GRÆNSEPROBLEMER





PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Tårerne ville ikke holde op med at trille i de franske køkkener og omkring middagsbordene, da nyheden om, at Paul Bocuse, den franske mesterkok, traditionalisten og fornyeren af det franske køkken, elskeren af vin, af gåseleverpostej, af fløde, af firdelte ærter og af kvinder – åbent polygam som han var, ejeren af et kulinarisk imperium med restauranter over hele verden og ud af en kokkeslægt, der fortaber sig tilbage til 1700-tallet, kåret til Frankrigs bedste arbejder i 1961, valgt til århundredets kok i 1989, tohundredåret for den Store Franske Revolution, var sovet stille ind den 20. januar i en alder af 91 år.
Hans berømmelse hos finsmagere var uovertruffen, og han forvaltede den med et frisprog, som aldrig fik ham til at tabe anseelse, men gik rent ind i den franske folkesjæl.

On me reproche de prendre des poses à la César, mais ça c’est le théâtre. En fait, je suis très timide. Je ne sais jamais où mettre mes mains. Sauf avec les femmes.

Da jeg ved morgenbordet havde læst dette citat i nekrologen over ham i dagbladet Le Monde, af i hvert fald franskmænd betragtet som verdens mest seriøse avis, måtte jeg råbende gentage ordene for Madame, der netop havde stillet sig under bruseren:

Man bebrejder mig, at jeg stiller mig an som Cæsar, men det er bare teater. Når det kommer til stykket, er jeg meget genert. Jeg kan aldrig finde ud af, hvad jeg skal gøre med mine hænder. Undtagen, når det drejer sig om kvinder.

skreg jeg gennem den lukkede dør, bruseforhænget og vand i kaskader.  
Der lød et hvin tilbage gennem vand, bruseforhæng og dør. Hvordan det skulle tolkes, vil jeg lade derhen. Jeg selv kom til at tænke på, at den gyldent selvspejlende remse:

Det, man siger, er man selv,

faktisk ikke er så enkel.
For er det i virkeligheden ikke lige så meget måden, man siger det på. Altså den form, som det sagte får i for eksempel en finsmagers franske mund. Eller formen, det får i en grovæders amerikanske.
Alle ved, naturligvis, hvem jeg tænker på, når jeg taler om den amerikanske mund. Jeg behøver bare at nævne to ord

grab her

for at få hele sætningen i dens viderværdighed ind på læserens indre skærm.
Ham bliver feminister af begge køn ikke trætte af at være vrede på.
Men på franskmanden, der siger stort set det samme med en indforstået holdning og et næsten umærkeligt smil under de lettere hævede bryn – hvem er blevet vred på ham, en kejtet mand med lidt løse hænder, som han sikkert lægger om på ryggen med et genert smil, hvis de ikke bliver vel modtaget?
Da amerikanske kvinder i hundredtusindvis lige efter den omtalte præsidents indsættelse i embedet demonstrerede imod ham og hans krænkende udtalelser, var mange af dem iklædt såkaldte pussyhatte i farver, der direkte henviste til den del af kvindens krop, de især ville fokusere på for at  fortælle, at den sandelig var deres helt egen og krævede samtykke for at blive intimideret – også med ord. Med andre ord var de i deres visuelle udtryk lige så direkte – nogle vil måske ligefrem kalde det grove – som deres præsident var det i sit verbale udtryk.
Jeg har ikke hørt en eneste kritisk røst rejse sig i den anledning.
Men fanden var løs i Laksegade, da Catherine Deneuve sammen med nioghalvfems andre franske kvinder i anledning af #MeToo-kampagnen forfattede et åbent brev for retten til at flirte og mod et puritansk regime og en bornerthed, som de ældre blandt dem med personlige omkostninger havde kæmpet for at frigøre sig fra engang for halvtreds-tres år siden.

De kropsberøringer, kvinder udsættes for, er ikke nødvendigvis et anslag imod vores værdighed, og hvor ubehagelige de nogle gange kan være, må de ikke føre til, at vi bliver til evige ofre,

skriver de. Tvetydigheden er det ikke til at tage fejl af. Galanteri, der til sin natur er insisterende, men kan tage sig kluntede udtryk, billiger de hundrede kvinder, mens de tager afstand fra mandschauvinistisk aggression, og behøver jeg at sige det: voldtægt. Så langt er det mere eller mindre klart, hvor de står. Det hele kan hænge på et verbum, der har fået hårene til at rejse sig under nogle pussyhatte.
Verbet er importuner.  Det optræder allerede i overskriften i det åbne brev, som bringes af Le Monde den 9. januar.

Nous défendons une liberté d’importuner,

står der, hvilket betyder, at kvinderne forsvarer retten til at ... Og hér opstår problemet, for hvad betyder verbet importuner egentlig? Min hjælper i nøden, som jeg altid har ved hånden, Le Petit Robert, fortæller mig, at betydningen af importuner strækker sig fra at kede, mishage og plage til at beskrive en ubelejligt eller upassende opførsel.
Det bliver jeg både klogere og ikke-klogere af, og endnu mere forvirret bliver jeg nogle dage senere, da Dagbladet Information med blandt andet henvisninger til forskellige oversættelser af ordet verden over giver en håndfuld franskkyndiges bud på, hvad ordet mon betyder. Forslagene på dansk ligner det store ta’-selv-bord:

forføre, lægge an på, være anmassende, være upassende, genere, krænke.

Hvor de et hundrede  franske kvinder i deres forsvar for seksuelt frisind præcis sætter grænsen, får således stå hen i det uvisse.
Og det er måske netop her, vi skal finde deres egentlige pointe, for det er her, spændingen i kønsforholdet ligger. Entydigheden og plumpheden overlader de, kok eller kvinder, og tro mod den natur, som frankofiler verden over synes at elske, til deres brødre og søstre på den anden side af Atlanten.
De er, deres vane tro, som elefanter i porcelænsbutikker, og det er i længden ikke så lidt kedsommeligt.


ANNONCE:

 





HVAD SKALL DEN GAMLA?


Fredrika Runeberg (ca. 1863)










PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



I min seneste blog med overskriften De gamles stemmer lovede jeg en tekst af Fredrika Runeberg (1807-1879), hustru til Finlands nationaldigter Johan Ludvig Runeberg. Hvor Katrine Wiedemann i sin klumme i Dagbladet Information skrev om usynliggørelsen af de ældre i dagens samfund, dér kaster 1800-talsforfatteren Fredrika Runeberg lys over den aldrende kvindes utaknemmelige skæbne: At hun helst ikke skal ses, ikke blande sig og tie stille.
Alt dette i en verden, hvor mændene har ordet.
Den korte tekst er fra samlingen Teckningar och drömmar (1861).

Hvad skall den gamla?
   Skall jag sjunga? Hvad skall jag sjunga? God natt, god natt, jag skall ej sjunga mera; jag skall somna. God natt!
   Hvarför skulle jag sjunga, för hvem skulle jag sjunga? Redan smyger ålderdomen ett eller annat silfverstrå i mina lockar. Den gamla skall icke sjunga. Hvad är en gammal qvinna? Ett grand i ögat, en sticka i foten.
   Huru skall den gamla gifva glädje? Hon skall tiga, hon skall försvinna. Då när ingen blir henne varse, ger hon den bästa fröjden. Tyst, tyst, din lock blandas redan med silfverhår, göm dig, försvinn, att ingen behöfver se dig. God natt, god natt, jag vill sofva.
   Hvarför har äfven den gamla känslor, hvarför vill äfven hon lefva, hvarför vill hon titta utom sin dörr? Sof, sof, god natt, jag vill sofva. Tyst!
   Der inne ljuder gladt tal, der ljuder glädtigt skratt. Det är de unga männen, som tala varmt om lifvets stora drömmar, om det vackra,  om det sköna. Icke skall den gamla qvinnan gå dit, för att skrämma bort deras glädje. God natt, god natt, jag vill sofva.
   Tyst, du är en gammal qvinna, sof, sof, god natt!

Er det en deprimerende tekst, blottet for håb?
Ved første øjekast ja.
Men tager man sig lidt tid til at kikke, ser man den gamle kvinde midt i handlingen. Lider hun? Uden tvivl. Men hun er ikke et passivt offer.
Hun handler i ord. Hun er ikke ydmyget.
Teksten starter i jeg-form (jag skall ej sjunga mera), og vi er straks inde i kvindens fortvivlede tanker om at være usynliggjort og bare til besvær. Derefter glider perspektivet over til tredje person. Fortælleren overtager styringen og ser på den gamle kvindes vilkår udefra, samtidig som hun udtrykker hendes følelser og vilje til liv (hvarför vill äfven hon lefva, hvarför vill äfven hon titta utom sin dörr?). Omgivelsernes forsøg på at gøre kvinden tavs vises i gentagne opfordringer (tyst, tyst, og sof, sof).
Dette dobbeltblik i teksten skaber en stærk ambivalens og intensitet, hvor både omgivelserne og det kvindelige jeg stedvis smelter sammen i et selvudslettende kvindebillede. Det virker, som om hun, den gamle, fuldt ud har internaliseret kvindeundertrykkelsen – det, vi i dag kalder aldersracisme.
Men der hersker ikke tvivl om, hvor forfatternes sympati ligger. Fredrika Runebergs korte og tætte tekst udtrykker en stærk indignation og vilje til oprør. Ikke åbent, men mellem linjerne belyses brudfladerne mellem samfundets syn på de gamle og et gammelt menneskes følelser.
Fortolkningen er læserens, og langsomt æder indignationen sig ætsende ind.
For uden, at det siges direkte, forstår vi, at den gamle ved mere en de unge, hun kender livets mørke sider, tavshed og alderdom. Men også hun har mødt glæde og skønhed, også hun vil synge, hvis bare nogen ville lytte.
Skal hun tie?
Nej.
Fredrika Runebergs svar er teksten. Vær stille, sov godt, god nat, skriver hun i sin tekst, der protesterer mod sine egne ord.


Se min hjemmeside asgeralbjerg.fi

ANNONCE: