FORÅRSTRÆTHED

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

En af de måske mindre tiltalende sider hos ens medmennesker er deres hang til at live op, når de ser nogen, der har det værre end dem selv.

På den anden side set – er det så ikke urimeligt at klandre mennesker, når de føler, at de har et godt liv? Det er vel det, vi alle sammen stræber efter? Ja, det er på sæt og vis en pligt! For hvis jeg ikke husker helt forkert denne tirsdag sent i april, mens forårssolen sender sine varmende stråler ned over mig, er netop stræben efter lykke en af de højst besungne menneskerettigheder i amerikanske og franske erklæringer fra slutningen af 1700-tallet.

Naturligvis under den stiltiende forudsætning, at man ikke må skade andre, som der står i Kardemommeloven.

Den giver mig et behageligt alibi for dagens opstemte følelse. Den begyndte ellers dårligt med den slags stive led og lemmer, som man har efter alt for mange hårde arbejdsdage. Hænderne var krumme og fingrene næsten ikke til at strække ud, ryggen havde svært ved at blive lige og knæene føltes som gelé, der dog heldigvis efterhånden stivnede. For ikke at tale om hovedet, mit eneste, der bankede af længsel efter kaffe.

Lidt vaklende kom jeg hen til vinduet og trak gardinet fra. Og se, solen skinnede fra trætoppene lige ned på mig, mens solsorten fløjtede sin elskovssang.

Det kunne desværre ikke befri mig fra følelsen af elendighed. Men så falder de første linjer af et digt af Benny Andersen, hele Danmarks levende nationalskjald, mig ind. Og selv om jeg på netop dette tidspunkt står i Finland, er både solen og sangen, som jeg synger mod solen, den samme, og mens jeg synger, slipper forårstrætheden sit greb i mig, og jeg føler mig fornyet i både sjæl og krop.

HILSEN TIL FORÅRSSOLEN

af Benny Andersen

Det er forår. Alting klippes ned.

Der beskæres buskadser og budgetter.

Slut med fordums fede ødselhed.

Vi begynder at træne til skeletter.

Jeg blir fem år ældre ved hvert

indgreb i min pung,

men når forårssolen skinner

blir jeg ung!

Lad kun falde, hvad der knap kan stå ...

Men i så fald sku jeg altid komme kryv’nde,

hver gang skatten gir sig til at flå

mine sidste mønter fra mig hver den tyv’nde –

Jeg blir tom i hjernen, træt og

tung i sjæl og krop,

men når forårssolen skinner,

står jeg op!

Og jeg fægter med min sparekniv.

Men den skraber bare hult i sparegrisen.

Der er ikke meget tegn på liv.

Selv i vinter var der dog en ko på isen.

Jeg har længe næret en

istap ved min barm,

men når forårssolen skinner,

blir jeg varm!

Solen skinner på fallittens rand.

Derfor denne dyrekøbte randbemærkning:

Der er caries i tidens tand.

Dens emalje trænger voldsomt til forstærkning!

Snart skal jeg og mine sidste

tænder skilles ad,

men når forårssolen skinner,

blir jeg glad!

Tag da kun min sidste spinkle mønt.

Livets sol er min den sidste del af livet,

for som solfanger er jeg nu begyndt

at forstå, at Alt og Intet er os givet.

Og en gang går solen sin

runde uden mig,

men når forårssolen skinner,

lever jeg!

Mens jeg således står der i vinduet og får kroppen og sjælen med mig, sender jeg en venlig tanke til dem, der også i dag, i Danmark, står til op over ørerne i OverensKomstforhandlingerne.

Hvem har det værre end dem? Hvem mon de tænker på for at få gang i lyssyn og livsglæde?

ANNONCE: 

KAPITERING

  

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Den seneste store nyhed i langdansen omkring oprettelsen af Finlands nye helsesystem er kapiteringsmodellen. Dens fundament er en risikobedømmelse af hver enkelt klient (= patient) som forudsætningen for de forskellige plejeenheders tildeling af tilskud fra det offentlige.

Påstanden er, at hvis ikke de forskellige private plejeenheder kender omkostningsrisikoen ved at tage en klient, vil de for at tjene mest muligt gå efter patienter med ukomplicerede diagnoser og overlade de komplicerede tilfælde til det offentlige.

Det er der logik i.

Problemet er, at vores samfund ikke er bygget på logik. Det er bygget på menneskerettigheder, hvor frihed og lighed som de centrale komponenter indgår i et samspil med hinanden med det udgangspunkt, at mennesker uanset køn, alder, etnicitet, erhverv, arbejdsløshed, socialt tilhørsforhold, tidligere sygdomme m.v. har lige værd. Nationalt – fx med henblik på nationerne Finland og Danmark – er der et stykke vej, til målet er nået. Betragtet globalt er der set fra fx Danmark og Finland langt igen. Men menneskerettighedsdiskursen ligger latent og kommer straks i fokus, når rettighederne i lande, vi i fx Finland og Danmark ikke vil sammenligne os med, står i fare for at blive tilsidesat. Aktuelle eksempler er blandt mange andre Ungarn og Polen, Kina og Filippinerne.

Derfor er det så meget mere skammeligt, når tilsidesættelse finder sted i lande, fx i Finland, der traditionelt har et positivt forhold til udviklingen af menneskerettighederne.

At det sker under påberåbelse af at skabe valgmuligheder for patienter, der har råd til at betale til private plejeproducenter i stedet for at lade sig nøje med de kommunale plejetilbud, er i sig selv foruroligende. Værre er de muligheder, der ligger i selve rangordningen, kapiteringen, af hver enkelt patient, undskyld klient, i overensstemmelse med køn, alder, etnicitet, erhverv, arbejdsløshed, socialt tilhørsforhold, tidligere sygdomme m.v., og den frygt, der hos hver enkelt patient, der i øvrigt ikke skal have kendskab til sin placering i rangordningen, er forbundet med selve etableringen af en rangordning.

Det er langt fra den kommende helsereforms erklærede hensigt at gøre plejens omfang og kvalitet afhængig af rangordningen, men såfremt den bruges i overensstemmelse med den logik, der har skabt den, er det et forudsigeligt resultat. Hvad andet kan man lære af blandt andet den løbende FaceBook-skandale, end at persondata af indehaveren af dem – og her er der altså ikke tale om klienten selv, anvendes i indehaverens egeninteresse?

Kapiteringsmodellen er som skabt til at spare syge mennesker væk, og således dekapiterer kapiteringen det værdigrundlag, som vores velfærds og menneskerettighedssamfund bygger på. Dens overordnede mål er ikke at bidrage til folkesundheden, men at give overskud til aktionærerne i de private helsevirksomheder og karrieremuligheder til alle slags planlæggere inden for økonomi og jura, etnografi og politik, IT og kommunikation.

Fortsæt selv listen.

ANNONCE