![]() |
Fra japanske rismarker |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
–
Jeg har ikke tid til det her pjat, jeg skal hjem og spise risengrød med min
kone!
Jeg
citerer efter hukommelsen, det er Bertel Haarder, der taler, og han er vred,
rent ud sagt rasende, og han er ikke en hvem som helst. Bertel har slået de
fleste rekorder for lang og tro tjeneste som medlem af Det danske Folketing og
som minister for undervisning, forskning, kultur, kirke, nordisk samarbejde, sundhed
og indenrigske anliggender. Og nu er han blevet forstyrret midt i sin aftengrød
for som minister at skulle svare på noget, han ikke har haft mulighed for at
forberede sig på.
–
Pis mig i øret!
råber
han blandt andet til journalisten, og her er jeg sikker på ordlyden, for bemærkningen
blev siden citeret mangfoldige gange i medierne, og den kom med i en af
Danmarks mange sommerrevyer.
Bertel Haarder og jeg ligner hinanden på forbløffende få områder,
men i én sag er vi totalt enige. Vi elsker begge risengrød. Ikke som en madrelikvie
fra en tid, da grød for høj og lav var en del af ugemenuen. Grød på de
importerede riskorn var lidt finere end for eksempel byggrød og melgrød og mannagrød og boghvedegrød og havregrød
og ruggrød og øllebrød af tørre brødstumper – nok til hele ugen.
Risengrød blev ophøjet til julemad, og det var med den, man
begyndte juleaften, hvis man ellers skal tro Johan Krohns slidstærke
versfortælling Peters Jul fra lidt
efter midten af det forrige årtusindes næstsidste århundrede. Når grøden var
spist, var den værste sult allerede
stillet, før man kastede sig over de kostbare kødretter.
God husholdningsøkonomi!
Hvordan er det i dag med kærlighed til risengrød – når vi ser bort
fra Bertels og min? Jeg kender ingen, som spiser det, og kikker jeg i min
dagligvarebutik, finder jeg masser af ris i form af et stort, farveprangende
udvalg af forskellige typer til middagsretter. Men grødrisen, hvor er den?
Endelig finder jeg den forvist til en plads i hjørnet på den
underste hylde.
Jeg skal kikke ydmygt ned og bøje mig så dybt, som jeg kan, når jeg
vil have fat på mine yndlingsgryn. Til gengæld er belønningen stor: et lettillavet,
velsmagende og mættende måltid. I tilgift slår det bunden ud af de færreste
budgetter.
– Lettillavet! udbrød min temmelig dyre frisør forleden, da jeg
sad i hendes salon og fortalte om dagens madplanert. – Risengrød tager en time!
Og jeg gider altså ikke at stå og røre så længe.
Hun er god til at klippe, synes jeg, men til risengrød – nej! Men
det kan hun blive, hvis hun vil.
Jeg gav hende opskriften mundtlig. Her kommer den på prent og
føjer sig smukt til andre opskrifter, jeg har bragt her i midtialt under overskrifter som Jørgens
surdej 1-2, Fars frikadellefars
og Hestehalesuppe.
Ingredienser til risengrød til fire personer:
2 dl vand
2 dl ris
1 lille tsk salt
1 liter mælk
(jeg foretrækker selv sødmælk, men også fedtfri mælk er ok)
Evt. tilbehør:
sukker
kanel
smør
Vandet tilsat saltet bringes i kog og risen tilsættes. Der røres
kraftigt helt nede på bunden af gryden.
Efter højst to minutter har riset suget alt vand til sig, mælken
tilsættes, og der skrues helt ned for varmen. Der røres i endnu ca. et halvt
minut til det er sikkert, at risen på bunden ikke brænder på lige med det
samme.
Der sættes låg på gryden og oven på låget lægges et sammenfoldet
viskestykke, et køkkenhåndklæde, store grydelapper eller lignende, som er lige
ved hånden, og som skal sikre, at varmen bliver i gryden.
Har man en tidsindstillet hukommelse, behøver man ikke et ur til
det følgende. Når jeg laver risengrød, læser jeg altid en spændende bog, og så
glemmer man jo let tiden. Derfor bruger jeg et ur med alarmfunktion, der hvert
tiende minut minder mig om, at nu skal jeg røre i grøden, for at den ikke skal
brænde på.
Hver omrøring tager ca. et halvt minut tolv gange i de to timer,
grøden står og passer sig selv, og riskornene har fået den rette bløde
konsistens. Hvilke kræver mere end den ene time, frisøren stod og rørte.
Når grødtilberedningen således har været i gang to timer, har jeg altså.arbejdet
aktivt i otte og et halvt minut.
Det resterende halvandet minut af tilberedningens i alt ti
minutter bruger jeg til kraftig omrøring over stærk varme.
Et smørhul samt sukker blandet med kanel er ikke obligatorisk. Heller
ikke sølvske eller guldtallerken, hvis man skulle være så heldig at eje sådan
noget. Solbærsaft eller blåbærsaft burde derimod alle prøve at drikke til.
Men jeg advarer, det kan let blive en last.
Spiser man ikke op, er køleskabskold risengrød med kogende mælk
hældt over en god start på dagen.
Eller man kan bruge den sidste klat grød til rispandekager eller
andre desserter. Derom i en senere blog.
Ser man på Bertel Haarders fysik og den energi, han altid
udstråler, og lytter man til hans ord citeret ovenstående, kan man næsten
forledes til at tro, at risengrød nydt i godt selskab er verdens bedste og sundeste
mad.
SE
MIN HJEMMESIDE: asgeralbjerg.fi og læs et gratis uddrag af min kommende bog, Sfinksens datter.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar