MEN HVOR BLEV LITTERATUREN AF?

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Danmarks Radios nye satsning inden for litteratur har komikeren Mick Øgendahl som gennemgående figur. Indledningsvis i programmet præsenterer han sig som stærkt ubelæst, men interesseret. Litteratur er noget, han bare ikke har haft tid til, for der har været så meget andet.

Godt udgangspunkt! Og deri ligner han sikkert de fleste seere, for er der én ting, som er sikkert angående litteratur, så er det, at litteratur ta’r tid, og tid er en stadig større mangelvare, fordi der er så meget andet, tiden skal bruges til.

I den første af seks udsendelser, den var om H.C. Andersen, optrådte Mick Øgendahl i rollen som ubelæste hund. Logrende for det betydningsfulde emne førte han seeren gennem programmet med små, nysgerrige bjæf, som fik sagkyndige svar. Hovedsagen var præsentationen af digteren som person. Han havde fået skikkelse i form af en skuespiller, der deltog i nogle korte scener fra Andersens liv. Helt fint.

Supplerende deltog lærde, nulevende litteraturkendere på højeste niveau. De fortalte engageret om digterens opvækst, liv og forelskelser og andet. Det meste var i overensstemmelse med det, som H.C. Andersen selv har fortalt om i sine erindringer. Desuden blev der nævnt nogle af de kendteste eventyrtitler, der var et par korte citater fra dem, vi hørte  oplæsning af digtet Det døende Barn, mens vi så både moderen og en pige, der illuderede døende og død, og som en illustration af Andersens indsats som digter af fædrelandssange fik vi en stærkt forkortet version af I Danmark er jeg født fremført af et pigekor.

Det var alt sammen smukt, rørende, velfotograferet og velfortalt. Men hvor blev litteraturen af? Den litteratur, som vor cicerone i sit hidtidige liv havde forsømt, men nu skulle fordybe sig i? Bortset fra ovenstående pluk var den stort set fraværende.

Det skuffede mig.

Programmet virkede som et produkt af et litteratursyn med den meget sigende betegnelse den biografiske metode, der var fremherskende i skolen og på universitetet frem til midten af tresserne, og som i de seneste årtier igen har fået en platform. I al sin enkelhed går den ud fra en enhed mellem forfatterens liv og værk, og at forskerens opgave er at efterspore denne enhed.

I Andersens tilfælde kom det urealiserede driftsliv i fokus. Han var forelsket, men formåede aldrig at fri. Han var på bordel, men kun for at samtale med de prostituerede. Alt sammen gestaltet i lidt rørende scener. Men den således nedprioriterede lyst skulle på en eller anden måde ud, og det kom den så i form af digtning.

Denne påstand kan have sin rigtighed, men det er selvfølgelig ikke derfor, vi læser H.C. Andersens eventyr eller romaner. Det gør vi på grund af de ord, han har sat sammen til sine fortællinger og digte. Det er da muligt, som litteraturprofessoren Hans Brix påstår i sin bog H.C. Andersen og hans Eventyr (1907), at alle eventyrfigurerne svarer til personer i Andersens omgangskreds, men hvem kender dem i dag og bruger dem som indgangsport til at læse, opleve og forstå eventyrene? For ikke at tale om brugerne af de over to hundrede sprog, H.C. Andersen er oversat til.

Tiden gik, programmet om H.C. Andersen var slut, og jeg havde været i godt selskab.

Og alligevel var jeg ikke rigtig tilfreds, for hvor blev litteraturen af?

ANNONCE:

Tilføj billedtekst