PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Umiddelbart
kunne jeg ikke komme i tanke om et eneste digt, en sang endsige en fortælling
om svalen.
Men ellers huskede jeg straks en eller flere henvisninger i
litteraturen til de fugle, som Karen Syberg for nogle dage siden skrev en
klumme om. Engang var hun offensiv feminist, i de senere år har hun blandt
andet skrevet i Dagbladet Information
om den natur, der er omkring hende i have og på mark, og om de perspektiver,
den åbner.
Fuglene, Karen Syberg nævner dem i alfabetisk rækkefølge, er agerhøne,
gråspurv, gulspurv, hættemåge, landsvale, sanglærke, stormmåge, stær og vibe. De er blandt de mest kendte, udbredte og elskede i den danske
fauna. Eller var, forstår vi. For de er ved at forsvinde.
Fuglebestanden i Danmark er i perioden 1976 til 2018 mindsket med tre
millioner i den sidste del af 1900-tallet og med yderligere tre millioner i
begyndelsen af 2000-tallet. Det drejer sig specielt om fugle, som er særligt knyttet
til agerland og enge, og som bygger rede og yngler på jorden. Det er der mange
årsager til såsom mindre græsning, færre insekter, større maskiner, dræning,
sprøjtning, større marker uden markskel, mindre braklægning, monokulturer.
Alle årsagerne kan samles under én hat, som hedder: det moderne
landbrug og dets intensive og effektive dyrkningsmetoder, som ikke giver plads
til anden natur end den, der er planlagt og kultiveret.
Sarkastisk kan man påpege, at så er det da godt, at vi stadig har
naturen i den kultur, der er digtningen. Og hvis jeg her skulle komme med en enkelt
iagttagelse i forholdet mellem mig og digtning, en iagttagelse, jeg for resten ikke
er ene om, så er det den, at digtning har det med at åbne mine øjne for noget
vigtigt, som jeg ellers ikke rigtig havde lagt mærke til. På den måde får
digtning, der jo har været en tur gennem digterens fantasi, betydning for den
virkelighed, den udspringer af.
Det første digt, der faldt mig ind i forbindelse med læsningen af
Karen Sybergs klumme – det har melodi og kan synges, var
En
lærke lettede, og tusind fulgte,
og
straks var luften et væld af sang.
Jeg
citerer efter hukommelsen, og min hukommelse siger mig også, at digtet blev
skrevet for at udtrykke den jubel, som Nazitysklands nederlag og ophøret af
besættelsen den 4. maj 1945 gav anledning til. Den civiliserede nations glæde over
nazikulturens nederlag får sit udtryk i lærkeskaren, hvis natur det er at
svinge sig op og juble.
Efter at have lyttet til denne utøjlelige jubel faldt nogle andre
digtlinjer mig ind.
Spurven
sidder stum bag kvist,
så
mænd om ej det fyger.
Her
siger fuglen ikke et pip, lyden kommer fra snefoget, det og vinteren har lukket
næbet på vor uanselige spurv. Og som alle har oplevet det eller lært det af at
synge, trænger fygesne sig ind gennem hver en sprække, selv til pølserne på
række i de gamle gårdes forrådskamre.
Men foråret står ikke tilbage for fygesneen med hensyn til at
erobre opmærksomhed og brede sig ud. Det hører vi om i
Nu
er dagen fuld af sang,
for
nu er viben kommet.
I
de næste linjer optræder bekkasinen med en trommen, som jeg ikke har noget
klart lydbillede af. Men vibeskrigene, når fuglen i fascinerende styrtdyk sejler
over pløjemarkerne, er sammen med den skarpe lugt af foråret fast inventar i
min erindring. Når jeg som barn fløj i drømme, var det altid som viben. Men
lydløst, ikke med dens skrig om, at her er jeg, hold dig hellere væk!
Hør
den lille stær,
den
er åh så fornøjet,
morgenklokken
ringer,
og
marken står i brand ...
kan
jeg vistnok udenad in extenso, men jeg nøjes med linjerne her. Der er mange
billeder, der trænger sig på for at blive nedskrevet, jeg vælger det første.
Det er en fuglekasse, min første af slagsen, som blev slået op bagest i haven i
håb om, at skønsangeren ville bygge rede i den. Det skete ikke, i dag tror jeg,
at kassen har haft forkerte mål og for stort et hul, men den hang i sit æbletræ
i mange år som en påmindelse om, at selv den bedste vilje ikke altid giver
resultater. For resten kom interesse for fuglen hverken fra selve fuglen eller
fra dens sang. Den kom fra sangen om den. Dén ville jeg gøre mig til en del af
med min mislykkede kasse.
Fra skønsangeren til mågen med den rå og gennemtrængende stemme,
som jeg hører i især ét digt:
Mågen
skreg over havets spejl,
skipper
tag ind dit hvide sejl.
Digtet
viser mågen som en budbringer i alliance med sømanden. Helt som i schlageren Hvide måge, hils mine kære, hvor fuglen
har samme ædle funktion. Romantisk løgn og digt! Det vidste ethvert barn, der,
for ganske længe siden, havde sejlet over med de åbne storebæltsfærger. Mågen,
med eller uden hætte, tænkte kun på mad, og det fandt den også, sammen med
rågen, på bondens mark efter ploven. Et tidligt udtryk for, at fiskebestanden i
havet ikke længere slog til, lærte børnene, så nu måtte den ud på andre
jagtmarker. Her var en fugl, der gav noget at tænke over i en tid, da
landmanden gav op, flyttede til byen og blev industriarbejder.
Agerhønen, som Karen Syberg, der går alfabetisk frem, nævner
først, tager jeg til sidst, fordi jeg ikke er sikker på et citat. Den optræder
i en novelle af samme navn, der muligvis begynder med et
De
sad
og
handler om den rigdom, som findes i en fattig families forestillingsverden, og
som materialiseres i et himmelsk måltid tilberedt af en agerhøne, som vinden
hamrer mod entredøren. Et sandt hverdagsunder om fantasiens livsløgn, som havde
mere realitet i sig end påstanden om mågen som budbringer.
Svalen – den finder jeg som sagt ingen sang om i min hukommelse. Sådanne
sange findes sikkert, men fuglene findes der masser af på min erindrings telefontråde,
hvor de sad som noder på trådenes nodelinjer. Jeg har forsøgt at synge
svalerne, det har mange andre sikkert også gjort og med større held. Men at
svalerne var de mest musikalske fugle af alle, er jeg stadigvæk ikke et sekund
i tvivl om. Det er bare mig, der har svært ved at tolke deres musikalske
udtryk.
Litteraturvidenskabeligt er det fuldstændig ansvarsløst at gøre, hvad
jeg har gjort ovenstående, for der mangler årstal, forfattere, citattjek og
andet. Min påstand er, at der her er tale om noget vigtigere, nemlig et lille
dyk ned i den kultiverede natur, som lever ikke blot som en del af mig, men som
jeg har fælles med så mange andre. Nu ser det så ud til, at den natur, som er
kulturens grundlag, forsvinder.
Tilbage bliver erindringen i en kultur, ingen i en måske ikke alt
for fjern fremtid vil kunne sætte i forbindelse med den virkelige natur, fordi
den er væk.
Se min hjemmeside: asgeralbjerg.fi
ANNONCE:
