så trøsterig smuk. Når den altså er det.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar