 |
| Fredrika Runeberg (ca. 1863) |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
I
min seneste blog med overskriften De
gamles stemmer lovede jeg en tekst af Fredrika Runeberg (1807-1879), hustru
til Finlands nationaldigter Johan Ludvig Runeberg. Hvor Katrine Wiedemann i sin
klumme i Dagbladet Information skrev
om usynliggørelsen af de ældre i dagens samfund, dér kaster
1800-talsforfatteren Fredrika Runeberg lys over den aldrende kvindes utaknemmelige
skæbne: At hun helst ikke skal ses, ikke blande sig og tie stille.
Alt dette i en verden, hvor mændene har ordet.
Den korte
tekst er fra samlingen Teckningar och drömmar
(1861).
Hvad skall den gamla?
Skall jag sjunga? Hvad skall jag sjunga? God
natt, god natt, jag skall ej sjunga mera; jag skall somna. God natt!
Hvarför skulle jag sjunga, för hvem skulle
jag sjunga? Redan smyger ålderdomen ett eller annat silfverstrå i mina lockar.
Den gamla skall icke sjunga. Hvad är en gammal qvinna? Ett grand i ögat, en
sticka i foten.
Huru skall den gamla gifva glädje? Hon skall
tiga, hon skall försvinna. Då när ingen blir henne varse, ger hon den bästa
fröjden. Tyst, tyst, din lock blandas redan med silfverhår, göm dig, försvinn,
att ingen behöfver se dig. God natt, god natt, jag vill sofva.
Hvarför har äfven den gamla känslor, hvarför
vill äfven hon lefva, hvarför vill hon titta utom sin dörr? Sof, sof, god natt,
jag vill sofva. Tyst!
Der inne ljuder gladt tal, der ljuder
glädtigt skratt. Det är de unga männen, som tala varmt om lifvets stora
drömmar, om det vackra, om det sköna.
Icke skall den gamla qvinnan gå dit, för att skrämma bort deras glädje. God
natt, god natt, jag vill sofva.
Tyst, du är en gammal qvinna, sof, sof, god
natt!
Er det en deprimerende tekst, blottet for håb?
Ved første øjekast ja.
Men tager man sig lidt tid til at kikke, ser man den gamle kvinde midt i
handlingen. Lider hun? Uden tvivl. Men hun er ikke et passivt offer.
Hun handler i ord. Hun er ikke ydmyget.
Teksten starter i jeg-form (jag skall
ej sjunga mera), og vi er straks inde i kvindens fortvivlede tanker om at
være usynliggjort og bare til besvær. Derefter glider perspektivet over til tredje
person. Fortælleren overtager styringen og ser på den gamle kvindes vilkår
udefra, samtidig som hun udtrykker hendes følelser og vilje til liv (hvarför vill äfven hon lefva, hvarför vill
äfven hon titta utom sin dörr?). Omgivelsernes forsøg på at gøre kvinden
tavs vises i gentagne opfordringer (tyst,
tyst, og sof, sof).
Dette dobbeltblik i teksten skaber en stærk ambivalens og intensitet, hvor
både omgivelserne og det kvindelige jeg stedvis smelter sammen i et selvudslettende
kvindebillede. Det virker, som om hun, den gamle, fuldt ud har internaliseret
kvindeundertrykkelsen – det, vi i dag kalder aldersracisme.
Men der hersker ikke tvivl om, hvor forfatternes sympati ligger. Fredrika
Runebergs korte og tætte tekst udtrykker en stærk indignation og vilje til oprør.
Ikke åbent, men mellem linjerne belyses brudfladerne mellem samfundets syn på
de gamle og et gammelt menneskes følelser.
Fortolkningen er læserens, og langsomt æder indignationen sig ætsende ind.
For uden, at det siges direkte, forstår vi, at den gamle ved mere en de
unge, hun kender livets mørke sider, tavshed og alderdom. Men også hun har mødt
glæde og skønhed, også hun vil synge, hvis bare nogen ville lytte.
Skal hun tie?
Nej.
Fredrika Runebergs svar er teksten. Vær stille, sov godt, god nat, skriver
hun i sin tekst, der protesterer mod sine egne ord.
Se min hjemmeside asgeralbjerg.fi
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar