![]() |
Har han mon en ræv bag øret? |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Fireogtyve
tusind om dagen. Jeg har svært ved at få tallet ud af hovedet. 24.000. Og det
er ganske vist.
Udgangspunktet for tallet er de omkring tredive millioner svin,
der produceres i Danmark. Hvert år. Fem gang så mange som der er tobenede
indbyggere.
Af disse dør fireogtyve tusind hver dag. Det giver otte millioner syv
hundrede og halvtreds tusind hvert år. De dør af sult, tørst eller bliver
trampet ihjel.
Hovedparten af de døde er pattegrise. Så økonomisk set er det jo
ikke så belastende, som hvis der havde været tale om slagtefærdige grise på et
hundrede og fem kilo. Disse grise har hver i omegnen af to tredjedele kvadratmeter
at bevæge sig på, og det er ikke så lidt sværere at trampe sådan nogle basser ihjel.
Det er kynisk tænkt. Ikke af mig, men af dem, der producerer. Når
de tænker på grisenes trivsel, er det kun, når grisene bider hinanden i halen,
fordi de ikke har det godt. For at undgå halebid, kuperes halerne. Omkring femoghalvfems
procent af beboerne i danske svinestalde kuperes. Landmændene har ret til at
bedøve grisene inden kuperingen. Det er en almindelig opfattelsen, at dette
sker i minimalt omfang.
Hvem sagde trivsel?
Danmark er suverænt det land i
verden, der har flest svin pr. indbygger. Svineproduktion er hård
business og giver kolossale importindtægter. Derfor er de danske svins velfærd
ikke noget, der står højt på dagsordenen, når man i Danmark taler om
dyrevelfærd.
Elefanter, derimod, de står højt i kurs. Dagbladet Information fortalte forgangen uge om Cirkus Arenas tre
elefanter. De har det ikke godt, hverken psykisk eller fysisk. De skal udføre
kunster, der ikke hører med til deres daglige rutine på savannen, spille bold,
for eksempel, eller stå på ét ben. Og når de kommer ud af den trange
cirkusvogn, er det i alt for kort lænke på en græsplet, der slet ikke kan stå
mål med savannen.
Et flertal i det danske Folketinget har derfor bestemt, at det
skal der gøres noget ved. Cirkus Arenas elefanter skal være de sidste vilde dyr
i dansk cirkus.
Det næste skal handle om ulve. Ikke de danske, hvis antal er
mindre end ti. Det skal handle om en ulv i Finland, der anden påskedag angreb
en hund, der stod bundet i en løbeline ved et hus. Ulven bed hunden ihjel.
Dette skete i Oravais med omkring to tusind indbyggere ude på den østerbottniske
slette. To tusind mennesker er jo ikke meget, men der var jo så også bare tale
om en enkelt af de hundredvis af ulve, der løber frit omkring i Finland. Til
nyheden, som Österbottens Tidning var
først med at bringe, hører, at der ligger en børnehave i umiddelbar nærhed af
den dræbte hund.
Hvad gør man i sådan en situation? Lukker børnehaven eller skyder
ulven? Ingen af delene. Det første vil bare resultere i flere frit
omkringløbende børn uden voksne til at råbe ulven
kommer, ulven kommer! Og det
andet: skyde ulven, må man ikke ifølge en lovgivning, som beboerne i Oravais
ikke sympatiserer med. Midlet mod ulven er at opspore den og skræmme den væk.
Det sendte man så en større styrke jægere ud for at gøre. Hvordan dette foregår
i praksis, har ingen kunnet fortælle mig, og hvorhen, den skal skræmmes, er
heller ikke fuldt klart for mig. For et eller andet sted skal den jo være, ulven, om ikke andet så i nærmeste
landsby, hvis beboere også skræmmer den væk.
Det er ikke svært at få ondt af sådan en ensom ulv, og det er der
mange, der har. Jeg kommer til at tænke på en dansk folketingspolitiker (af den
slags findes der flere, men jeg tænker nu bare på en enkelt), som i en TV-udsendelse
for et par uger siden fastholdt, at ulve var ufarlige for mennesker. Herunder
børn. Alt andet var hysterisk ulvemobning. Ideen at bruge børn til at skræmme
ulve væk er nærliggende og hermed lanceret. Børn larmer jo ofte meget og vil på
den måde være effektive. Langt mere end jægere, hvis typiske gangart er
snigende.
Et par hundrede kilometer fra Oravais ligger Träskböle. Her bor
Riitta Kentala, og hun holder høns. Desuden to haner, som hedder Putin og Pater
Brown. Putins høneharem består af Kaneli, Inkivääri, Paprika,
Lumikki, Vanilja og Tuhkimo. Pater Brown præsiderer over Lydia, Carmen, Muskotti, Tosca, Venla,
Lempi og Vieno. Navnene er ikke tilfældigt valgt, de passer til hønsenes karakter. Æg af højeste
kvalitet gør de, og kyllinger får de. Som belønning gør Riitta rent hos dem
hver dag, det tager cirka tre kvarter, og hun fortæller, at hun oftere skifter
gardiner foran hønsenes private rede, end hun gør det i sit eget hjem. For
resten siger hun, at høns er intelligente, faktisk smartere end hunde, og at de
kan lære at forstå mange kommandoer.
Hufvudstadsbladet, som jeg har
oplysningerne fra, bragte her i påsken en reportage over to sider om Riitta og
hendes høns. Endvidere poserer hun på to tredjedele af forsiden med favnhønen
Muskotti.
Jeg har nu jeg redegjort for forskellige måder at behandle svin,
elefanter, ulve og høns på.
Men hvor er fornuften? Hvor er sammenhængen i behandlingen af
disse skabninger, der er følsomme, intelligente og lærevillige?
I håb om at finde et svar, konsulterede jeg Ludvig Holberg
(1684-1754), en af de forfattere, der har betydet mest for den danske
litteratur og den måde, danskerne tænker på. Det er store ord, men jeg står ved
dem. Hvordan ser Holberg på mennesket?
I to digte, Heraclitus og
Democritus og Apologie for Sangeren
Tigellio, de er overleveret i en udgave fra 1722, men er formodentlig
skrevet allerede i 1721, definerer Holberg mennesket. Jeg sakser nogle linjer
fra begge digte:
Det
er et Dyr, til Graad som Aarsag gir og Latter.
Fra
en Extremitet der til en anden gaaer.
Kort,
der af alle Dyr har største Skiønsomhed,
Men
udaf alle Dyr den mindst at bruge veed.
Jeg
definition ey bedre kan formere,
End
det er Dyr, som man kand ikke definere.
Jeg skal tilføje, at Holberg genrebestemte digtene som Skiemte-Digte.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar