 |
| Skægklipning i Rusland omkring 1700. |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
I
en af min barndoms yndlingsbøger, Gøngehøvdingen,
eller var det i Dronningens Vagtmester?
fortælles det om Svend Gønges kone, at hun fra en ensomt beliggende hytte dybt
inde i skoven lytter nervøst ud i natten. Pludselig hører hun skridt, men hun
bliver ikke som læseren forskrækket, tværtimod, for hun genkender skridtene som
sin mands.
Selv kunne jeg kende min far på cyklens ringeklokke, når han kling-klang meldte sin hjemkomst fra
arbejde. Ingen andre ringeklokker havde samme lyd og samme kadence som hans
hjemkomstklemt.
Sådan er der mange måder at identificere mennesker på, både som
individ og som masse. Generaler genkendes på deres stjerner, lægerne har stetoskopet,
gymnasielæreres kendemærke er en selvsikker gang, når de skridter igennem
korridoren på vej til næste lektion, grafologen identificerer mennesker på
deres håndskrift, politiet tager fingeraftryk etc.
Og så er der selvfølgelig ansigtet, som der i Danmark i netop
disse uger er et politisk krav om at holde synligt, så det til enhver tid kan
ses af alle. Jeg indrømmer blankt, at jeg har svært ved at få mening i den
langstrakte debat om lovligheden af nissemasker, elefanthuer, skæg og blå
briller, åndedrætsværn hos bakterieforskrækkede japanere, tørklæder af
forskellig art, motorcykelhjelme, hætter, fastelavnsudstyr og hvad ved jeg. Gang
på gang spørger jeg mig:
Er det her virkelig en debat om noget væsentligt?
Folk må for min skyld klæde sig på og klæde sig af, som de finder
for godt. At der med i spillet kan være gruppepres i form af modefluer eller traditioner
for påklædning, udklædning, tøjstil, frisure, makeup og den slags er indlysende
og efter min opfattelse dumt, jeg husker selv, hvordan det var at være
langhåret eller ikke langhåret, men endnu dummere er det, at staten nu skal til
at blande sig i sådanne frihedsrettigheder, som staten netop skulle garantere.
Holdningen minder mig om den, man finder hos den russiske
diktator, zar Peter den Store (1682-1725), der ønskede at modernisere Rusland
bl.a. gennem forbud mod, at mænd bar skæg, og påbud om moderne vesteuropæisk
klædedragt. Efter sigende skal han, der også optrådte som bøddel for sine egne
dødsdomme, selv have svunget saksen og befriet russiske adelsmænd fra deres
skægpragt.
Nu er det ikke mænds skæg, der er problemet for politikere i
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative. Det er formodede
muslimske kvinders hovedhår. Dem vil man absolut have frem i lyset. Ikke, fordi
man er interesseret i se frisurer, vurdere hårvasken eller for bedre at kunne identificere
kvinden som individ - det hjælper hår af samme sorte farve sjældent med til.
Bevæggrunden er, at man som øvrighed vil vise, at man har magt til
at tvinge kvinden til frihed ved at udøve den samme tvang, som for eksempel hedes
ægtemage påstås at udsætte hende for. Dette uanset, om hun frivilligt bærer sit
tørklæde, og statens magtudøvelse derfor ikke føles som en befrielse, men som et
overgreb. Hun kunne med god grund få lyst til at råbe #MeToo, #MeToo!
Tildækningsforbud som lovbefalet dresscode hører ikke hjemme i Danmark,
et land, hvor tro på liberale vurderinger i mere end et par hundrede år har
banet vej for velkendte, højt elskede og højt besungne frihedsrettigheder.
Også på fødevarefronten er diktaturstatens tvangsforanstaltninger
ved at snige sig ind i dansk lovgivning. Under foregivelse af en betydningsfuld
kulturkamp skal børnehavebørn af alle farver, religioner og køn ved statens
mellemkomst gudhjælpemig have svinekød som et fast punkt på menukortet. Selv
har jeg, må jeg tilstå, ikke noget mod kød af svin, og jeg elsker flæskesvær. Til
min sorg betød nedlæggelsen af Storebæltsfærgerne, at jeg under overfarten
mellem Vest- og Østdanmark blev berøvet min stjernestund med en pose sprødstegt
svinehud. Lidt perverst, erkender jeg, men sådan var det.
Beklageligvis klapper man fra den danske stats side ikke i
hænderne, fordi man i visse børnehaver, for eksempel i Randers, har fundet ud
af, at små børn sagtens kan vokse op med æblekinder, sunde tænder og velfungerende maver uden at spise svinekød.
Næ, nu skal staten redde dansk kultur ved at fastlægge menuen og hver uge give
børn tilbud om kød fra øfferne, så det kan blive synligt også for barneøjne, hvem
der vrager blomsten af dansk madkultur.
En genial idé for folkevalgte, der på længere sigt vil høste stemmer
af splid. For har vi ikke her begyndelsen til, at en hel nation af
svinespisende børn peger fingre af ikke-svinespisende børn og vice versa?
Svinekødspåbud er hverken kønt eller nødvendigt, for der findes
masser af anden god mad, som er mere bæredygtigt produceret og sikkert smager
bedre end det danske grisekød fra et af de 30.000.000 (tredive millioner) svin,
der hvert år produceres på de danske svinefabrikker.
For den, der ikke tror eller tragter efter himlens salighed er det
personlige valg af
føden,
klæden, hus og hjem (vers 2 linje 1 i N.F.S. Grundtvigs Lille Guds barn, hvad skader dig, 1855-56)
af
afgørende betydning. I dagens Danmark er det værdier, som en Almægtig Stat helt
ukristeligt er begyndt at hugge ind på.
Læs min hjemmeside asgeralbjerg.fi
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar