#METOO OG MUREN

 

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

#MeToo-bevægelsen er blevet sammenlignet med Murens Fald. Fortiet undertrykkelse og udnyttelse har fået stemmer. Forpinte kroppe og gnavende tavshed har gjort oprør. Fællesskabet, solidariteten, sliddet sammen mod et højere mål var ikke andet end et skalkeskjul for selvhævdelse. Råbet om broder- og søsterskab udmøntede sig i magtbegær og misbrug.

Nu skal krænkerne få kærligheden at føle, hedder det med en grusomt ironisk formulering.

For vi er kvinder, vi er mange, vi er halvdelen,

som den finlandssvenske poet Warva Stürmer sang engang i 1970’erne.

Eller

Wir sind das Volk,

som de råbte – de 70.000 demonstranter, der efter den traditionelle mandagsbøn foran Nicolaikirche i Leipzig i oktober 1989 indledte den skelsættende demonstration, der skulle vælte DDR-regeringen og genforene Øst- og Vesttyskland.

Kun fantaster havde set dén revolution komme, og hvem tager fantaster alvorligt?

Siden faldt Muren og blev brugt som fyld på byggepladser, da det gamle DDR blev bygget nyt, eller havnede som brokker på kaminhylderne rundt omkring i de små hjem.

Otteogtyve år efter faldt så den mur af tavshed, der havde omgærdet sexuelle krænkelser, misbrug, angreb, udnyttelse, chikane og voldtægt af kvinder. Det gamle begreb om jus primae noctis, adelsmandens ret til den første nat med den nygifte bondepige, blev afsløret som gangbar praksis i nutidige magtmænds varierede krænkelser. For eksempel som forudsætning for, at kvinder kunne stige i hierarkiet, få stilling, lønforhøjelse eller slet og ret for at de kunne undgå at blive fyret.

En sund kontrakt indgået på frivillig basis, forsvarer magtmanden sig.

Mindst én ting glemmer han: lummerheden. Som kommer af, at han ikke frit, åbent og fra starten deklarerede vareudvekslingens præmisser, når saglighed blev erstattet af sex.

På samme måde følte mange i det gamle DDR, at de blev udnyttet i et samarbejde på magtens præmisser, hvor den blev ophøjet, som accepterede undertrykkelsen, mens de protesterende blev overset, tilsidesat, degraderet.

Lidt dristigt vil jeg karakterisere disse magtmænd som anakronismer, fordi de

tilhører eller er præget af en anden tid end omgivelserne (fra Den danske ordbog).

For der var jo en tid, da udnyttelse og udbytning af såkaldt lavere klasser var anerkendt. Slaven, for eksempel, og kvinden og andre repræsentanter for underklassen var elitens legitime bytte.

Sådan er det ikke længere. Slaveriet blev afskaffet, underklassen blev til arbejderklassen og tilkæmpede sig rettigheder, og kvinderne – ja, kvinderne bider ikke længere skammen i sig, men peger på deres undertrykkere og tekster også jeg.

I den bedste af alle verdener vil #MeToo-bevægelsens generaloprør mod en grundfæstet krænkerkultur resultere i en uendelig række retssager  mod dem, der udpeges som krænkerne.

Det er et revolution, som kun lige er begyndt.

SE MIN HJEMMESIDE: asgeralbjerg.fi og læs et gratis uddrag af min kommende bog, Sfinksens datter.

ANNONCE:

TRAFIK I SIMULAKRUM

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Regeringen pønser på et forslag om at ændre uddannelsen til køreprøven.

- De obligatoriske køretimer skal mindskes fra 18 til 10.

- Teoritimerne skæres ned fra 19 til 4.

- Den obligatoriske kørsel på isbaner skrottes.

- I stedet for at køre på landeveje og isbaner og i tæt bytrafik, skal eleven prøve kræfter med trafikken i simulatorer.

- Digitale selvstudier skal så vidt muligt erstatte kørelæreren.

- Den anden og afsluttende del af køreprøven, der tages nogen tid efter den første og foreløbige og giver ret til permanent kørekort, skal væk.

De planlagte ændringer til uddannelsen til køreprøven bryder med en uddannelse, der har eksisteret i næsten 30 år. Blandt eksperter er der frygt for, at trafiksikkerheden, der langsomt er blevet forbedret i lige så mange år, vil blive sat over styr. Det vil ikke kunne ses de første par år, men så!

Med andre ord: Reglerne for erhvervelse af kørekort, der for små tredive år siden gjorde landet til et foregangsland, skal bombes tilbage til stenalderen.

Siger nogle.

Nej, nej, nej, det passer ikke, siger andre. Landet skal tværtimod løftes ind i fremtiden. Og fremtiden er digital. Det ved ethvert barn. Det er i den digitale verden, livets grundlæggende erfaringer bliver gjort. Nettet ved alt om sex, død og mad. Man kan se det hele live. Spillet op af professionelle - eller af amatører foran deres egen skærm.

Mundvandet løber og safterne stiger.

Børns nødvendige motoriske færdigheder erhverves ikke længere gennem syning, småsløjd og evnen til at holde rigtigt på en blyant og frembringe skønskrift. De erhverves gennem sliddet med at beherske et tastatur, så hvorfor ikke overføre dem til evnen til at opnå kørefærdighed?

Det, der før var nervøst slid i selskab med en sur kørelærer fuld af kritik, bliver nu til den rene leg. Som var det et af de mange computerspil om krig og kærlighed, opdagelsesrejser og imperiebyggeri, fredelige og farlige dyr, rumrejser, bilvæddeløb, guldgravning, sport og strisseres farlige arbejde. Der kan spilles solo eller i virtuelle grupper, og alle spil opøver desuden færdigheder i at iagttage, vurdere en situation, reagere lynhurtigt og handle adækvat.

At man gør det uden risiko for liv og lemmer og blod på hænderne og tabt kapital og kæreste er kun et ekstra krydderi, og dør man, får man sig hurtigt et nyt liv, så man kan spille videre, fordrive tiden og blive lykkelig med sig selv eller vennerne. Det er så vildt, at man næsten glemmer, at ingen endnu er blevet mæt på nettet, ingen har fået børn på nettet, ingen har boet på nettet, ingen har sovet på nettet.

Men man kan vise, så andre kan se, hvordan det går til uden at lade sig involvere mere i det, end at man med et skuldertræk kan gå ud af det, for det hele var jo bare en efterligning.

Her kommer jeg til at tænke på et ord, der er meget sværere end det nys nævnte adækvat, der jo bare betyder dækkende eller passende til lejligheden.

Det er ordet simulakrum, en afledning af latin simulare: efterligne. Det henviser til en verden, der erstatter den håndgribelige virkelighed med noget, der efterligner eller billedliggør den som en egen virkelighed. Dette skift i virkelighed kan man opfatte på to måder. Som et virkelighedstab, eller som en ny og smartere måde at gøre erfaringer på.

Et simulakrum bliver således et udvidet rum, hvor fantasien har så gode dage, at den ikke er til at skille fra virkeligheden, indtil ...

Det er dette indtil, der i min vurdering af den nye køreuddannelse er afgørende. For når man er på landevejen med 120 km/t, er man så langt fra et simulakrum, som man kan være.

For mit eget vedkommende og til alles bedste vil jeg stærkt foretrække, at de nye generationer af bilister er uddannet i den håndgribelige virkeligheds verden for på en adækvat måde at kunne møde den virkelighed, der kommer imod dem med 120 km/t.

Jeg tillader mig samtidig at tvivle på, at man fuldt ud opnår denne færdighed i et simulakrum. Og jeg vil gætte på, at det overordnede mål for omlægningen af uddannelsen af bilister ikke er øget trafiksikkerhed, men besparelser. At selvstudier og træning i simulatorer derimod kan være et nyttigt supplement til den eksisterende uddannelse for at øge trafiksikkerheden, kan der næppe indvendes noget imod.

Til sidst skylder jeg at sige, at det ovenomtalte land er Finland, hvis regeringsleder hedder Juha Sipilä. Jeg spekulerer på, hvad det er for en verden, han lever i.

SE MIN HJEMMESIDE: asgeralbjerg.fi og læs et gratis uddrag af min kommende bog, Sfinksens datter.

ANNONCE: