 |
| Emil Aarestrup o. 1850 |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Forleden
købte jeg en lille cylinder i glade farver. Den er fyldt med sæbevand og har et
skruelåg påhæftet en lille stang, der bærer tre ringe af forskellig størrelse. Når
jeg løfter stangen op af sæbevandet og blæser mod hullerne, udskiller der sig tynde
hinder af sæbevandet i form af kugler, som langsomt føres bort af vinden. Efter
nogle få øjeblikke brister de. Enten af sig selv, eller fordi de støder ind i
noget.
Blæse sæbebobler kan man hele året, men måske hører det især til
om foråret, fordi boblerne magisk spejler foråret med alt det skønnes nærmest
mirakuløse genopståen, men også dets forgængelighed, indtil det skønne som
gennem et nyt mirakel genopstår i nye bobler.
– Men hvad skal du dog med den, det er for børn, sagde min kone og
rystede på hovedet, da jeg første gang skruede låget af den lille beholder og
begyndte at blæse.
Jeg gav hende delvis ret, sæbebobleblæsen er da også for børn, der fascineres af, at
verden spejler sig i boblernes regnbueskinnende overflade, svæver væk og
brister. På nogle sekunder kan et barn – eller en voksen – skabe et helt
univers af kloder, der langsomt svævende forsvinder.
Undersøger man anvendelsen af ordet sæbebobler, ser man hurtigt, at boblernes modus vivendi ikke er at findes, men at briste. Man kan jage dem, men fange dem kan man aldrig.
De er som luftkasteller med et eget liv på samme måde som digtet,
der ikke har anden mening, end at det findes. L’art pour l’art er genrebetegnelsen, der fortæller, at digtets
kvalitet ikke er, at det er forankret i virkeligheden og kan bruges til noget,
men er flygtigt som – ja, som en sæbeboble, men mirakuløst genopstår, hver gang
man læser det.
I dagligsproget forbindes sæbebobler gerne med håb, kærlighed og
lykke, alle sammen skøre sager, som har en tendens til at gå op i røg – eller
at briste, som det jo hedder i sæbeboblesammenhænge.
Sæbebobler er som drømme, der gestalter sig i luftige ideer, finansielle
spekulationer eller forskning, der ikke bygger på fakta, men på fup og fiduser.
Man kan sikkert sige, at de sammenhænge, som jeg har set brugen af
ordet sæbebobler i, mest er skabt af
voksne, mens selve frembringelsen af boblerne hovedsagelig er for børn. Begge
dele kan man have stor fornøjelse af. Det har børn jo i rigt mål, når de
tilegner sig sprog ved at bruge det.
Omvendte kan voksne, der kan sproget, have stor fornøjelse af at
blæse verden et stykke gennem en lille ring med en tynd film af sæbe.
Det må briste eller bære, og det gør det jo – i nævnte rækkefølge.
Et digt, et af de bedste i dansk litteratur, handler om netop det.
Det er af Emil Aarestrup. Han var egentlig læge, men skrev digte i sin fritid.
Angst
Hold
fastere omkring mig
Med dine
runde Arme;
Hold fast,
imens dit Hjerte
Endnu har
Blod og Varme.
Om lidt,
saa er vi skilt ad,
Som
Bærrene paa Hækken;
Om lidt,
er vi forsvundne,
Som
Boblerne i Bækken.
ANNONCE:
(Se min hjemmeside asgeralbjerg.fi)
